Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 16
Læringsstile. Hjælp til at magte tingene
Helle Fisker har i mere end 10 år arbejdet med læringsstile både i skole og daginstitution. Hun mener, at pædagogerne har en vigtig opgave i at bevare børnenes naturlige lyst til at lære og at skabe differentierede læreprocesser.
Af: Vibeke Bye Jensen
Pædagogers arbejde går ud på at skabe mulighed for læring i fælleskab i differentierede læringsmiljøer. Men nogle børn er forhindret i at lære, fordi de ikke får mulighed for at lære på en måde, der er optimal for dem.
Det mener Helle Fisker, pædagogisk udviklingskonsulent med en master i læreprocesser, og som har introduceret læringsstile for pædagogerne i Troldehaven.
»Når børn siger, at de ikke gider noget, siger de i virkeligheden, at de ikke magter det. Det handler sjældent om manglende intelligens, men ofte om den tilgang til læring, de bliver præsenteret for, der ikke fungerer for dem. Hvis et barn skal hoppe for at kunne forstå, hvilke ord der rimer, se billeder af rimord eller høre dem, så er det vigtigt at finde frem til det, ellers kan barnet gå glip af læringen,« siger hun.
Læringsstilstilgangen er meget velegnet, når der skal skabes et miljø, hvor børn kan tage det ind, som pædagoger har intentioner om at lære dem i de voksenstyrrede aktiviteter. »Det kræver en bevidsthed om, at vi lærer på forskellige måder. Som pædagog må man have nogle didaktiske overvejelser om målet og vejen til at nå det,« siger hun. Gå bag om adfærden. Der er en tendens til at børn ikke bryder sig om samlinger. Det er ærgerligt, for det kunne være et godt forum for læring, mener Helle Fisker. Hun tror, at det går galt, fordi børnene hele tiden oplever, at de bliver irettesat af pædagogerne. ’Sid stille, ti stille’, bliver der ofte sagt. »Det sker, fordi børnene er urolige og ukoncentrerede. Men måske er den dreng, der simpelthen ikke kan lade være med at røre ved sidemandens hår og lade sine fingre glide gennem det, bare taktil og har brug for at have noget i hænderne. Det ligner drilleri, og det forstyrrer, og så får han skældud. Men en bolt med en møtrik eller andet kan stimulere taktilt, så han bliver mere rolig,« siger hun og minder om: »Ingen børn kommer i institutionen og tænker, at nu skal de gøre livet surt for pædagogerne i dag og lave ballade til samlingen. Som udgangspunkt vil alle børn rigtig gerne samarbejde og lære.«
Derfor mener hun, at det kan være en idé, at pædagogerne tager læringsstilsbriller på og ’går bag om’ barnets adfærd og søger svar på, hvorfor et barn udviser en uhensigtsmæssig adfærd. Måske er den et udtryk for, at barnets læringsstil ikke bliver tilgodeset – der er ikke skabt optimal mulighed for koncentration.«

Prøv jer frem. Når man tillader børnene forskellige måder at lære på, opdager man, hvilken måde hvert enkelt barn profiterer af og derfor vælger den igen og igen. Når det sker, ved man, at man har ramt plet, og det gør børnene også, forklarer Helle Fisker.
De oplever – måske for første gang i deres liv – at blive taget alvorligt som dem, de er, og som nogle, der kan lære noget. Som for eksempel den dreng, der engang sagde til hende: ’Helle, det er sgu en overraskelse for mig, at jeg er kinæstetisk’. Eller en anden, der sagde: ’Har du husket, at jeg er det der med kroppen?’.
»Og da ham med kroppen får at vide, at vi skal bøje udsagnsord ved hjælp af et gulvspil, løber han ned ad gangen, mens han råber ’yes, yes, yes’. Og det er første gang, han siger yes til at bøje udsagnsord. Jo før i børns opvækst, vi får øje på deres optimale tilgange til læring, jo mere vil vi få dem til at udfolde sig, så de kan begå sig i det sociale fællesskab og i læringssituationer,« siger hun.

Om Helle Fisker
Helle Fisker er sparringspartner i planlægning og gennemførelse af forandringsprocesser og beskæftiger sig fortrinsvis med opgaver inden for læringsstile, positiv psykologi og målsætningsarbejde.
Helle Fisker er certificeret i USA til at kunne undervise i læringsstile. Hun har en master i læreprocesser, er psykoterapeut og uddannet lærer. Helle Fisker har skrevet flere bøger blandt andre
’Lær med stil – læringsstilenes hvad, hvorfor, hvordan’ (Psykologisk Forlag i 2011), ’Positiv psykologi og styrketræning – skab trivsel, vækst og læring’ (Akademisk forlag 2012).