Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 18
Skader afspejer børns modediller
Sidste års antal af ulykker med for eksempel rulleskøjter eller havetrampoliner er en fornuftig pejling på, om fritidsinteressen er hot eller not blandt børn og unge. Jo flere ulykker, jo mere på mode.
Af: Trine Vinter Larsen
Havetrampoliner var sidste år en sand højde­springer i det ulykkesregister, der hvert år opgøres af Center for Ulykkesforskning.
Hvor trampolinulykkerne var i stærk stigning, var ulykker med rulleskøjter, skøjter og skateboards i frit fald.
"Antallet af skader med rulleskøjter var det lavest registrerede i Ulykkesregisteret nogensinde, hvilket formentlig afspejler, at denne 'dille' ikke er så udbredt, som den har været," udtaler Bjarne Laursen i et nyhedsbrev fra Center for Ulykkesforskning.

Han er manden bag registeret, som hvert år op­dateres med skadestuedata fra fire skadestuer i Danmark - nemlig Glostrup, Frederikssund, Esbjerg og Randers - der tilsammen giver et billede på antallet og typerne af skader, som 12 procent af befolkningen rammes af.

Trampoliner på himmelflugt. Havetrampolinerne var ikke bare en kæmpe dille i 2009, men har faktisk, siden de for omkring 10 år siden blev rigtig populære i villahaver og børneinstitutioner, været årsag til stadig flere ulykker. Hver tredje skade er et brud på enten ben, hænder eller håndled.
I 2007 var det mest de 9-13-årige, som kom til skade med trampolinerne, men den seneste opgørelse over skader viser, at de mindste børn nu står for en stor del af skaderne. Det er blandt de 0-9-årige, at stigningen i trampolinulykker nu er størst.
Når de mindste børn oftest kommer til skade på trampolinerne, skyldes det især, at de på grund af deres lille størrelse risikerer at flyve af trampolinen, hvis et lidt større og tungere barn måske hopper på trampolinen samtidig med et lille.

Den farlige sne. En anden temmelig sæsonpræget modedille, man kan læse ud af de netop offentliggjorte ulykkestal, er kælkning. Mens der kun var 16 skader på kælk i 2008, var der hele 178 kælkeulykker i 2009.
Den dille er en konsekvens af decembers massive snefald - og da vinteren fortsatte langt ind i 2010, og indtil hver en bobslæde i hvert fald i København var udsolgt, ja så kan man nok forvente samme tendens til mange kælkeulykker næste år.