Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 13
TEMA: VOKSEVÆRK. Her ligger de største
Nogle kommuner satser så målrettet på store daginstitutioner, at hver tredje nu rummer over 100 børn. Andre kommuner har ikke en eneste af den størrelse.
Af: Kåre Kildall Rysgaard
Hvis du som pædagog eller forælder går op i størrelsen på institu­tionen, betyder det meget, hvor du vælger at bo. Kommunerne er ved at blive opdelt i områder, som sværger til store daginstitutioner, og områder, hvor de mindre stortrives.
På det store hold findes blandt andet Frederiksberg, Fredensborg, Herning og Faxe kommuner, hvor hver tredje daginstitution i dag rummer flere end 100 børn. Kommunerne driver også kæmpeinstitutioner, hvor 150 til 250 børn ikke er usædvanligt.
Til gengæld trives de mindre daginstitu­tioner i udkantskommuner som Morsø, Samsø og Jammerbugt. Men også i Aalborg og Aarhus huser 6 ud af 10 daginstitutioner mindre end 50 børn.

Stor, større, størst. Konceptet med større og større daginstitutioner har for alvor rullet sig ud i Frederiksberg, som har 11 kæmpe­institutioner. Kommunens klare strategi er at lukke små børnehaver og vuggestuer, som ofte har ligget i herskabslejligheder, der ikke er bygget til det. I stedet har kommunen samlet børnene i store integrerede daginstitutioner.
»Det er ofte dyrt at forbedre og bygge om i gamle daginstitutioner. I en herskabslejlighed kan man være tvunget til at bygge et helt nyt badeværelse for at få plads til et hæve-sænke bord,« fortæller Lisbet Birkedal, sekretariatsleder i Frederiksberg Kommune.
Fredensborg har også satset på store børnehuse, hvor daginstitutioner og fritidshjem har fælles ledelse, også selvom de bor på forskellige adresser. Det sparer lederløn, men er også en fordel for pædagogerne, mener kommunen.
»Pædagogerne kan lettere rykke rundt og prøve noget nyt. Når man har en fælles leder, skal der ikke forhandles så meget. Den pædagogiske agenda er, at der skal samarbejdes på kryds og tværs om børnene. Pædagoger fra fritidshjemmet møder børnehavebørnene, og pædagoger fra børnehaven besøger fritidshjemmet,« siger Birgit Alstrup, souschef for skole og dagtilbud i Fredensborg Kommune.

Forandring og frustrationer. Storhedsbølgen giver store ændringer for pædagogerne. Nogle steder fusionerer og flytter institutioner sammen. Andre steder får pædagoger klynge- eller områdeledelse for flere institutioner.
I Herning skal den integrerede institution Paletten med 230 børn sammenlægges med FDF’s Børnecenter og Trekløveren Vestervang til august. Det nye børnetilbud rummer i alt 500 børn.
»Det giver frustrationer, at man ikke rigtigt ved, hvad der kommer. Alle de varme hænder, som vi skulle have, har vi ikke set endnu,« fortæller Trine Madsen, tillidsrepræsentant i Paletten.
I BUPL Sydjylland har formand Elisa Rimpler Bergmann været vidne til flere uskønne fusioner.
»Nogle steder laver kommunerne personalemæssige bommerter. Man har ikke overblik over, hvor mange pædagoger der skal flyttes, så man flytter for mange og flytter dem tilbage igen. Det giver utryghed, og folk er bange for at miste jobbet,« fortæller hun.
Faren ved vokseværket er også, at lederen bliver mindre synlig, oplever flere lokale BUPL-afdelinger.
»Om forandringerne er bedre for det enkelte barn og ansatte blæser lidt i vinden,« konkluderer Jens Jensen, formand for BUPL Midt- og Vestjylland.
BUPL i Storkøbenhavn peger dog også på gevinsterne ved store daginstitutioner.
»Det giver uro at fusionere, fordi man skal ændre noget, som man har gjort i lang tid. Det er en barriere, man skal klatre over. I større daginstitutioner kan der også skabes stærke faglige miljøer med nytænkning og progression,« siger formand Michael Egelund.
Mens mange kommuner har travlt med sammenlægninger, myldrer det med mindre daginstitutioner i blandt andet Morsø Kommune.
»Man kan ikke have større daginstitutioner i landdistrikterne, for så skal forældrene køre for langt« fortæller Dorthe Bertelsen, leder for daginstitutionsområdet på Morsø.
Men storbyer som Aalborg og Aarhus skiller sig ved stadig at have mange små.I Aalborg ønsker politikerne, at skolen og daginstitutionen ligger i samme område. Bliver institutionerne for store, kan det ikke lade sig gøre.
I Aarhus er forklaringen, at kommunen har mange små selvejende børnehaver og vuggestuer.
»Politikerne mener, at der skal være en mangfoldighed i dagtilbuddet, så forældrene har noget at vælge imellem. Vi går derfor ikke målrettet efter større daginstitutioner,« siger Per Junker, planlægningschef i Børn og Unge, Aarhus Kommune.

Top 10: Her ligger de større daginstitutioner
København, Frederiksberg og Herning har de fleste kæmpeinstitutioner med over 150 børn. Sammenlagt har 18 procent af daginstitutioner i København over 100 børn. I Fredensborg er 44 procent af alle daginstitutioner så store.
Bund 10: Her ligger de mindste daginstitutioner
På Læsø, Samsø og Morsø har næsten alle daginstitutioner færre end 50 børn. Udkantsområderne har mange små institutioner, men også Aalborg har en høj andel af mindre daginstitutioner.