Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 21
Reklame for medicin i Borgen
13-årige Laura fra DR's dramaserie Borgen får medicin mod angst. Det sker efter konsultation med en ­førende børnepsykiater med tætte bånd til medicinalindustrien. Men behandlingen er i strid med officielle retningslinjer.
Af: Gitte Rebsdorf
Medicinalindustrien har i al ubemærkethed haft held til at komme helt ind i stuerne hos millioner af danskere. Da 13-årige Laura fra DR´s dramaserie Borgen fik det dårligt og udviklede angst, så 1,5 millioner danskere med. Det skete i udsendelsen den 6. november.
Lauras mor, statsminister Birgitte Nyborg, tog i første omgang kraftig afstand fra, at datteren skulle have medicin. Men en børnepsykiater, der blev præsenteret som den bedste i landet, forklarede, at Laura havde udviklet angst, og at hun havde brug for medicin.
"Det er simpelthen det bedste, du kan gøre for din datter lige nu," sagde han. Psykiateren i tv udsendelsen forklarede, at medicinen var en forudsætning for at komme i gang med samtaleterapi. Men i den virkelige verden var læger og eksperter ved at få aftenkaffen i den gale hals. Den behandling, psykiateren i Borgen anbefalede, er i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, påpeger børnepsykiater Lisbeth Kortegaard.
"Der er intet belæg for, at samtaleterapi virker bedre, når der bliver givet medicin. Internationale retningslinjer og Sundhedsstyrelsens retningslinjer anbefaler desuden, at man altid skal forsøge med andre tiltag, før man tyer til medicin. Det er vigtigt at afdække, om der er forhold i barnets omgivelser, som kan have udløst angst. Hvis det er tilfældet, skal man forsøge at afhjælpe dem og tilbyde samtaleterapi, hvor forældrene også inddrages. Hvis det ikke virker tilstrækkeligt, kan medicin komme på tale," fastslår overlæge Lisbeth Kortegaard fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov. Hun er med i Læger uden Sponsor, et netværk for læger, der ønsker at være uafhængige af kommercielle interesser.
Speciallæge Inga Maria Lunde, som også er med i Læger uden Sponsor, er enig.
"Udsendelsen afspejler et meget ensidigt fokus på medicin som en uomtvistelig nødvendighed," siger hun.

Omstridt psykiater. Danmarks Radio har ellers gjort sig umage og har brugt en af Danmarks førende og mest indflydelsesrige psykiatere som rådgiver, nemlig professor og overlæge Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov. Per Hove Thomsen er imidlertid også kendt for at have tætte kontakter til medicinalindustrien.
Den sammenblanding ser manuskriptforfatter på Borgen Jeppe Gjervig Gram intet problematisk i.
"Der er mange læger, som har kontakter til medicinalindustrien, og når vi er oppe i den kaliber, er det måske svært at undgå. Vi har brugt ham for at undgå faglige unøjagtigheder, men han har ikke dikteret, hvad der skal siges i udsendelsen, det har vi selv besluttet, " siger Jeppe Gjervig Gram.
Rådgivningen fra børnepsykiater Per Hove Thomsen er altså blevet brugt for at undgå fejl i dramaserien.
Børn&Unge ville gerne have spurgt Per Hove Thomsen, hvordan det så kan være, at medicinen kommer på banen som det første? Det strider imod både danske og internationale retningslinjer. Vi ville også gerne have spurgt Per Hove Thomsen, hvis interesser han varetager: Børnenes eller medicinalindustriens?
Men Per Hove Thomsen har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen.

Product placement. Hanne Feldthus er selvstændig kommunikationsrådgiver og har arbejdet med reklame og branding i mere end 20 år. Hun vurderer, at medicinalindustrien har stor gavn af den måde, medicin bliver præsenteret på i Borgen.
"Vi ser ikke markedsføring af en bestemt type piller. Det er mere subtilt end det. Vi ser, at statsministeren ender med at tage imod piller til sit barn. Det har en stor effekt, for når statsministeren kan, så kan alle andre også. Så bliver det socialt acceptabelt at give sit barn piller, hvis de får det dårligt og udvikler angst," siger Hanne Feldthus, der igennem 12 år var strategisk direktør i reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram erkender da også, at der ligger en mission bag episoden om Laura og medicinen.
"Der er mange tabuer omkring lykkepiller til børn, selvom de er meget effektive. Det er grænseoverskridende, at et så ungt menneske skal tage medicin. Men det er den ene­ste vej for Laura at gå i den givne situation. Jeg kender fra mit eget liv mennesker, der har haft problemstillingen inde på livet. Flere unge får problemer med angst og depression. Det er et tema, jeg gerne har villet tage op," siger Jeppe Gjervig Gram.

Alvorligt syg uden piller. Den 13-årige Laura tager kun modvilligt sine lykkepiller. Og efter et stykke tid lykkes det hende at snyde for pillerne med det til følge, at hun bliver alvorligt syg. Men fagligt set er der grund til at rejse tvivl om den påstand, mener uafhængige læger.
"I udsendelsen ser man, hvor galt det går Laura, da hun ikke tager sin medicin, og det efterlader et indtryk af, at medicin er uundgåelig. Men det er ikke fagligt begrundet og i stedet et udtryk for en bestemt hold­ning til medicin til børn og unge. Der bliver intet nævnt om bivirkninger eller risici ved medicinen, og samlet set kan det virke som kamufleret markedsføring," mener speciallæge Inga Maria Lunde.
Men der er bivirkninger ved antidepressiv medicin, fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning. Den er mistænkt for at kunne udløse selvmord blandt børn. Den kan forårsage ængstelse og nervøsitet, og så er der ingen dokumenteret viden om, hvordan medicinen påvirker en hjerne under udvikling.
Overlæge Lisbeht Kortegaard mener også, at der er grund til at se med alvor på bivirkningerne.
"Antidepressiv medicin kan forårsage træthed og søvnproblemer, og for et ungt menneske er det vigtigt at få sovet nok," siger hun.

Officielle retningslinjer for medicin til børn og unge
• Behandlingen af børn med angst består primært i psykoterapi, kognitiv adfærds­terapi og støtte.
• Angsttilstande kan behandles med antidepressive lægemidler, hvis der er svære symptomer.
• Der er ingen dokumenteret viden om, hvordan antidepressive midler påvirker en hjerne i udvikling.
Kilde: Sundhedsstyrelsens vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser.

Per Hove Thomsen er tilknyttet disse medicinalvirksomheder:
• Eli Lillys Advisory Board
• HB Pharma
• HB Pharma/Medice
• Janssen-Cilag
• Novartis Healthcare A/S