Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 18
Forskerinterview: Pædagoger ser naturen på samme måde som børn
Pædagoger formidler naturen på en meget umiddelbar måde. Derved undlader de at stimulere børn i deres nysgerrighed og forsøg på at fatte naturen. Det siger Niels Ejbye-Ernst, der netop har forsvaret en ph.d.-afhandling ved DPU om pædagogers formidling i naturbørnehaver.
Af: Regner Hansen
Nogen skovmand er Niels Ejbye-Ernst ikke, men der er mindelser. Han ankommer til hovedstaden direkte fra undervisning på en afdeling af Københavns Universitet, der ligger langt uden for bymæssig bebyggelse. Han er iført sandfarvede bukser med sidelommer og terrængående sportssko samt en sort T-shirt, som gør det muligt at ane hans skovhugger-muskler.
Niels Ejbye-Ernst er forsker og underviser. Didaktiske pædagogiske overvejelser om naturforhold er Ejbye-Ernsts hjertebarn, og han dukker op i København, fordi han netop har forsvaret en ph.d.-afhandling ved DPU. Emnet er pædagogers naturformidling i naturbørnehaver, som der findes cirka 500 af fordelt over landet. Så det er temaet for samtalen.
Interviewet favner også de resterende 90 procent – det vil sige alle andre børnehaver end naturbørnehaver, der med fordel kan bruge naturen som læringsrum.

TRADITION FOR AT VÆRE UDE. Niels Ejbye-Ernst har undersøgt naturformidling i mange år. Han har også interesseret sig for naturbørnehaver i lang tid.
»Danmark er unikt i verden med hensyn til naturbørnehaver, og vores nabolande har haft os som forbillede. Vi har en stærk tradition for, at det er godt for børn at være ude. Pædagogikken foregår under åben himmel. Der er mulighed for undervisning i kontekst. Der er mulighed for masser af en til en-relationer mellem pædagoger og børn. Det begyndte med legepladsen i Emdrup i København i 1940’erne og tog fart i 1980’erne. Men hver naturbørnehave har opdaget det hele forfra. Der ligger sikre overbevisninger om, at det er godt for børnene at være i naturbørnehaver, men der har ikke været en forskningsmæssig interesse i Danmark for naturbørnehaver. Man reducerer barnet til motorik. Der har ikke været forskning i naturbørnehavers betydning for børns viden om naturen. Der har slet ikke været interesse for pædagogers betydning. Mit sigte med afhandlingen er simpelthen at blive klogere,« siger Niels Ejbye-Ernst.
Hans arbejde har strakt sig over fire år, og han kommer vidt omkring i sin forskningsrapport på 312 sider. Hans eget bidrag hviler på tre grundpiller: Svar på enkle spørgsmål fra 500 pædagoger fra alle slags børnehaver om deres formidlingsarbejde i naturen. Nedskrevne beretninger fra 40 pædagoger, der skulle beskrive situationer, hvor de oplevede, at børn havde en god dag i naturen og lærte noget særligt om den. Hovedelementet er videooptagelser i tre etablerede, indbyrdes forskellige naturbørnehaver af, hvad pædagoger siger, når de formidler natur til børn. Observationerne varede 7-12 dage hvert sted. Bagefter så pædagogerne sig selv på lærredet og skulle fortolke, hvad de så.
»Det er en god måde at få en diskussion i gang på. Det handler jo om pædagogernes egen praksis,« siger Niels Ejbye-Ernst.

NATURSYN SOM BØRN. Han havde forventet, at undersøgelserne ville vise, at børn i naturbørnehaver har en bedre forståelse af natur end andre. Men sådan er det ikke. Hvorfor?
»Det er væsentligt for mig at fremhæve, at jeg har stor respekt for pædagogers arbejde, og at jeg kun har set glade børn og dygtige, omsorgsfulde og meget engagerede pædagoger i naturbørnehaver. Min afhandling handler kun om pædagogers formidling. Helt overvejende iagttager pædagoger naturen på samme måde som børn. Små børns oplevelse af natur er meget konkret og lokal og tager afsæt i det, de kender. Den er finalistisk: Tingene er enten sådan eller sådan. Den er menneskecentreret: Træer tænker som mig, sten tænker som mig. Den opfattelse bliver underbygget af pædagoger. Men sådan er naturen ikke, så understøttelsen kan gøre det svært for børn at forstå naturen,« siger Ejbye-Ernst og fremhæver, hvordan pædagoger er meget dygtige til at begribe sociale processer blandt børn.
Det er anderledes med naturen. Her har pædagoger blinde pletter, vurderer han og kommer med eksempler:
»I min afhandling står der noget om pigefisk på forsiden. Det refererer til en situation, hvor pædagoger og børn går hen til en bæk for at fiske. Pædagogerne er ikke i stand til at sætte begreber på dyrene i vandet. Insekter og krebsdyr bliver slået sammen til pigefisk eller kravl. Det er en sproglig forarmelse. Der er også eksempler på pædagoger, som ikke selv forstår, hvordan der skal fotosyntese til, for at planter vokser. Planter vokser ikke som børn,« siger han.

KOMPETENCER. Forskeren har flere forslag til, hvordan pædagoger bedre kan hjælpe børn til at udforske naturen og reflektere over det, de møder.
»Pædagoger kan give børn kompetencer, så børnene kan operere på egen hånd. Børn skal stimuleres i at undersøge og skelne, hvis det giver mening i situationen. Pædagogerne kan bidrage med, hvad de ved om det, som børnene ser på,« siger Niels Ejbye-Ernst og griber ud efter den mælkekarton, der står nær hans kaffekop på bordet. Han peger på markblomsterne på papkartonen. Der er masser af begreber, forklarer han, når man holder en plante i hånden. Hvad er karakteristisk for kronen, hvordan er stænglen, hvorfor er rødderne sådan? Eller hvis børn har fundet en salamander, så undrer de sig over, hvad den bruger øjnene til, hvordan den får unger, hvad den spiser? Børn har samme nysgerrige spørgsmål som videnskabsfolk.
Niels Ejbye-Ernst fraråder, at pædagoger begynder at tage store miljøspørgsmål op – den globale opvarmning og overgødskning i landbruget kan børn ikke forstå. Det er for abstrakte problemstillinger. Men børn kan tilskyndes til at blive kritisk undersøgende, så de på sigt selv tager stilling.
Hvis pædagoger går systematisk til værks i forhold til børn, når de er ude i naturen, foregriber de så ikke, hvad der hører til i skolen?
»Det er ikke pædagogers opgave at indføre børn i naturfag. Jeg lægger absolut ikke op til en ’skolificering’ af børnehaverne. Men børn lærer og kommunikerer hele tiden. Naturen er et enestående læringsrum, fordi børn møder flere former for viden og indtryk. Der er store muligheder i den frie form i naturbørnehaver, hvor pædagogerne går sammen med børnene i børnehøjde. Jeg lægger op til, at pædagogerne er opmærksomme på, hvad børnene taler om, og griber fat i spørgsmål, som børnene bringer op.«
Selv om han har særligt fokus på naturbørnehaver, gælder Niels Ejbye-Ernsts anbefalinger også pædagoger i 'almindelige' børnehaver.
»Selvfølgelig har pædagoger i naturbørnehaver mere erfaring i at være ude end pædagoger generelt, men tilgangen til naturforhold er ret ens for alle. Alle børnehaver vil gerne ud med børnene. Alle bør tænke mere over kommunikationen i forhold til børnene, når de er i naturen,« siger han.

UDDANNELSEN HALTER. Den enkelte pædagog kan ændre adfærd. Men er der også behov for bedre uddannelse af pædagoger i naturfag?
»En nylig undersøgelse viste, at faget værksted, natur og teknik i pædagoguddannelsen ikke hænger sammen. Der er meget lidt tid til at undervise i de grundlæggende forhold, som skulle hjælpe pædagogerne til refleksioner, når de er ude i naturen med børnene. Aktivitetsdelen har fyldt meget – og forståelsesdelen lidt. Pædagoguddannelsen er ved at blive revideret, og her er mulighed for at ændre balancen,« siger en håbefuld Niels Ejbye-Ernst – selv seminarieunderviser – og rejser sig op i sin fulde højde. I morgen skal han atter ad skoven til. En ny undervisningsdag venter i det nordsjællandske. Og så er det hjem til Aarhus. I weekenden er det meget sandsynligt, at han tager ud i naturen for at lede efter trompetsvampe og tragtkantareller. Det kunne være i Moesgård Skov syd for Aarhus.

Kort om forskeren
Niels Ejbye-Ernst er uddannet cand.pæd. Han deler sin tid mellem Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling i Nødebo i Nordsjælland, VIA University College, en produktionshøjskole, og lektorgerningen på Pædagoguddannelsen JYDSK, begge i Aarhus. Han har en fortid som naturvejleder i Mols Bjerge.

Tips til pædagogen
Niels Ejbye-Ernst har fire konkrete forslag til pædagoger, som er opsat på at hjælpe børn til at begribe naturen:
• Du kan støtte børn i at være eksperimenterende og nysgerrige over for omgivelserne.
• Du kan støtte børn i at se nøje efter og ikke tage den umiddelbare antagelse for givet.
• Du kan støtte børnene, når de forsøger at finde et system i tingene i naturen.
• Du kan støtte børnene til at overveje, hvorfor ting i naturen er, som de er.

Hvor meget skal pædagoger vide?
Pædagogerne skal ikke være videnskabsfolk for at arbejde med naturformidling, understreger forsker Niels Ejbye-Ernst. Men engagementet, interessen og nysgerrigheden skal være til stede, hvis naturpædagogikken skal bære frugt.
»Pædagoger, der formidler naturforhold til børn, skal både være interesserede i at forstå børns hverdagsforestillinger og at kunne rette dem alderssvarende mod det, som vi kulturelt ved om naturen. Det kræver selvfølgelig et vist kendskab til naturen og processer i naturen. Man skal ikke nødvendigvis have et stort artskendskab, men man bør have kendskab til de overordnede grupper,« siger han.
Og hvis man ikke lige ved, hvad den fisk hedder, eller hvad det 'småkravl' er for noget, skal man forholde sig nysgerrigt undersøgende til det i samarbejde med børnene.
»Men det er svært, hvis man ikke ved, hvor man skal lede. Der er 1500 forskellige vilde planter, endnu flere svampe og mange gange flere små dyr. Forudsætningen for at forholde sig nysgerrigt og undersøgende er at vide nok, til at det kan lade sig gøre. Hvis man skal se nøje efter, skal man have noget at se efter,« siger han.