Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 17
Råt og farligt arbejdsmiljø på gul stue
Pædagoger er ofte alene med alt for mange børn. De er skrækslagne for, om der sker ulykker. De råpasser og kan ikke få enderne til at hænge sammen. De har ikke tid til specialbørnene. De går hjem med ondt i maven og sover dårligt. Arbejdstilsynets påbud afslører graverende og sundhedsskadelige arbejdsforhold i mange daginstitutioner. Men man kan selv gøre en del for at rette skuden op. Meget handler om at have realistiske forventninger til, hvad man kan nå.

I hver femte institution er arbejdsmiljøet så dårligt, at det er decideret sundhedsskadeligt. Det viser en særlig indsats foretaget af Arbejdstilsynet. Derfor har institutionerne fået påbud om at rette op på forholdene. Heldigvis kan det lade sig gøre, mener Arbejdstilsynet.
Af: Steffen Hagemann
'Rå pasning' kalder pædagoger det, når der ikke er tid til pædagogik, stimulering, læring og alle de andre gode ord og intentioner. Det handler bare om at komme igennem dagen, uden at nogen lider overlast. 'Rå pasning' er dækkende for de forhold, som Arbejdstilsynet er stødt på i den særlige indsats, som tilsynet foretog sidste år i 637 børne- og ungeinstitutioner landet over.
Én voksen til 22 børnehavebørn. Én medarbejder alene på legepladsen med 50 børn i næsten en time. Krævende børn med særlige behov og alt for få ansatte til at dække de behov. Og ansatte, der føler sig drænet for energi efter en hektisk arbejdsdag og bare glæder sig til weekenden.
Det er alt sammen eksempler, som Arbejdstilsynet fandt i den landsdækkende indsats, der både satte fokus på ergonomi og psykisk arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøet i de pågældende institutioner er decideret sundhedskadeligt: 'Utilstrækkelig forebyggelse af stor arbejdsmængde forøger medarbejdernes risiko for at få stress og stressrelaterede sygdomme som for eksempel angst, depression og hjertekarsygdomme og udbrændthed', skriver Arbejdstilsynet til de institutioner, hvor de ansatte har for meget at se til.
Børn&Unge har fået aktindsigt i nogle af de afgørelser, der handler om psykisk arbejdsmiljø i dag- og fritidsinstitutioner. I 44 institutioner har pædagogerne så travlt - eller 'stor arbejdsmængde og tidspres', som tilsynet kalder det - at institutionen har fået et påbud om at forbedre arbejdsmiljøet.
Problemerne bekræftes i en undersøgelse foretaget af BUPL her i efteråret. Den viser, at 77 procent af pædagogerne har været alene med den samlede børnegruppe enten på stuen, på legepladsen eller i institutionen. Heraf har 64 procent været alene med børnene i en time eller derover. Nogle pædagoger har endda været alene med børnene i op til 41/2 time sammenlagt. I den mest belastende periode var en tredjedel af vuggestuepædagogerne alene med 10-15 børn fra 0-2 år, mens 26 procent af børnehavepædagogerne var alene med mere end 20 børn fra 3-6 år.
Når dag- og døgninstitutioner får et særligt tilsyn, skyldes det, at personalet i daginstitutioner ifølge statistikkerne er nedslidningstruet. Derfor er der ikke noget overraskende i, at der i gennemsnit bliver givet et påbud til hver femte institution, som Arbejdstilsynet har besøgt, påpeger tilsynschef Kjeld Mann Nielsen fra Arbejdstilsynet.
"Det afspejler, at statistikkerne ikke lyver. Hvis man ikke gør noget, kan det ende i nedslidning," siger han.

Tilpas ambitionerne. Heldigvis er det muligt at gøre noget for at undgå nedslidning, mener Kjeld Mann Nielsen. Hvis en institution får et barn med særlige behov, er det vigtigt, at de ansatte får aftalt, hvem der primært skal tage sig af barnet. Og at vedkommende slipper for andre opgaver.
"Hvis opgaven ikke er tacklet rigtigt, får man rigtig meget at lave," siger han.
Institutionerne skal også være bedre til at ændre planerne, hvis der for eksempel er sygdom blandt medarbejderne. Så skal ture og aktiviteter måske aflyses, og ambitionsniveauet neddrosles.
Kjeld Mann Nielsen nævner et eksempel med institutioner, der har A, B og C-dage. På A-dagene er alle på arbejde, og aktiviteterne kører som planlagt. På C-dage er bemandingen sparsom, og pædagoger opfordrer måske forældrene til at hente deres børn tidligt. Aktiviteterne er reduceret til tegning og andre stille sysler indenfor og fri leg ude. B-dagene ligger midt imellem.
"Det giver en accept af, at sådan er forholdene den dag. Det giver ro hos personalet, også selvom det mere er opbevaring i forhold til de andre dage," siger tilsynschefen.
Generelt bliver Arbejdstilsynet usædvanligt godt modtaget, når tilsynets ansatte dukker op i en daginstitution, fortæller Kjeld Mann Nielsen.
"Folk er meget motiverede for at snakke om deres arbejdsmiljø. Når vi pludselig står der, ser de det som en mulighed for at få gjort noget ved problemerne," siger han.

Mange har arbejdsglæde. Efter den særlige tilsynsindsats i institutionerne har Arbejdstilsynet holdt møde med interesserede kommuner for at fortælle om, hvilke problemer tilsynet er stødt på, og hvad man kan gøre ved dem. Erfaringsudveksling og gode råd er et af de vigtige punkter, hvis indsatsen skal brede sig til andre institutioner end lige dem, der har fået tilsyn.
Det er netop også meningen med at lave en særlig indsats.
"Jeg håber, at man vil kunne se forbedringer, så de institutioner, som vi ikke har besøgt, også får gode idéer fra kommunen. Hvis vi har stimuleret til, at nogle institutioner og kommuner får snakket på tværs, er det fint," siger Kjeld Mann Nielsen.
På trods af de mange grelle eksempler på sundhedsskadeligt psykisk arbejdsmiljø, som tilsynet har afdækket sidste år, mener tilsynschefen ikke, at man generelt kan kalde arbejdet i institutioner for sundhedstruende.
"Mange har en høj arbejdsglæde, brænder for arbejdet og er glade for det," siger Kjeld Mann Nielsen.


637 fik besøg
Den særlige tilsynsindsats på børne - og unge institutioner (både dag- og døgninstitutioner) blev gennemført fra den 1. februar til den 31. december 2010. Arbejdstilsynet har besøgt i alt 637 institutioner, hvor fokus har været på det ergonomiske og psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har truffet 128 afgørelser om psykisk arbejdsmiljø fordelt på 107 institutioner (man kan få mere end én afgørelse pr. institution).

Afgørelserne fordeler sig således:
• Stor arbejdsmængde og tidspres: 44 afgørelser. Afgørelserne er primært givet i vuggestuer og aldersintegrerede institutioner.
• Vold og trusler om vold: 44 afgørelser. Flest afgørelser i døgninstitutioner og dernæst i klubber og SFO´er.
• Høje følelsesmæssige krav: 28 afgørelser. Flest afgørelser i døgninstitutioner og børnehaver.
• Mobning: 6 afgørelser
• Andet: 6 afgørelser.
Derudover har Arbejdstilsynet givet 172 vejledninger vedrørende psykisk arbejdsmiljø.
Kilde: Arbejdstilsynet


12 pluk fra de rapporter, som Arbejdstilsynet har skrevet om institutioner, hvor arbejdspresset har været for hårdt. Børn&Unge har fået aktindsigt i afgørelserne, og de vidner om en hverdag med frustrationer, stress og dårlig ledelse.

Arbejdstilsynet observerede - dette blev bekræftet af den daglige leder - at et af disse børn (med særlige behov, red.) tilbragte en stor del af tiden på hendes kontor, således at de øvrige medarbejdere og børn kunne slippe for konflikter i forbindelse med arbejdet omkring dette barn.
Børnehave, Store Heddinge