Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 02
Minister freder pædagoger
Det er vigtigere, at børn lærer gode kostvaner, end at skattekassen bugner, mener skatteministeren.
Af: Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen
Pædagoger har åbenbart en særlig stjerne hos skatteminister Troels Lund Poulsen. Selvom Venstre-minsteren er ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, der vil indføre en skattefri bagatelgrænse på 1000 kroner for personalegoder som for eksempel bespisning, vil han gå endnu længere med sin gavmildhed, når det gælder pædagoger. Her skal der ikke opkræves skat overhovedet. I hvert fald ikke, når det gælder den fri eller delvis fri kost.
"Som jeg har sagt før, mener jeg ikke, at pædagogerne skal beskattes, når de spiser den samme mad som børnene og giver børnene nogle gode oplevelser med at spise 'rigtig mad' og samtidig er med til at give børnene gode spisevaner. Det er allerede nu ikke noget skatteproblem for pædagogerne, så længe der er tale om en tjenstlig forpligtelse, men for at undgå tvivlstilfælde fremover vil jeg ændre reglerne, så børnehave- og vuggestuepædagogerne ikke beskattes, heller ikke i de situationer, hvor der bliver indkøbt mad særskilt til dem," siger han.
I princippet betyder det, at pædagogerne i mange institutioner ville kunne få skattefri mad for 4000-5000 kroner årligt - et beløb, der afspejler forældrenes betaling til børnenes mad.
Det er dog op til de enkelte institutioner at afgøre, om pædagogerne selv skal betale for en del af maden.
Skatteminsteren oplyser, at særreglerne for pædagoger vil indgå i hans allerede bebudede lovforslag om at indføre en skattefri bagatelgrænse for mindre personalegoder.