Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 13
At sætte sig i barnets sted
Spejling og jeg-støtte virker godt på både sunde børn og børn med diagnoser, fortæller lederen af Hvedevej Børnehave i Brønshøj. Et pejlemærke er, at tilliden mellem barn og voksen, stiger.
Af: Roberta Montanari
I Brønshøj Kommune har en række børnehaver og vuggestuer gennem et fælles netværk brugt Lars Rasborgs metoder gennem de seneste par år. Flere, som Børn&Unge har talt med, melder begejstret om gode resultater, når gængse metoder ellers kommer til kort.
»Vi kan som pædagoger være hurtige til at adfærdsregulere i hverdagen. Ofte går vi ind med det samme og vil løse konflikter og skabe ro. Her handler det ikke så meget om at ville et bestemt sted hen med barnet, men snarere om at sætte sig i dets sted og forstå de bagvedliggende tanker og følelser, som får det til at reagere,« siger Elsebeth Ebbe Jensen, leder af Hvedevej Børnehave, hvor det pædagogiske personale har fået træning i at bruge Lars Rasborgs metoder.
Selvom børnehaven kun har 23 børn, har to diagnosen infantil autisme, og to er hypersensitive. Ifølge Elsebeth Ebbe Jensen virker spejling og jeg-støtte lige godt på både dem og de andre børn.
»Sunde børn kan jo også være stille, have et dårligt sprog eller have perioder, hvor de er udadreagerende eller kede af det. Vi bruger både spejling spontant i hverdagen, når et barn har det svært, og mere forberedt og fokuseret, hvis vi oplever, at særlige børn i en periode ikke kan nås på andre måder. Men det er altid, når andre metoder ikke virker,« forklarer Elsebeth Ebbe Jensen.

Elsebeths spejl. Hun fortæller om en pige med infantil autisme, som plejede at sætte sig alene i en krog med nogle klodser ved en reol, hvor der også lå andet legetøj.
»Når pigen havde brug for en pause, var hun selvregulerende og satte sig hen i krogen med klodserne. Men når andre børn kom hen til reolen, hvor hun sad, og ville have noget legetøj, reagerede hun ved at skrige voldsomt, selvom de ikke gjorde hende noget.«
Her kunne man typisk have krævet, at pigen holdt op med at skrige og opførte sig anderledes, men i stedet spejlede Elsebeth hende ved at sige: ’Du bliver vred, når du tror, Anton kommer og vil tage dine klodser, og det kan jeg godt forstå’.
Da hun havde spejlet pigen, gav Elsebeth hende jeg-støtte ved at komme med et forslag til handling, næste gang Anton viste sig. Hun sagde: ’Når han kommer, kan du sige, hvad skal du her, Anton? Eller vil du have puslespillet?,« forklarer Elsebeth Ebbe Jensen.
»Nogle børn hos os er sensitive og reagerer voldsomt, hvis de for eksempel spilder vand på sig. I stedet for at prøve at stoppe reaktionen sætter vi os i barnets sted og forestiller os, hvordan det opleves for dem indefra. Så spejler vi ved for eksempel at sige: ’Du bliver vred og forskrækket, fordi du ikke kan lide at blive våd, nu går vi ud i solen, så det tørrer’,« fortæller hun.

Falder til ro. Spejlingen er tilsyneladende virkningsfuld, for barnet reagerer ifølge lederen som oftest ved at falde til ro og være villig til at tage imod den hjælp, som den voksne siden tilbyder.
Men kan fortolkningerne ikke være fejlagtige, så den voksne uforvarende pådutter barnet sin egen fortolkning?
»Der er ingen skade sket, hvis man som voksen kommer til at skyde ved siden af. Det er jo kun bud på, hvad barnet oplever. Et pejlemærke på, om man har ramt noget rigtigt, er dog ofte, at barnet viser større tillid til den voksne og også næste gang kommer til én for at få hjælp til at løse et problem. Det sker jo, fordi det har følt sig set, accepteret og forstået,« siger Elsebeth Ebbe Jensen.