Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 22
Legende børn i kunsten
Igennem tiden har kunstnere afbildet børn, der leger. Værkerne viser, at børn og leg hænger uløseligt sammen. De fortæller samtidig om skiftende tiders børneliv.
Af: Steffen Hagemann
Pieter Bruegel den ældre: 'Børnelege', 1560
Billedet viser omkring 90 forskellige lege. På maleriet ser man lege, som børn stadig leger i dag, for eksempel boldlege, springe over buk og dans. Endelig er der også lege, som er gået i glemmebogen, som hammerspil, kaste tallerkner eller spillet de ni soldater. Maleriet hænger på Kunsthistorisches Museum, Wien.

Jens Juel: 'Løbende dreng', 1802
Ifølge Statens Museum for Kunst er der tale om et epokegørende billede, der viser en helt ny opfattelse af, hvad barndommen er, netop fordi drengen løber og bevæger sig frit. Dengang blev børn snarere betragtet som små voksne. I baggrunden af billedet ses Københavns første legeplads som var inspireret af Rousseaus tanker om leg og bevægelse. Den unge adelsmand, kammerjunker Marcus Pauli Holst von Schmidten, løber hen til sin skole, som skimtes i baggrunden.
Maleriet befinder sig på Statens Museum for Kunst.

Lærke Lauta: 'Enebarn leger med sig selv', 2007
'Enebarn leger med sig selv' er et videoværk af den danske kunstner Lærke Lauta. Her er et stillbillede fra den 13 sekunder lange film, der kører i loop. I filmen ser man en legende dreng, der skyder kopier af sig selv. Han drejer rundt, mens han skyder dubleanterne, der kommer kravlende, hoppende eller løbende ind i billedet. Som i et computerspil forsvinder drengen, når han bliver ramt. Værket viser drengens forestillingsleg og fantasi om en imaginær fjende, men han er både offer og bøddel, idet han skyder sig selv. Værket er blevet udstillet flere gange på gruppeudstillingen 'Knappernes Krig' om børn og krig.

Forhistorisk børnekunst
13.000 år gammel fingermaling er eksempel på, at børn altid har været vilde med at udtrykke sig og dekorere.

Hulemaleri fra Rouffignac-hulen
Selv blandt hulemenneskebørn var det åbenbart et populært tidsfordriv at tegne og male. I Rouffignac-hulen i Dordogne i Frankrig har arkæologen Jessica Cooney fra Cambrigde University nemlig fundet tydelige tegn på, at børn også er blevet sluppet løs med fingermaling og andet sjov for op til 13.000 år siden. Blandt andet har hun dokumenteret, at et af hulens kamre næsten udelukkende er dekoreret af børn.
Rouffignac-hulen er mere end otte kilometer dyb og er kendt som 'hulen med de 100 mammutter', idet langt de fleste hulemalerier begået af voksne forestiller mammutter.