Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 07
Mobning - Omsorg og pædagogik kolliderer
I spændingsfeltet mellem omsorg og pædagogik ligger kimen til mange konflikter i institutionerne, som kan føre til mobning, chikane og udstødning. Gruppen af "mor-og-far-pædagoger" og de kolleger, der tænker strategisk og rationelt, ender i mange små slagsmål i hverdagen
Af: John Peters
Hvad er egentlig det primære, det væsentligste og mest bæredygtige i daginstitutionerne? Omsorg eller pædagogik?
Dette tilsyneladende uskyldige, men alligevel relevante spørgsmål rummer kimen til utallige, daglige konflikter i daginstitutionerne, som kan føre til grov chikane, mobning og i sidste ende langtidssygemeldinger og udstødning.
Spørgsmålet bliver stillet af arbejdspsykolog i Arbejdstilsynet i Århus John Graversgaard, som er forfatter til flere bøger om psykisk arbejdsmiljø og udbrændthed. Han har i flere år beskæftiget sig med det psykiske arbejdsmiljø blandt pædagoger, og han er overbevist om, at pædagogernes forskellige målsætninger i det daglige er med til at skabe ond stemning på mange pædagogiske arbejdspladser.
»Groft sagt kan man sige, at de pædagoger, der hovedsageligt gerne vil tænke med hjertet, kolliderer med de kolleger, som gerne tænker med hjernen. Den del af personalet, som overvejende tænker i omsorgsbaner - lad os kalde dem "mor-og-far-pædagogerne" - udtrykker en negativ holdning til at få feedback på arbejdet, mens det mere pædagogisk indstillede personale er mere åben overfor pædagogisk ledelse i arbejdet,« mener John Graversgaard og henviser til studier i pædagogernes arbejdsmiljø.
Hvis der ikke er enighed i personalegruppen, eller hvis gruppen ikke er overbevist om behovet for en fælles pædagogisk målsætning, men snarere tænker i omsorg, kan det i virkeligheden blive svært at udvikle et fælles sprog om arbejdet. Der kan opstå kommunikationskløfter mellem ledelse og personale og mellem pædagogerne indbyrdes.
»Arbejdet taber mening, hvis der ikke udvikles en fælles holdning, og resultatet kan blive udbrændthedsreaktioner hos de personer, som forgæves og uden resultater forsøger at skabe en fælles pædagogisk målsætning,« siger John Graversgaard.

Utilstrækkelighedsfølelser. Gennem årene har arbejdspsykolog John Graversgaard set eksempler på personalegrupper, hvor samarbejdet er gået fuldstændig i opløsning, og hvor der nærmere var tale om krig end dialog om arbejdet. Forskellige fraktioner har frastødt hinanden og evige magtkampe har tappet personalet for alle ressourcer.
»I de tomrum, der opstår i magtkampe, er der risiko for, at nogle pædagoger bryder sammen. Situationen bliver fastlåst, og følelsen af utilstrækkelighed og magtesløshed kan brede sig i gruppen. Og det er ikke kun de "svageste", som bliver ofre. Selv de stærkeste kan bryde sammen, hvis presset bare vokser og vokser,« siger John Graversgaard.
Organisationen i daginstitutioner har dybe rødder i en flad ledelse uden de store og skarpe hierarkiske toppe, og netop de mange små grupper og halvledere er med til at skabe konflikter, der kan føre til mobning og udstødning. Netop lederens manglende synlighed er med til at forvirre billedet, hvis konflikterne ikke bliver løst gennem åben dialog og indstilling på forandring.
»Jeg ser tit, at lederen bliver part i en magtkamp eller strid, hvor lederen i stedet burde gå i dialog og forsøge at mægle for at skabe et godt samarbejde. I stedet bliver det til snak for og imod, og dermed er vejen banet for sladder og chikane,« siger John Graversgaard.
I daginstitutionerne kan den dominerende part sætte sig totalt på magten, og ofte sker udstødningen systematisk og målrettet. Gruppen arbejder på at udstøde og fjerne de elementer, som generer samarbejdet og ånden på arbejdspladsen.

Professionelle holdninger. Pædagoger har stor frihed i arbejdet, og en del pædagoger er tilbøjelige til at afvise pædagogisk ledelse. Men det kan indebære, at der opstår en række velkendte gruppepsykologiske problemer. Personalet bruger meget energi på at bearbejde konflikter og spændinger, og der kan ofte opstå opslidende samarbejdsproblemer, som kan vise sig umulige at løse. Og i det øjeblik, der kommer "hjælp" udefra i form af kommunal personalekonsulent eller krisepsykolog, ligger taberne allerede ned.
»Forskningen viser, at det er en god idé at skifte fokus fra omsorgstankegangen til en mere målrettet og professionel holdning til arbejdet. Det vil sige, at personalet skal have udviklet deres viden og kundskaber - og bruge denne viden. Samtidig viser det sig også, at mange pressede situationer kan forebygges ved at styrke den pædagogiske ledelse i daginstitutionerne.«