Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 13
TEMA. GENERATIONSMØDE: Pigerne lærer empati af Edel
Bedstemorordning giver specialbørn viden, ansvar og nye erfaringer. Samt en fantastisk relation til et ældre menneske, fastslår pædagogen bag.
Af: Julie Hardbo Larsen
Et besøg hos adoptivbedstemor Edel Lundberg giver pigerne fra Nørregade Fritidscenters miniklub i Esbjerg gode oplevelser og masser af læring. Det fortæller Ane
Jørgensen, der er pædagog i miniklubben og ildsjælen bag bedstemorprojektet, der har eksisteret i tre år.
»Når pigerne er sammen med Edel p, får de mulighed for at vise omsorg og empati for et andet menneske. De lærer, hvad det vil sige at bo på et plejecenter, og de får en tæt relation til et ældre menneske,« siger hun.
Siden Ane Jørgensen i 2010 fik idéen om at adoptere en bedstemor fra det nærliggende plejecenter til miniklubben, som er et tilbud til børn med sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder, har hun arbejdet for at give Edel og pigerne en tæt relation og masser af gode oplevelser.
Ane Jørgensen og pigerne besøger så vidt muligt Edel en gang om ugen. Når det er muligt, kommer Edel på besøg til arrangementer i klubben. Desuden har de sammen været på et hav af ture i Esbjerg og omegn.

Empati og ansvar har værdi. Et besøg hos Edel kan være løsningen, når en pige i en periode er træt af at gå i klub, har brug for nye udfordringer eller har brug for ekstra ro i hverdagen.
Besøgene på plejecenteret giver samtidig pigerne mulighed for at tage ansvar, både for de ældre og for at gå alene over til Edel og være tilbage i klubben igen på et bestemt klokke­slet. Ane Jørgensen kan mærke, at pigerne trives med at få ansvar.
»De her børn kan ikke stå med ansvaret for at passe et lille barn for eksempel. De er måske 15 år, men fungerer som en 8-årig. Hvis de skulle have arbejde, ville det for eksempel være et avisjob, og det ville kræve hjælp fra forældrene,« siger hun.
Pædagogen nyder at se pigerne vise respekt og omsorg for beboerne på plejecenteret:
»Det er fantastisk at opleve, at de lærer, hvad beboerne på centeret kan. Det kommer bag på mig, at pigerne lynhurtigt kan spotte en ældre med demens. Det er fascinerende, at piger, der ikke er alderssvarende, kan sige til mig: ’Ane, jeg tror, hun har brug for hjælp. Hun er måske dement, og måske ved hun ikke, hvor hun er henne. Jeg tror, du skal hjælpe hende’.«

Liv og død. Når pigerne er sammen med Edel på plejecenteret, falder snakken ofte på, hvad det vil sige at være gammel og dement, og hvad det vil sige at skulle dø.
»Når man kommer på et plejecenter, bliver man nødt til at forholde sig til døden. Edel kunne jo gå hen og dø. Nogle af de andre, vi har haft kontakt med, er også døde i løbet af de år, vi er kommet på plejecenteret,« siger Ane Jørgensen.
Hun gør meget ud af, at der er plads til at snakke om alderdom og om døden, men også, at pigerne kan sige fra, når de ikke har lyst til det.

Utilregnelige unge. Selvom Edel for det meste er et hit, sker det, at pigerne i perioder mister interessen for at besøge hende. I andre perioder er der måske én enkelt pige, som har særligt brug for besøgene hos Edel.
»En af pigerne mistede sin mor, og hun havde brug for at snakke meget om det. Det gør vi jo også i klubben, men der er altid andre børn, som hiver i os pædagoger. Hos Edel er der uanede mængder af tid,« siger Ane Jørgensen, der fornemmer, at pigerne faktisk opfatter Edel som deres bedstemor.
»Edel kan give knus og kys, og det virker helt naturligt, fordi hun har bedstemor­rollen. Det kan vi ikke som fagpersoner. Vi går ikke og knuser og kysser børnene.«
Ane Jørgensen håber, at samarbejdet med Edel kan forsætte mange år endnu.
»Man knytter sig til den gamle kone. Jeg kan blive helt høj over, hvor godt det her er. Det koster ikke en rød reje, men det giver så meget til pigerne, og det giver så meget til et ældre menneske, som også har brug for det. Tingene går bare op i en højere enhed,« siger hun.