Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 13
Henning siger farvel. BUPL skal have ny formand
Henning Pedersen stopper som formand for BUPL til november. Beslutningen møder både venlige ord og forståelse.
Af: Steffen Hagemann
Henning Pedersen har besluttet at stoppe som formand for BUPL, når BUPL holder kongres til november.
»Jeg har nået en alder, hvor det er naturligt at tænke på et generationsskifte. Jeg har været i alt 36 år i BUPL – lokalt på Fyn og centralt i forretningsudvalget – så jeg finder, at det nu er det rette tidspunkt for mig til at give plads til yngre kræfter. Jeg har været utrolig glad for at have fået lov til at give mit bidrag til arbejdet for pædagogernes sag, min egen profession,« siger den 65-årige Henning Pedersen.
Han har været formand i otte år og siddet i BUPL’s forretningsudvalg siden 1996.

Venlige ord. Henning Pedersen har allerede fået mange reaktioner på sin beslutning, både fra medlemmer af BUPL og såmænd også fra ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen (R), da formand og minister mødtes til Sct. Hans-møde.
Og alle, såvel minister som medlemmer, har været overraskede over Henning Pedersens beslutning, fortæller han.
»Men når de hører min alder, er de ikke så overraskede længere. Så siger de, at det kan de godt forstå. Og de siger en masse venlige ord, som jeg ikke skal videregive,« siger Henning Pedersen.

Ingen ny kandidat. Der er endnu ingen, som har meldt sig som kandidat til formandsposten. Hvis det står til Henning Pedersen, så bliver det ikke spørgsmålet om, hvem der skal afløse ham, men om, hvilken ledelse BUPL skal have, der skal fylde frem til kongressen. Forretningsudvalget har lovet at stille sig i spidsen for en proces, hvor BUPL får beskrevet såvel formandens profil som den politiske ledelses profil.
»Mange siger, at det lyder fornuftigt at bruge lidt tid på det, inden man begynder en navneleg,« siger Henning Pedersen, som ikke har lagt planer for, hvad der skal ske, når han stopper som formand.
»Jeg har helt bevidst valgt ikke at spekulere på det. Nu handler det om, at jeg har besluttet at stoppe som formand. Og så handler det om at gøre perioden færdig. Jeg er formand på fuld kraft frem til november. Det mener jeg bogstaveligt,« siger han.
BUPL vælger ny formand på kongressen den 21.-22. november i år.