Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 07
BUPL mener: Sats ikke på kontanthjælp
Huset skal belånes, bilen skal sælges og så videre. Ellers er konsekvensen simpelthen, at man skal leve uden indtægt.
Af: Lis Pedersen
275.000 danskere står uden indtægt, hvis de mister arbejdet. De er nemlig i den uheldige situation, at de ikke er medlem af en a-kasse og heller ikke er berettiget til kontanthjælp.
De senere år har flere og flere undladt at melde sig i a-kasse. Det er sket i en tid med højkonjuktur og en meget stor efterspørgsel på arbejdskraft. Bare fra december 2007 til december 2008 er der et fald på 4.000 medlemmer.
Et manglende medlemskab kan meget nemt betyde, at man spiller russisk roulette med sin egen og familiens økonomi. Mange har vel tænkt, at det ikke var nødvendigt. "Hvis jeg bliver fyret, så finder jeg da bare et andet arbejde. Og hvis det går helt galt, så kan jeg vel få kontanthjælp."
Mange er desværre ikke klar over den store forskel på a-kassesystemet og kontanthjælpssystemet. Kontanthjælp kan man kun få, hvis man ikke ejer noget. Man må hverken have hus med friværdi, bil eller en ægtefælle eller samlever, der tjener noget.
For mange vil det betyde, at man først skal realisere de værdier, man har. Huset skal belånes, bilen skal sælges og så videre. Ellers er konsekvensen simpelthen, at man skal leve uden indtægt.
For nylig mødte jeg én, som netop var blevet færdig med sin uddannelse som pædagog. Hun havde lige fået sit eksamensbevis, og jeg gav hende et stort tillykke.
Snakken faldt på det at være organiseret og dermed også på et medlemskab af en a-kasse. Hun mente ikke, det kunne svare sig. Der er jo mangel på pædagoger i det storkøbenhavnske område, hvor hun bor.
Til det måtte jeg sige, at hun lige nu vil få en stor fordel af at melde sig ind. Normalt skal man være medlem i 12 måneder, før der kan udbetales understøttelse, men når man er dimittend, så er kravet bare én måneds medlemsskab. Men vel at mærke kun, hvis man melder sig ind senest 14 dage efter, man har afsluttet sin eksamen.
Mit klare råd til hende og andre er derfor: Sørg for at melde jer ind, det kan godt betale sig, selv i områder med lav ledighed. Man ved jo aldrig, hvad der sker i ens arbejdsliv, og det er godt at være sikret om ikke andet så med dagpengesatsen, som p.t. er 725 kr. om dagen som fuldtidsforsikret.
Det er betydeligt mere, end de fleste vil kunne opnå i kontanthjælp. De nyuddannede har en fordel, men det gælder for alle, at det er en god ide at være medlem også af a-kassen.
Jeg vil opfordre alle til at tale om det på arbejdspladsen. Snak om forskellen på at være sikret gennem medlemskab og kontanthjælp, hvis man skulle komme i den uheldige og ulykkelige situation, at man i kortere eller længere perioder står uden arbejde.
BUPL's a-kasse er en professions-a-kasse, som ved og kan en masse på lige netop det pædagogiske arbejdsmarked. Og så er vi oven i købet en af billigeste med kontorer rundt i landet og med et højt serviceniveau. Der fås ikke en bedre forsikring i Danmark - og så er den samtidig en del af det pædagogiske fællesskab.