Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. Mine kolleger samler mig
op på de svære dage
Støtte fra kollegaer, der deler ud af deres erfaringer, og en mentorordning har hjulpet Regitze Christiansen med at finde fodfæste i sit første job, hvor tingene ikke altid går lige efter lærebøgerne.
Af: Marie Bille
Da Regitze Christiansen blev færdig som pædagog fra Absalons Professionshøjskole i Vordingborg i sommeren 2017, var hun opsat på at komme ud og arbejde i en daginstitution, som hun havde specialiseret sig i på uddannelsen. Men faste fuldtidsjobs til nyuddannede pædagoger hænger ikke på træerne, fandt hun ud af.

»Jeg syntes, det var svært. Alt imens jeg arbejdede som vikar, sendte jeg over 80 ansøgninger. Jeg var til to samtaler. Det var alt muligt. Både jobs, jeg ønskede, men også jobs, der ikke helt var inden for mine interesseområder. Simpelthen for at komme i gang,« fortæller hun.

Et tilbud fra BUPL om at tage et kursus for ledige, der indebar fire dage i praktik og en dags kursus i København, fik udviklingen til at vende for Regitze Christiansen.

»Der kom jeg i forbindelse med den skole, jeg er på nu i et fuldtidsvikariat. Det var et rigtigt fint tilbud, for det gav lidt flere kompetencer, når man bare gik på dagpenge og ventede på at finde det rigtige job,« siger hun.

Fantastiske kollegaer
Støtte fra kollegaer har været helt afgørende for, at Regitze har kunnet håndtere det pres, hun har oplevet i arbejdet som nyuddannet. For virkeligheden ser sjældent ud, som der står i bøgerne, fortæller hun.

»Jeg har allieret mig med mine kollegaer, og de har været fantastiske. De har været utroligt søde til at sige: ’Jeg har prøvet det her, og det har fungeret for mig i praksis’. Det er erfaringer fra andre, som har haft lignende børn, eller måske endda det barn man arbejder med, som jeg har lænet mig op ad. Det virker,« fortæller hun.

»Man skal finde sin egen vej i den pædagogiske verden, og hvilke metoder der fungerer bedst for en selv. Men det hjælper gevaldigt at have en medarbejderstab, som kan hjælpe én med ideer og tanker og også samle en op de dage, hvor det har været rigtigt svært at få det til at køre.«

»Jeg har oplevet kollegaer, der har samlet mig op og sagt: ’Du gjorde det helt rigtige, det her kunne du ikke have forudset’, hvis det har været en svær dag.«

Mentor hjælper
På Møn Skole er kollegahjælpen til de nyansatte sat i system, og det har haft stor betydning for Regitze Christiansen.

»Min arbejdsplads har et fantastisk initiativ, hvor vi har en mentorordning. En garvet person på afdelingen får ansvar for at have en nyuddannet eller bare nyansat, så man får en mulighed for lige at blive sat ind i rutinerne. Det har fungeret rigtig godt,« fortæller hun.

Regitze Christiansen og hendes mentor har mulighed for at aftale et ugentligt møde på ca. en time, hvis hun har behov for det.

»Den mentor, jeg fik, har været på skolen i 15 år og er børneklasseleder. Hun ved, hvad hun laver og har en masse praksiserfaring. Vi har lige fanget hinanden i løbet af ugen, hun har nærmest stået til rådighed, når det passede ind i mit skema,« fortæller Regitze Christiansen, der også foreslår en føl-ordning, hvor man som nyansat kunne følge en kollega et par dage, inden man selv blev kastet ud i arbejdet.

»Det ville give rigtig meget - specielt som nyuddannet,« siger hun.

Sådan støtter I jeres nyuddannede kollegaer

Først og fremmest er det vigtigt at blive opmærksom på det pres, de nyuddannede føler og ikke individualisere det, mener forsker Steen Baagøe Nielsen. Når man kommer fra ansættelsessituationen, hvor man sidder og vurderer den enkelte, så skal man bagefter spørge sig selv:

Hvordan tager vi imod nyuddannede her,
og hvilke vilkår byder vi dem?

Hvordan kan vi få skabt en god og
betryggende indslusning?

Hvordan får vi afsat ekstra ressourcer, så der,
hvis der opstår problemer, kan tilkaldes nogen
til hjælp?

Hvordan får vi skabt en kollegial dialog om, hvilke forventninger vi på denne arbejdsplads har til, hvad de nyansatte skal levere? Hvad er ’det pædagogiske’ her hos os?

Det må ikke blive et ekstra pres at skulle spørge kollegaerne til råds. Det føler nogle nyuddannede nemlig, at det er. Der skal være nogen at gå til, og lederen skal være til rådighed i den periode, hvor en nyuddannet starter. En mentorordning kan være en god idé, eller man kan tage spørgsmål op bredere på personale- eller stuemøder. Støtte fra kollegaerne og erfaringsudveksling er guld værd for en nyuddannet pædagog.

Hvis den nyuddannede kollega vil samle op på noget fra uddannelsen, kan det være en god idé at sætte timer af til det. Det giver mulighed for at få bygget bro mellem det, den nyansatte har med sig fra uddannelsen og få vendt det i forhold til den virkelighed og praksis, der er på arbejdspladsen.

Kilder: Steen Baagøe Nielsen, forsker og Regitze Christiansen,
nyuddannet pædagog