Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 50
SEKSUELLE OVERGREB - Børn lyver ikke
Børn lyver ikke om seksuelle overgreb, men deres beretninger kan misforstås af voksne, der ikke er opmærksomme på børns måde at forstå og tolke virkeligheden. Det mener psykologen Katrine Egede Zeuthen, der netop har modtaget en guldmedalje for sin afhandling om emnet
Af: Rikke Viemose
Børn bruger fantasien til at forstå virkeligheden. Når det handler om seksuelle overgreb, har barnet hverken sprog eller erfaringer, som det kan bruge, når det skal fortælle om det, og derfor bliver dets historier ofte ret fantasifulde og utroværdige i en retslig sammenhæng.
Psykologen Katrine Egede Zeuthen, der er tilknyttet Rigshospitalets team for seksuelt misbrugte børn som forsker, har netop fået universitetets guldmedalje, hvilket svarer til et 13-tal, samt Sygekassernes Helsefonds store forskerpris på 250.000 kroner for sit speciale om børns fantasi og virkelighed i forbindelse med seksuelle overgreb.
Hendes hovedtese er, at man ikke skal tage udgangspunkt i, hvorvidt barnets fortællinger er troværdige eller ej, når man skal forholde sig til historier om seksuelt misbrug.
»Man skal derimod forholde sig til, at børn bruger deres fantasi til at forstå en virkelighed, der er uforståelig for dem. Det er meget svært at vurdere med små børn, om der er sket noget eller ej, fordi hele sagen ofte står og falder med det, barnet siger. Og børnene kan skabe fantasier, når de prøver at forstå en voksen og ubegribelig verden. De stykker deres forståelse sammen af en masse brudstykker fra deres virkelighed.«
Og det kan godt misforstås af de voksne?
»Ja, det tror jeg. Især fordi det handler om seksualitet, og vi forstår seksualitet på en anden måde end barnet. Barnet fødes med en infantil seksualitet, så det fornemmer kropslige ting såsom lyst og ulyst, men det er de voksne, der skal lære det at skelne - mellem lyst og ulyst, mellem mig og dig og mellem frivillighed og tvang. Og så kræver det ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis den voksne både skal lære barnet at beskytte sig selv og forstå verden og samtidig forgriber sig på barnet og dermed fastholder det i den grænseløshed, som overgrebet er.«

Tegn på misbrug. Gennem sin tilknytning til Rigshospitalets team for seksuelt misbrug, har Katrine Egede Zeuthen stiftet bekendtskab med mange sager, hvor det er meget vanskeligt at nå frem til sandheden.
For at beskytte de implicerede kan hun ikke fortælle om konkrete sager, men et konstrueret eksempel kan måske give en fornemmelse af det:
En pige bliver henvist, fordi hun har nogle fysiske symptomer, der kan pege på seksuelle overgreb. I samtalerne fortæller hun om nogle drømme, hun har om voksnes seksuelle omgang med hinanden. Pigen er - sin alder tager i betragtning - meget uvidende om sin krop, men på den anden side har hun samtidig et meget voksent kendskab til seksualitet.
Det er vanskeligt at sige, hvad en sådan historie fortæller om, men sikkert er det, at pigen forsøger at skabe en betydning ud af nogle oplevelser, som hun ikke forstår. Måske er pigen misbrugt, måske er hun ikke. For at nærme sig sandheden skal hun hjælpes til at forstå sin virkelighed. Hun må gives nogle redskaber, nogle ord, som hun kan bruge til at fortælle med og dermed få etableret den nødvendige skelnen mellem lyst og ulyst, frivillighed og tvang.
Børn forstår generelt verden med tilbagevirkende kraft. Først når de har ord at sætte på en begivenhed, når de lærer at skelne, giver den mening for dem.
Katrine Egede Zeuthen nævner her forfatteren Kristian Ditlev Jensens beretning som eksempel. For et par år siden skrev han bogen "Det bliver sagt", der handler om, hvordan han, fra han var ni til tretten år, blev misbrugt af den voksne Gustav. Katrine Egede Zeuthen har interviewet Kristian Ditlev Jensen i forbindelse med sit speciale, og han fortæller, at han ikke forstod, hvad der foregik, mens det stod på.

Blev kaldt bøsse. »Det er først som 13-årig, da Gustav kalder ham for bøsse, at det hele pludselig giver mening for ham. På det tidspunkt er han moden nok til at forstå, hvad det ord betyder, og det giver så med ét mening for ham i relation til Gustav. Han har slet ikke forstået det før. Det er ikke fordi, han har fortrængt det, for han kan godt beskrive, hvad der er sket, men det er først den dag, han forstår, at der er foregået noget forkert. Kristian Ditlev Jensen brød sig ikke om det, som Gustav gjorde ved ham, men det "var helt normalt", fortalte Gustav. Ligesom Gustav fortalte ham, at han havde lyst, selvom han ikke havde det."
Den voksnes tolkning af barnets krop kan vinde over barnets registrering af ulyst, fordi magtforholdet mellem barnet og den voksne er ulige. For eksempel kan drenge få erektion, hvis de bliver stimuleret rent mekanisk, og selvom det ikke er ensbetydende med, at de har lyst, kan den voksne bruge det mod barnet.
Misbrugte børn kan - ligesom i Kristian Ditlev Jensens tilfælde - først fortælle om overgrebene, da han har forstået, at det er overgreb. Derfor er det af stor betydning, at der er voksne, der kan hjælpe barnet med at forstå, mener Katrine Egede Zeuthen. Og lige så vigtigt er det, at de voksne så længe som muligt holder alle hypoteser åbne.
»Det er virkelig svært som voksen at blive konfronteret med sådan en mistanke, men det er vigtigt at have det udgangspunkt, at det godt kan være rigtigt, og at det også kan være forkert. Der er megen berøringsangst blandt voksne, fordi de er bange for at handle forkert. Målet er selvfølgelig at finde ud af, hvad der er sket. Men udgangspunktet skal være et andet. Vi bliver bedre til at finde ud af det, hvis vi ikke forkuserer på det. For vi kan let blive forført af vores eget behov for at tolke det på en bestemt måde,« mener Katrine Egede Zeuthen.

Hekseprocesser. På baggrund af arbejdet på Rigshospitalet tror hun, at derfinder flere overgreb sted, end vi har lyst til at se i øjnene. Der har været flere ekstreme historier fremme i medierne, som har givet nogle anledning til at tale om "hekseprocesser", hvor massehysteri giver løgnene lov til at udvikle sig. Den svenske forfatter Jan Guillou har for nylig skrevet en bog, hvor han sammenligner hekseprocesserne i middelalderen med nogle af de pædofilisager, som vi ser i dag.
Den slags sammenhænge tror Katrine Egede Zeuthen ikke på.
»Jeg tror bare ikke, at vi har lyst til at høre, hvor vanvittigt voksne kan opføre sig,« siger hun.
»Jeg tror godt, at børn, der har været udsat for noget, kan finde på at give en anden skylden for eksempel. Men jeg har svært ved at se, hvor børnene skal få de informationer fra, hvis det ikke er sket. Og jeg har stiftet bekendtskab med flere sager, hvor der er sket ting, som jeg ikke troede var mulige.«
Men der er jo dem, der mener, at der sidder nogle hysteriske voksne og propper historier ind i hovedet på børnene?
»Ja, og jeg tror da også godt, at et barn, der bliver behandlet, som om alt er en potentiel fare for dets seksualitet, efter nogle år kan have de samme symptomer som et barn, der er blevet misbrugt seksuelt. Fordi det prøver at forstå det, de voksne kommunikerer.«
Så man kan godt se eksempler på, at barnet oplever noget, der ikke er sket?
»Ja, men det er bare aldrig tilfældigt, hvem det er. Jeg har svært ved at tro på, at pigens veninde kan overtage pigens oplevelse og gøre den til sin egen. Dét, barnet siger, er altid udtryk for noget. Det er altid forankret i virkeligheden.«
For nogle år siden var der en gruppe voksne i USA, der mente, at de havde været bortført af UFO'er. Medmindre man tror på det, så må man jo konkludere, at man godt kan have en erindring om noget, der ikke er sket?
»Ja, men der kan også være sket noget, der var så mærkeligt, at det kunne få en hvilken som helst betydning. At nogen måske har skabt en sådan situation. Jeg tror, at den slags er udtryk for noget. Det er ikke vilkårligt.«

For mange voksne. Når der er mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb, så involveres der mange forskellige voksne med hver deres udgangspunkt. Forældre, pædagoger, socialrådgivere, læger, psykologer, betjente og jurister. Især blandt juristerne og psykologerne eksisterer der store forskelle, fordi juristernes opgave er at afgøre, om der er sket noget kriminelt eller ej, mens psykologerne ikke skal tage stilling til skyldsspørgsmålet.
»I stedet for at stå i hver vores lejr med hver vores faglighed, så må vi tage udgangspunkt i barnets verden. Vi som psykologer må blive bedre til at argumentere videnskabeligt, mens juristerne må blive bedre til at lytte til det specifikke og til dét, at det enkelte barns virkelighed kommer til udtryk på bestemte måder,« siger Katrine Egede Zeuthen.
Hun mener ikke, at retssystemet er indrettet, så de tager hensyn til børnene. Langfra.
Udover det, at barnet anses for utroværdigt, hvis ikke det kan fortælle sammenhængende og logisk, så er de betingelser, som barnet underlægges i forløbet, også med til at påvirke dets udsagn.
»Der er alt for mange voksne, og det er også et problem, at barnet skal komme til de dem. Så skal det afhøres på politistationen, så skal det ind på Rigshospitalet, så skal det ditten og datten. På Island har man et børnehus, hvor politiet, psykologen, lægen og så videre skal komme for at møde barnet. Det tror jeg kunne være rigtig godt, hvis vi kunne få det herhjemme. Barnets fantasier om en politistation kan for eksempel være meget skræmmende. Måske har krænkeren truet med, at "din mor kommer i fængsel, hvis du siger det her til nogen."«
Utrygheden kan præge barnet gennem hele forløbet. Moren er sjældent med under afhøringerne, fordi politiet råder hende fra det. Måske skal barnet videoafhøres, selvom det også er blevet filmet af krænkeren. Og hvis barnet spørger, så skal det have at vide, hvis den anklagede overværer afhøringen i et monitorrum.

Svigtet igen. Katrine Egede Zeuthen mener, det er forkert, at den mistænkte har denne ret til at overvære afhøringer. Det kan i høj grad påvirke barnet.
»Jeg synes ikke, at den mistænkte skal have lov at sidde der under afhøringen. Så hellere afhøre barnet flere gange. Det tror jeg ikke påvirker barnets vidneudsagn mere end at vide, at den eventuelle krænker sidder inde ved siden af. Det tror jeg påvirker barnet meget mere. Tænk, hvis det er dets far, som barnet selvfølgelig også elsker. Jeg kan slet ikke forstå, at man overhovedet kan finde på det.«
Katrine Egede Zeuthen mener også, at barnet vil føle sig svigtet den dag, det finder ud af, at dets mor for eksempel godt vidste, han sad der og ikke fortalte det til barnet. Og svigt har det krænkede barn haft nok af.
Af samme grund mener Katrine Egede Zeuthen også, at barnet har ret til at vide, hvis den mistænkte ser med.
»Der er så meget hemmelighedskræmmeri omkring de her sager. Hvis barnet er blevet krænket seksuelt, så har det været en slags ophævelse af virkeligheden. Grænser, der er flyttet og udvisket, og: "du må ikke sige det til nogen". Det går derfor ikke, at der er hemmeligheder. Snakken går også så meget i de sager, så barnet skal nok få det at vide alligevel. Og så ser det sig endnu engang svigtet af de voksne. Et barn, der er blevet krænket, skal have genetableret sine grænser.«

Kortsluttet debat
Psykologen Katrine Egede Zeuthen mener, at debatten om recovered memories, genfundne minder, er kortsluttet i medierne den seneste tid. De sager, hvor en person pludselig husker noget under terapi, udgør yderst få sager, selvom man godt kan få indtryk af, at der er mange, hvis man følger debatten.
Samtidig bliver udtrykket recovered memory nærmest brugt i flæng om mange forskellige slags sager. Blandt andet er det koblet sammen med diskussionen om, hvorvidt man kan få børn til at sige hvad som helst.
»Det er en fuldstændig kortslutning. For recoverend memories handler om, at voksne, under blandt andet terapi eller hypnose, pludselig får en erindring om hidtil fortrængte overgreb,« siger Katrine Egede Zeuthen, der i øvrigt mener, at det er betænkeligt at bruge hypnose til den slags.
»Der er en grund til, at man fortrænger nogle ting. Det er vigtigt, at det er personen selv, der kommer frem med det,« siger hun.
Flere eksperter mener, at disse minder kan være falske, men Katrine Egede Zeuthen finder det unuanceret at skelne mellem sandt eller falsk. Minder kan godt være forvrængede, men de kommer ikke ud af den blå luft, mener hun.
»Sådanne minder er altid udtryk for noget,« siger hun.
Der har været flere eksperter fremme i debatten og sige, at man ikke kan fortrænge dårlige oplevelser. Er du enig i det?
»Nej, det tror jeg ikke på. Oplevelser om seksuelle overgreb kan blive fortrængt, før de bliver forstået. Nogle mennesker husker først tidlige overgreb, når de senere i livet bliver udsat for overgreb. Og dét, tror jeg, er fordi de pludselig kan forstå og dermed række tilbage til de tidlige overgreb. Det er sådan set ikke fordi, de har glemt de tidlige overgreb. De har bare ikke forstået det før.«