Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 11 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Milde gaver og sparehug: Hvor er sammenhængen?
Af: Elisa Rimpler
Det går godt i Danmark, har det længe lydt fra regeringskontorerne, hvorfra vi også kan lytte til tonerne af sammenhængsudspil, mulige millioner til ydertimer og endnu flere millioner til udsatte børn – lyden af nye pædagogiske ressourcer med kurs mod børneområdet.
Det virker næsten for godt til at være sandt, og det er det også. For mens politikerne på Christiansborg blandt andet synes at imødegå næste valg med små, fine skridt i en rigtig retning, hvæsser man ufortrødent spareøksen ude i det kommunale landskab, hvor sidste efterårs byrådsvalgflæsk åbenbart er brændt på.  
Inden kommunalvalget kunne vi pædagoger blandt andet glæde os over udsigten til tiltrængte investeringer i børnene, og over at otte ud af ti byrådskandidater betonede, at de gik ind for BUPL’s minimumsnormeringer. Vi lettede forsigtigt på hatten og drømte os til en verden med årlige kommunalvalg.
Sådan en verden findes ikke, og det giver flertallet af kommunernes sparekataloger os en drabelig påmindelse om. Bliver de ført ud i den pædagogiske virkelighed, vil vi ikke kunne se de mulige knopskud fra Christiansborg for bare fældede træer ude i kommunerne. Vi vil komme under yderligere pres på et tidspunkt, hvor vi i forvejen mangler 4.000 sæt pædagogiske hænder i dagtilbuddene. Og det vil blive endnu sværere at skabe og fastholde optimale udviklingsmuligheder for børnene inden for rammerne af de pædagogiske læreplaner.
Sådan er de dystre perspektiver, som kun bliver endnu værre i lyset af, at vi frem mod 2028 vil få 70.000 flere 0-5-årige og dermed behov for yderligere 10.000 uddannede kolleger for blot at opretholde de nuværende normeringer.  
Det er man helt klar over i Kommunernes Landsforening, men kommunerne mangler penge ovenfra, lyder det. Uanset hvem der sidder på pengene, er det helt uansvarligt at spare en eneste krone mere på børnene. De har fortjent at blive prioriteret hvert eneste år. De har krav på et godt børneliv og dygtige pædagoger, og det kræver langt mere end midlertidige millioner og manglende målsætninger. Det kræver bred politisk vilje til egentlig genopretning.
Vi fortsætter presset. Der er ikke blot behov for, men også råd til en national investeringsstrategi, som tager højde for virkelighedens fremtid. Vi tror på det. For det går jo godt i Danmark.

Elisa Rimpler
Formand for BUPL