Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 18
Privatisering: Frit valg er indtakt
Fripladstilskud afhænger af, om institutionen er privat eller ej. Det fik SF til at indkalde social- og indenrigsministeren i samråd med socialudvalget. Hun afviste blankt, at vi får et A og et B hold.
Af: Mette Hattel
Det strider ikke imod princippet om det frie valg, at der er forskel på fripladstilskud i kommunale og private institutioner.
Sådan lød beskeden fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) til SF's børneordfører, Pernille Vigsø Bagge, som på baggrund af en artikel i Børn&Unge havde indkaldt ministeren i samråd.
I artiklen kunne vi fortælle om et forældrepar på SU, der havde en fuld friplads til deres søn i den århusianske daginstitution Kareten. Da institutionen blev privatiseret, forsvandt den fulde friplads. Det betød, at forældreparrets gratis plads nu kostede dem mange tusind kroner ekstra årligt.
"Sagen fra Børn&Unge bekræfter SF's frygt fra 2005, da loven om private institutioner blev vedtaget. Artiklen viser, at børn med fattige forældre bliver udelukket fra private institutioner, og at vi får et A og et B hold," siger Pernille Vigsø Bagge.
På den baggrund havde hun kaldt ministeren i samråd 4. juni, hvor hun ønskede en principiel diskussion om, hvorvidt denne økonomiske forskelsbehandling skal fortsætte.
I samrådet, hvor Børn&Unge deltog, svarede minister Karen Ellemann, at det står forældrene frit for at tage deres fripladstilskud med sig og bruge det fuldt ud i en kommunal institution eller vælge en privat institution og få et lavere tilskud.
"Det er min overbevisning, at der er lige adgang til alle institutioner. Fripladstilskuddet følger barnet og underbygger vores lige adgang og giver forældre en bred vifte af muligheder. Og så vil jeg gerne fastslå, at vi i Danmark har nogle af verdens bedste institutioner. Vi bruger flest penge på institutioner blandt OECD-landene," lød det fra ministeren.

Øget privatisering bekymrer. Private institutioner vinder større og større indpas, og det vækker bekymring hos Pernille Vigsø Bagge. Udbredelsen er ifølge hende udtryk for, at flere og flere forældre fravælger kommunale pasningstilbud på grund af lukkedage og indskærpede åbningstider.
"Forringelserne i kommunale institutioner fremmer i sig selv private institutioner. Og rigtig mange kommuner er i forvejen under et hårdt økonomisk pres på at få budgetterne til at gå op. Det er et reelt problem, som kun er i sin vorden, og udviklingen er bekymrende," mener Pernille Vigsø Bagge.
Hun undrede sig over, hvorfor private institutioner ikke har et loft for deres takster og søgte at få en forklaring fra ministeren.
Karen Ellemann kunne dog ikke genkende det dystre billede, som Pernille Vigsø Bagge tegnede af daginstitutionsområdet.
"Forarmede kommuner, der ikke har penge til drive daginstitutioner, så private overtager markedet og skruer priserne op, er slet ikke virkeligheden. Men private institutioner skal jo have økonomien til at hænge sammen som enhver anden privat virksomhed. Personligt så jeg faktisk gerne, at der kom flere private institutioner. Og med lovgivningen fra 2005 sikrer vi endnu mere mangfoldighed på institutionsområdet," sagde Karen Ellemann.

MINISTERSAMRÅD
Et udvalg kan kalde en minister i samråd. De kan stille et spørgsmål, der skal besvares mundtligt af ministeren under et udvalgsmøde. Spørgsmålet til ministeren den 4. juni, som var stillet af Pernille Vigsø, børneordfører fra SF, lød:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan kommunernes praksis for udregning af fripladser afhængig af, om forældre benytter private eller kommunale daginstitutioner, hænger sammen med princippet om, at der skal være fri og lige adgang til danske daginstitutioner."