Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 24
Bliv ekspert i friluftsliv
En ny uddannelse skal skabe eksperter i friluftsliv og sundhed. Målgruppen er blandt andre pædagoger.
Af: Lene Søborg
Ekspert i friluftsliv. Det er, hvad de studerende ved en ny masteruddannelse efter endt studie kan kalde sig. De vil kunne arbejde i både offentlige, halvoffentlige og private virksomheder med blandt andet naturformidling, sundhedsfremme, rekreation og udvikling af friluftsaktiviteter.
I takt med at friluftsliv har fået større fokus i debatten om folkesundhed, er interessen for at uddanne sig inden for området steget. I 1980'erne blev det muligt at uddanne sig som frilufts- eller naturvejleder. Med de cirka 900 frilufts- og naturvejledere, som findes i dag, er der imidlertid opstået et behov for yderligere at kunne dygtiggøre sig, ikke mindst på den forskningsmæssige side.
Derfor udbyder Skov & Landskab på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet fra januar 2011 uddannelsen fleksibel master i friluftsliv. Det er en overbygning, som direktør Jan Eriksen fra Friluftsrådet hilser velkommen.
"Vi har længe ønsket mere forskning i måden, danskerne bruger naturen på, og i den sundhedsbidragende effekt,som vi mener, naturen har. Samtidig har vi haltet bagefter i forhold til de andre nordiske lande, der tilbyder matchende uddannelser. Med en dansk master i friluftsliv kan vi generere og formidle viden, der passer til danske forhold," siger han.
Den nye masteruddannelse er en såkaldt fleksibel master. Det vil sige en efter- og videreuddannelse tilrettelagt som et deltidsstudie, der gennemføres ved siden af et almindeligt fuldtidsjob. Den normale studietid vil være to år, men forløbet kan også tages over tre eller seks år.
Uddannelsen svarer til en kandidatuddannelse, og målgruppen er personer, der interesserer sig for sundhed, friluftsliv, turisme, rekreation og idræt. De studerende kan komme fra både den private og den offentlige sektor. De kan for eksempel arbejde med turisme eller sundhedsfremme eller på seminarier, i daginstitutioner, herunder især naturbørnehaver, folkeskoler, naturskoler eller andre skoler.