Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 20
BUPL mener: Arbejdsskader for millioner
Tænk, hvad samfundet kunne spare, hvis der blev satset meget mere på forebyggelse. Tænk, hvad der kunne spares i sygedagpenge. Tænk, hvad de mange penge i stedet kunne være brugt til.
Af: Lis Pedersen
140 millioner kroner. Så mange penge har BUPL hentet hjem til medlemmerne som erstatning for arbejdsskader og ulykker i perioden 2004 til 2009.
Når jeg kigger på tallene, er jeg på den ene side glad for, at vi i så mange sager kan hjælpe det enkelte medlem til en erstatning for varige mén og tab af erhvervsevne. Tallene viser, at det kan betale sig at anmelde skaderne, og at det kan betale sig at få BUPL med på banen.
På den anden side er det helt skidt, at den enkelte overhovedet bliver skadet af at gå på arbejde. At få en arbejdsskade eller blive udsat for en arbejdsulykke er eller kan være en af de dårligste oplevelser ved arbejdslivet.
Det er samtidig rigtig dyrt for samfundet. 140 millioner kroner er mange penge, men det dækker alene erstatningerne. Dertil kommer de udgifter, samfundet har, når den skaderamte bruger sundhedssystemet: læger, hospitaler, fysioterapeuter og psykologer. Og endelig er der udgifterne til vikardækning i sygdomsperioden.
Tænk, hvad samfundet kunne spare, hvis der blev satset meget mere på forebyggelse. Tænk, hvad der kunne spares i sygedagpenge. Tænk, hvad de mange penge i stedet kunne være brugt til. Og tænk, hvad det ville betyde af livskvalitet for den enkelte.
Det er derfor uforståeligt, at der ikke er flere politikere, der målrettet går efter at forbedre arbejdsmiljøet.
I BUPL kan vi ud af vores statistikker se, hvad der giver skader. Det betyder, at vi kunne være med til at sikre en målrettet indsats for at ændre arbejdsmiljøet, så skader kunne undgås.
I dag går det desværre den anden vej med flere og flere nedskæringer på grund af kommunernes økonomi. Når en pædagog skal tage sig af flere børn, betyder det en større nedslidning af muskler og skelet samt en større psykisk belastning.
Hæve- og sænkeborde i vuggestuer har været en god ting, men når pædagogerne skal tage sig af flere og flere børn, er det ikke nok med tekniske hjælpemidler og fitness. Der skal arbejdes meget mere målrettet med at sikre mod skader, som sker af arbejdsmæssige årsager.
I andre erhverv er det lykkedes at nedsætte antallet af ulykker ved en målrettet forebyggende indsats, blandt andet i byggeindustrien. Denne indsats bør også ske på det pædagogiske område.
Den enkelte pædagog kan i samarbejde med kollegerne selv være med til at sætte forebyggelse af skader og ulykker på dagsordenen. Det vil jeg hermed opfordre til.
Derudover skal vi i BUPL arbejde med forsat at sætte fokus på, hvad der kan være med til at minimere skader hos pædagoger. Med de nævnte statistikker og de enkelte pædagogers historier, der ligger bag tallene, kan vi i BUPL være aktivt med til at pege på, hvad der skal til. Det bliver en af de kommende års opgaver.
Det vigtigste er, at færre pædagoger får skader på arbejdet. Det er arbejdsgivernes ansvar at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø. Det hjælper vi meget gerne med til.
Pas godt på jer selv og hinanden.