Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 08
Bronzemedalje i børnevelfærd
Ny børnevelfærdsstatistik fra Unicef tildeler danske børn en bronzemedalje i børnevelfærd. Mens de hollandske børn ifølge opgørelsen har det bedst, ligger børnene fra Storbritannien nummer sjok.
Af: Mads Louis Orry
Ny rapport fra UNICEF placerer de danske børn blandt verdens bedst stillede. Kun overtrumfet af Hollands og Sveriges glade unger, kan Danmark være stolt af at have scoret trejdehøjest på de seks forskellige velfærdsparametre, som UNICEF har rangeret de 21 landes børnevelfærd efter.
Landene blev placeret på ranglisten efter: Materiel velstand, sundhed og trivsel, forhold til familie og venner, trivsel i skolen, risikoadfærd og endelig børnenes egen vurdering af deres trivsel.
Dertil brugte man i alt 40 indikatorer, som eksempelvis teeagegraviditet, relativ fattigdom, skolekundskaber og brug af rusmidler, til at afgøre, hvor i verden børnene har det bedst.
Ud fra de seks overordnede parametre har UNICEF rangeret Storbritannien og USA henholdsvis nederst og andennederst. UNICEF's generalsekretær, Steen Andersen, udtaler på organisationens hjemmeside www.unicef.org:
"En sammenligning af tallene kan motivere regeringer i de lande, hvor det måske ikke går så godt, til at yde en ekstra indsats for børnene."
Han får opbakning af formand for De Europæiske Socialdemokrater, Poul Nyrup, der ser statistikken som brugbar i sit politiske arbejde.
"Rapporten giver os politikere et billede af, hvordan hverdagen ser ud for fremtidens generationer, og den vil være et vigtigt element i arbejdet med at forbedre børns vilkår," siger han.


Danmark på tredjepladsen

1. Holland
2. Sverige
3. Danmark
4. Finland
5. Spanien
6. Schweiz
7. Norge
8. Italien
9. Irland
10. Belgien
11. Tyskland
12. Canada
13. Grækenland
14. Polen
15. Tjekkiet
16. Frankrig
17. Portugal
18. Østrig
19. Ungarn
20. USA
21. Storbritannien


Kilde: Rapporten: "An Overview of Child Well-Being in Rich Countries". Unicef (2007). Læs rapporten på www.unicef.dk