Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
Afsked. Vinkeruder kan mindske gråd
Ikke kun pædagogens måde at modtage barnet på, kan skabe en grådfri afleveringssituation. Institutionens fysiske rammer kan også give tryghed hos barnet.
Af: Maja Hansen
Ole Henrik Hansen, adjunkt, ph.d. på Aarhus universitet, mener, at man kan indrette en daginstitution på måder, der hjælper børnene til at få en tryg aflevering. Det er vigtigt, at pædagogerne har mulighed for at skabe ro, når børnene skal afleveres. Og så skal der være plads til at iscenesætte afleveringen, hvor pædagogen kommer i øjenhøjde med barnet.
»Man skal placere sig selv på gulvet, og lade barnet transportere sig selv fra forælder til pædagog. På den måde kan barnet i højere grad selv være med til at afgøre, hvornår det gerne vil modtages,« siger Ole Henrik Hansen.
Han fortæller, at de har haft gode erfaringer med, at barnet afleveres på den stue, det hører til, og bliver modtaget af stuepædagogen. Der må gerne være mulighed for at vinke farvel til forældrene, og så er det godt, hvis der er andre børn i rummet.
»Vi så ofte, at forældrene afleverede barnet til pædagogen, men at barnet selv gik over til de andre børn. Der var altså noget i spil mellem forælderen og pædagogen, der begge følte, at de afleverede og modtog barnet, men i virkeligheden afleverede barnet sig selv til de andre børn,« siger Ole Henrik Hansen.
Det er godt, hvis der er en rude i den nederste del af døren ind til stuen. På den måde kan børnene se, hvad de går ind til, og de andre børn kan se, hvem der kommer, og tage godt imod dem. En måde at kreere en hjemlig stemning er ved at servere morgenmad på stuerne. Hvis børnene stille og roligt kan sætte sig ned og spise morgenmad med de andre børn, vil de hurtigere føle sig trygge. Endelig er der mulighed for at bruge ’nudging’.
»Vi har arbejdet med at tegne fodspor på gulvet. Børnene blev animeret af fodsporene til at gå hen til pædagogerne. ’Nudging’ er en måde at påvirke folks adfærd i en bestemt retning. Det fungerer på samme måde, som når der er fodspor hen til skraldespandene inde i byen for at få folk til at smide deres skrald ud.«, siger Ole Henrik Hansen.