Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 19
Han, hun, hen og en stor fed regnbue
Daginstitutionen Egalia er blevet verdensberømt for sin radikale kønspædagogik. Børn&Unge har besøgt den svenske institution, hvor drenge må gå i kjole, og pædagogerne siger 'kompis' i stedet for dreng og pige.
Af: Signe Strandby Nielsen
Södermalm, Stockholm. Solen skinner på de hvide husblokke i boligkvarteret Linjalen. Træerne har rystet mange af deres blade af sig, og de ligger nu røde og gule på gangstierne, der løber igennem bolig­området. Seksetagers boligblokke omkranser en gårdhave med en stor legeplads. Her er en flok børnehavebørn i gule trafikveste på tur. Ungerne går på opdagelse i bladbunkerne og løber op og ned ad små græsbakker.
De legende børn kommer fra en af Linjalens mange daginstitutioner.
Der ligger hele seks daginstitutioner i dette lille fredelige hjørne af Stockholm. En af dem er verdensberømt.
Det er sjældent, at en børnehave havner i verdenspressen, men pædagogerne fra den integrerede institution Egalia kan læse om deres arbejdsplads i internationale medier som CBS News, BBC, Daily Mail, China Daily, The Washington Examiner, Wiener Zeitung samt i et utal af nordiske nyhedsmedier. Institutionen har fokus på genuspædagogik, og det betyder blandt andet, at pædagogerne undgår at sige drenge, piger, mand, kvinde, han og hun. Børn&Unge taget til Stockholm for at få syn for sagen.

Hen og mavevirus. I Egalias garderobe vidner et opslag om den megen opmærksomhed, institutionen har fået. Mange medier har beskrevet, hvordan Egalias personale gør brug af det kønsneutrale 'hen' som alternativ til han og hun. Det har fået flere forældre til at spørge ind til stedordet. Under overskriften 'Hen' redegør pædagogerne for, hvordan de gør brug af stedordet 'hen'.
På sedlen kan forældrene læse, at flere sprog har kønsneutrale stedord, blandt andet finsk. Nogle af pædagogerne bruger det en gang imellem, mens andre ikke gør. I nogle tilfælde bruger de 'hen' i sange, hvor det passer ind.
Et andet opslag kunne lige så godt have hængt i enhver anden daginstitution. Egalia er ramt af en mavevirus, forældremødet er derfor blevet udskudt, og forældrene opfordres til god håndhygiejne.
Flere er Egalias pædagoger er sygemeldte, formiddagsaktiviteterne for børnehavebørnene er aflyst, og i vuggestuen må en pædagog og en hostende vikar løbe dobbelt så hurtigt for at gøre det ud for de fire medarbejdere, der plejer at være.
Og så har de oven i købet fået besøg af endnu en nysgerrig journalist.

Kalle og kagerne. I børnehaven sidder pædagog Marianne Björken i en lysegrøn sofa med fem børn og læser en bog. Den handler om dyr, der skal have tøj på. Ungerne lytter opmærksomt på historien om den storfodede kanin, der ikke kan passe de små sko. Ved siden af sofaen står en kæmpestor kugleramme med trækugler i regnbuefarver, og på væggen hænger et stofflag, også i regnbuens farver.
Marianne Björken er blevet færdig med dyrebogen og tager en ny bog fra det røde gulvtæppe, hvor Pippi Langstrømpe løfter sin hest højt op over hovedet og smiler kækt.
"Kalle vil være Lucia," læser Marianne Björken for de fem børn.
"Sejt," lyder det fra hendes kollega Emelie Andersson, der er i gang med at gøre klar til frokost.
Historien om Kalle, der vil være luciabrud, bliver kort afbrudt af to store piger, der kommer farende ind fra garderoben iført hver deres svingende nederdel.
Børnene i sofaen er ikke særlig optagede af, at Kalle vil være Lucia, men da han skal have 'pepperkaker', er opmærksomheden vakt. Marianne Björken og de fem kageglade børn bliver enige om, at de skal bage 'pepperkaker' til jul.
Da højtlæsningen er slut, diskuterer de to pædagoger bogen om Kalle. Marianne Björken synes, at den problematiserer unødigt, da der ikke er nogen i dag, der stiller spørgsmålstegn ved en dreng med Luciadrømme. Emelie Andersson mener, at det traditionsrige Luciaoptog kan skabe problemer i skolen, hvor der er meget faste rammer for, hvilke roller piger og drenge kan få.

Den lyserøde dreng. 'Kalle som Lucia' er opfølger til bogen 'Kalle med klänning', der handler om Kalle, der elsker at gå med kjole. Bøgerne er udgivet af det svenske forlag Sagolikt, der har specialiseret sig i bøger om børn 'som väljer andra vägar än de gängse', som der står på forlagets hjemmeside.
De to bøger om Kalle er ikke de eneste af Egalias bøger, der bryder med de gængse kønsmønstre. I børnehavens bogkasse ligger også historien om prinsessen Kristalla, der forelsker sig i pigen Vilda med de smukke grønne øjne, og billedbogen om pigen Ebba og drengen Abbe, der klæder sig ud i prinsessetøj.
De normbrydende børnebøger er en vigtig del af Egalias pædagogiske linje.
Det er vigtigt at gøre plads til en dreng som Kalle, der elsker kjoler, siger Lotta Rajalin, der er enhedschef for Egalia og fire andre institutioner.
Hun har i sine 25 år i förskolan oplevet mange børn, der ikke passede ind i de traditionelle kønsroller.
Lotta Rajalin fortæller en historie fra en af sine institutioner, hvor en dreng i 1990´erne elskede at gå med prinsessekjole. Det fik pædagogerne til at indkalde forældrene til et møde, hvor de besluttede, at han kun måtte have kjolen på torsdage mellem 14 og 15.
"Vi har et lille barn, som kan lide tyllet, farverne, og hvordan kjolen er at bevæge sig i. Han er æstetiker, sikkert kunstner eller litterær, og kan lide mønstrene og det skinnende og gyldne stof. Hvis du tager det fra ham og siger, at han kun må have den på torsdag eftermiddag, så siger du til ham, at han gør noget grimt, men at han godt må gøre det en lille smule. Han forstår, at han er forkert og ikke er, som han skal være. Alle mennesker vil mødes med respekt, være et helt menneske og være den, man er," siger Lotta Rajalin.
I dag ville pædagogerne have grebet den kjoleglade dreng anderledes an. De seks institutioner, som Lotta Rajalin er distriktschef for, arbejder nemlig alle med genuspædagogik i større eller mindre grad.

Børnene er venner. Tilbage i den lysegrønne sofa har Marianne Björken fået Julia på skødet og synger en lille remse om fingrenes navne. Bagefter er det Sigges tur til at høre, hvad hans tæer i strømpen hedder.
Marianne Björken har været ansat i Egalia siden august. Før arbejdede hun 23 år på en förskola i Luleå, som også 'jobbede' med genuspædagogik, dog ikke så gennemført som på Egalia. Selvom alle förskolar, ifølge de svenske læreplaner, skal modvirke de tradi­tionelle kønsmønstre og kønsroller, er det ikke alle, der tager opgaven lige så alvorligt, som de gør i den lille institution med det regnbuefarvede logo.
En af metoderne er at undgå at sige dreng, pige, han, hun og mand og kvinde, fortæller Lotta Rajalin.
"Det er ikke, fordi det er forkerte eller grimme ord. Men vi voksne er fulde af fakta, erfaringer og information, som sidder fast. For at bryde det og tænke frit, skifter vi ordene ud. Hvis vi skal bruge en gruppebetegnelse, siger vi 'venner' og 'børn' og ikke 'drenge' og 'piger'. Det er så let at sige: Er der nogle drenge, der vil spille fodbold? Er der nogle dygtige piger, der vil hjælpe til i køkkenet? Det er en måde at ekskludere på. Når man siger ven eller børn, så kan alle være med, og man ekskluderer ikke nogen. Så lærer børnene også, at de er venner, og at man bryder sig om hinanden, uanset om man er dreng eller pige," siger hun og tilføjer, at børnene må tale, som de vil, og at personalet aldrig retter på børnene, hvis de bryder med Egalias sprogideal.

Grønt menneske, gå. Den kønsneutrale sprogpædagogik betyder, at pædagogerne bruger børnenes navne meget og siger 'Anna er her ikke i dag, for Anna er syg' i stedet for 'Anna er her ikke i dag, for hun er syg'.
Lotta Rajalin forklarer, at det ikke kun virker genusneutraliserende, men også giver børnene en større følelse af nærvær og helhed, fordi deres eget navn bliver nævnt.
Egalias pædagoger siger ikke legomænd, men legomennesker, legofigurer eller legopersoner. Når de venter for rødt i trafikken, venter de på det røde menneske og går med det grønne menneske.
Lotta Rajalin kan endnu ikke sige, hvilken effekt sprogpolitikken har, eftersom Egalia er en ny institution. Finland er ikke mere ligestillet end Sverige, fordi de bruger stedordet 'hen', siger hun, men er alligevel overbevist om, at det kønsneutrale sprog gør en forskel.
"Jeg tror, vi forandrer os selv mest. Prøv i tre uger at lade være med at sige mand, kvinde, han, hun, dreng og pige. Der sker ting inde i hovedet. Vi vælger bevidst at sige til børnene, at i dag kommer 'en polis' på besøg, og klokken fire kommer 'hen'. Så ved børnene ikke, om det er en kvinde eller en mand. Det betyder, at både pigerne og drengene kan drømme om, at de også vil være 'polis'. Vi anvender 'hen', når vi ikke ved, hvilket køn det er. Det har en betydning, fordi vi vælger ordet bevidst," siger hun.

Ingen bil til Lotta. Lotta Rajalin er selv meget interesseret i biler og motorer og har ofte oplevet, at det har vakt opmærksomhed. Til selskaber bliver hun præsenteret som sjove Lotta, der kan lide biler. I dag har hun dog ingen bil at pille ved, for nogen har brændt hendes bil af som reaktion på Egalias genuspædagogik.
Der har flere gange været hadefulde indlæg mod institutionen på det højrenationalistiske parti Nationaldemokratarnes hjemmeside. På en naziblog kan man læse, at i Egalia bliver børnene aldrig skiftet, fordi pædagogerne ikke vil se børnenes køn. Højreekstremister har skrevet, at det ikke er nok med almindelige metoder, og at det er nødvendigt at tage 'de hårde handsker' på. Truslerne gør ikke Lotta Rajalin bange, for hun vil ikke lade sig skræmme til tavshed.
"Jeg tror, det bunder i misforståelser og manglende viden. De har fået den idé, at vi vil ændre drenges køn til piger og omvendt. Men vi arbejder ikke med seksualitet og det biologiske køn, vi arbejder med det sociale køn. Det misforstår mange. Jeg tror, at fordomme ofte er forenet med frygt. De er bange for, hvad der skal ske med de rigtige machomænd i vores kønsopfattelse. Men de får også plads," siger Lotta Rajalin.

Genuspædagogik styrker jeget. For regnbuebørnenes leder er der ingen tvivl om, at de traditionelle kønsroller skal have modspil. De gør livet svært, for dem, som ikke passer til dem.
"Det er svært at være en dreng, der har ballet som sin hovedinteresse. Det er svært for en pige at vælge en idrætsgren, hvor man får vældig store muskler. Vi begrænser menneskers liv ved at sige, at ting er pigeagtige eller drengeagtige. Vi forstærker børnenes jeg­følelse ved at arbejde med genuspæda­gogik. Jeg er mig, og jeg er god, som jeg er. Du er dig, og du er også god, som du er. Det er okay, at vi er forskellige. Jeg tror, at det om tyve år vil være meget lettere at være anderledes i en skoleklasse. Vi er også med til at nedbryde de faste kønsroller, når det handler om at vælge fag, og det vil give en dynamik til de forskellige professioner," siger hun.

Læs mere på nettet:
• www.lige.dk/koensroller_i_boernehaver.asp
• www.konipaedagogik.dk

Hvad er Egalia?
Egalia blev oprettet for halvandet år siden, da der manglede institutionspladser i distriktet Maria Gamla Stan. Områdeleder Lotta Rajalin startede Egalia sammen med tre medarbejdere, som blev enige om, at genuspædagogik skulle være rød tråd for den nye förskola. I dag har 16 vuggestuebørn og 18 børnehavebørn deres gang i Egalia.

Kønstjekliste
Egalia og de andre fem svenske institutioner i området arbejder ud fra denne kønstjekliste.
1. Vi siger ikke drenge og piger, men venner, kammerater og børn.
2. Vi opmuntrer alle børn til alle lege, og når vi foreslår lege, gør vi det ikke ud fra kønsrolletænkning, snarere tværtimod.
3. Vi forudsætter ikke, at et barn 'er' på en bestemt måde ud fra dets køn, f.eks. rolig, vild, drillesyg eller forsigtig.
4. Vi taler, krammer, opmuntrer og ser alle børn lige meget.
5. Vi kommenterer ikke børns tøj. Derimod bekræfter vi et barn, som stolt viser noget nyt tøj. Vi forsøger så at anvende neutrale ord som f.eks. skøn eller varm i stedet for sej eller sød.
6. Vi er opmærksomme på ikke altid at sige 'han' i sange om f.eks. dyr. Vi bruger i stedet 'den' eller varierer mellem 'han' og 'hun'.
7. Vi sørger for, at bøgerne i hver børnegruppe altid indeholder mindst lige så mange mandlige som kvindelige hovedroller, og at indholdet ikke konserverer kønsrollerne.

Litteratur: køn i pædagogik
• 'Åbne og lukkede døre. En antologi om køn i pædagogik' af Ane H. Kirk, Katrine Scott, Karoline Siemen og Anne Wind (red.), Frydenlund, 2010.
• 'Køn i børnehøjde' af Leif Askland og Nina Rossholt, Dansk Psykologisk Forlag, 2011.
• Dansk Pædagogisk Tidsskrift 2. 'Kønnet i Pædagogikken', 2008.
• 'Piger, drenge og pædagoger. Ligestilingspædagogik i praksis' af Kajsa Wahlström, Forlaget Børn & Unge/Pædagogisk Centrum, 2005.
• 'Flere end to slags køn. En rapport om køn og ligestilling i børnehaven' af Jette Kofoed, Kennet Aggerholm og Jesper Olesen, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2008.