Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Pædagoger siger det samme. Ja, vi har yndlingsbørn
De fleste pædagoger har eller har haft en særlig tæt relation til et barn. Men der er stor forskel på, hvor meget plads pædagoger mener, at deres følelser for børnene må fylde. Nogle arbejder med farvekoder for at kortlægge følelserne.
Af: Marie Bille & Anne Anthon Andersen
Når der skal siddes på skødet eller gås hånd i hånd på skovturen, er der små hænder, der oftere søger ind i de samme voksenhænder og omvendt. I det pædagogiske arbejde opstår der følelser.
Og de fleste pædagoger kender til at udvikle følelser for ’yndlingsbørn’. Det viser en rundspørge, som Børn&Unge har foretaget, til pædagoger i 15 tilfældigt udvalgte daginstitutioner i Danmark. Alle 15 svarer ja til, at de har oplevet at have ’yndlingsbørn’, som de har udviklet en særlig relation til.
En pædagog formulerer det sådan til Børn&Unge:
»Der er bare nogle børn, man bedre kan relatere til end andre. Men jeg tror egentlig også, at det går den anden vej – at børnene har yndlingsvoksne.«
Følelser for børn og særlig tætte relationer kan være både givende og dilemmafyldte i det pædagogiske arbejde, hvor professionelle idealer kræver, at alle børn mødes lige, og pædagogerne ikke forskelsbehandler.
Og det er meget forskelligt, hvordan pædagoger og institutioner arbejder med de følelser, der opstår i relationer mellem pædagoger og børn i institutionerne, viser Børn&Unges rundringning.

Kortlægger følelser. Mens 4 ud af 15 pædagoger svarer, at de ikke taler med kolleger om deres egne følelser i relationer til børnene, så svarer 12 ud af 15 pædagoger i rundspørgen, at de i institutionen har faste procedurer for at tage emnet op på personalemøder med jævne mellemrum. Ofte i forbindelse med, at pædagogerne kortlægger deres relationer til børnene.
I Aarhus arbejder pædagogerne i børnehaven Arveprinsesse Carolines Børneasyl for eksempel med konceptet relationsskemaer, hvor pædagogerne giver børnene en farve, alt efter hvilken relation pædagogen har til barnet, og hvilke følelser relationen vækker.
Rød står for ’de børn, der går ind i dig med træsko på, de børn du giver privilegier og de børn du forstår og holder af’.
Sort står for ’de børn, der bringer dit pis i kog, de børn du bliver mere vred på, end situationen tillader og de børn, du ikke forstår’.
Derimellem ligger blå og grøn, som er de børn, pædagogen enten ikke har kontakt med, eller hvor der er en god kontakt, men ikke helt rød.
»At vi kortlægger og taler om vores relationer til børnene, er så vigtigt for, at vi kan sikre, at alle børn har stærke relationer til voksne i børnehaven,« forklarer Mette Langhein-Winther, pædagog i Arveprinsesse Carolines Børneasyl om relationsskemaerne.

Børn vælger. I Vognmandsparkens børnehave i Roskilde har pædagogerne valgt at give følelserne så meget plads, at de strukturerer arbejdet efter dem. Voksne og børn har naturlige præferencer i forhold til, hvem de har det bedst med. De følelser bør man erkende og vedkende sig i arbejdet, mener de ansatte i Vognmandsparken.
»For barnet og forældrene sker der måske en connection med en anden voksen end den, der har taget imod barnet, da han eller hun begyndte her. Man bliver knyttet tættere – det er noget med sympati, og at vi svinger godt sammen,« siger pædagog i Vognmandsparken Gitte Guldager.
Derfor lader pædagogerne børnene selv vælge, hvilken pædagog de vil være sammen med som primærpædagog.
»Vi er et ret lille hus, så nye børn kommer hurtigt i kontakt med alle voksne. Hvis vi oplever, at der opstår en særlig god forbindelse med en anden voksen end den, der har haft til opgave at tage imod barnet, lader vi det være op til barnet at vælge at knytte sig til en anden voksen, uden at den, der har
stået for indkøringen, skal føle sig tilsidesat. Og det er helt okay,« forklarer Gitte Guldager.
Pædagogerne indretter sig også efter, at nogle børn helst vil vinke farvel eller være på tur med en bestemt pædagog. Samtidig er det helt okay, at pædagogerne knytter et særligt bånd til et barn eller en familie.
Det er et fælles ansvar i institutionen, at alle børn har en tæt relation med en voksen, så derfor gennemgår pædagogerne jævnligt alle børnene på personalemøder.
»Hvis vi oplever et barn, som ingen af os har en tæt, god tilknytning til, så har vi alle en opgave frem til næste personalemøde med at lave sjove, gode og spændende oplevelser med det barn, sådan at vi får etableret en god relation,« siger Gitte Guldager.

Nødvendig distance. For pædagog Anne Geertsen, Sandlyng Supercenter i Sorø Kommune, indebærer det at være professionel, at hun tøjler de personlige følelser, både de negative og positive, der opstår i arbejdet. Følelserne findes, men det er vigtigt ikke at lade sig gribe af dem, mener hun.
»Det kan være svært at undgå, at man knytter et lidt særligt bånd. Børnene skal have lov til at have det bånd, men det kan ikke nytte, at de voksne lader sig styre af det« siger hun og uddyber:
»Det kan godt være, at lille Louise med de store slangekrøller er superlækker, og at jeg kunne tage hende i lommen og med hjem. Ved siden af sidder drengen, der altid slår eller bider, og han er slet ikke lige så lækker, men de skal jo behandles ens. De skal favnes på samme måde,« siger Anne Geertsen.
Selv gør hun meget ud af at opretholde en distance, hvor hun holder sine følelser for børnene på afstand. Det hører med til at være professionel, mener hun.
»Alle forældre skal jo aflevere deres barn og vide, at mit barn får lige præcis alle de kram og al den omsorg, det har behov for i dag. Der er vi nødt til at kontrollere vores egne følelser, vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,« siger hun.

Ny forskning. Meget tyder på, at følelserne i det pædagogiske arbejde i dag har fået en anden plads end hidtil. Ny forskning peger på, at der de seneste årtier er sket et markant skift i forholdet mellem det private og det professionelle i pædagogisk arbejde. For 30 år siden var det helt naturligt, at pædagoger trådte ud af den strengt professionelle rolle og skiltede mere åbenlyst med deres følelser overfor børnene og deres familier. Det var heller ikke ualmindeligt, at pædagoger så nogle børn i deres fritid ved for eksempel at komme på besøg i hjemmet eller opbygge en relation til forældrene, hvis der var en god kemi, eller hvis barnet havde et særligt behov for ekstra støtte. Det forklarer Jo Krøjer, lektor ved Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet.
»Den ældre generation af pædagoger skelnede ikke så skarpt mellem faglige og personlige pædagogiske værktøjer. De så det som en faglig styrke at trække på personlige relationer til både børn, forældre og kolleger,« siger Jo Krøjer.
Hun har i et såkaldt generationsstudie undersøgt, hvordan pædagogers udfordringer og muligheder har udviklet sig siden 1970. Siden 1992, hvor man indførte forældrebestyrelser i daginstitutionerne, er det pædagogiske arbejde gradvis blevet mere professionaliseret. Blandt andet fordi forældrene med bestyrelserne har fået en reel indflydelse i det pædagogiske arbejde, hvilket har skabt et mere professionelt forhold mellem pædagoger og forældre. Og meget tyder på, at professionaliseringen af daginstitutionerne har ændret på, hvordan pædagoger udtrykker deres følelser overfor børn og forældre.
Det kommer også til udtryk i relationerne og den måde, man forholder sig til følelser på. Før i tiden var følelser og yndlingsbørn bare en del af hverdagslivet i institutionen. I dag er det blevet noget, man har et professionelt sprog for og redskaber til at håndtere, forklarer Jo Krøjer.