Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 24
Vuggestuen som træningslejr
I Gaia Integration i Herning introduceres flygtninge- og indvandrerkvinder med små børn for den danske institutionskultur. Børnene bliver ikke kun passet, både børn og mødre bliver trænet i at være en del af en daginstitution. Når de er klar, sluses de videre til en "rigtig" institution
Af: Helle Kjærulf b&u@bupl.dk
Muhammed, Rinor, Abdullah og Amina sidder på små røde stole. Sammen med resten af børnegruppen i Gaia Integration spiser de deres medbragte mad. Duften er eksotisk for danske næser.
I øjeblikket er der 19 børn mellem 14 måneder og 3 år i institutionen, der er normeret til 25. Pædagoger og medhjælpere har gang i engangskludene til at tørre fingre og munde, mens middagsstunden langsomt bliver opløst.
De små gnider øjne, de fleste mørke, og for nogen kalder en lur i barnevognen. Andre må vente med at sove, for det varer ikke længe, før deres mødre dukker op. Kvinderne har i dag travlt med at blive undervist i dansk, EDB og motion i Gaias undervisningslokaler, der ligger 5-10 minutters gang fra institutionen.
Det betyder ingenting, at børnene er fra seks forskellige nationaliteter, når de skal lære at begå sig i en dansk daginstitution. For det er de danske spilleregler, de skal lære, selvfølgelig med respekt for de kulturer, de kommer fra.

Mors trygge favn. Flere af børnene er ved at være klar til at blive indsluset i en "rigtig" institution. De har lært det, som man forventer, at børn kan, når de begynder i en dansk vuggestue eller børnehave.
Det første stykke tid er et barn i Gaia sammen med sin mor i hendes trygge favn. For nogle kvinder kan det tage en uge, for andre flere måneder at kapere at skulle skilles fra deres børn. Mens det står på, er kvinderne her i fire timer om dagen.
"Når en kvinde har været her et par dage med sit barn, beder vi hende gå uden for døren 5-10 minutter, og så ser vi, hvordan barnet reagerer. Vores holdning er, at børnene ikke skal græde for lang tid. I de kulturer, kvinderne kommer fra, er det nærmest naturstridigt at skulle aflevere sit barn til andre. Der findes jo ikke daginstitutioner i Somalia eller Sri Lanka," forklarer Ann-Charlott Bech, der er projektleder på Gaia Integration, som har eksisteret i godt tre år.
Ann-Charlott Bech er uddannet pædagog, har tillige en 4-årig psykoterapeutisk efteruddannelse og har arbejdet med flygtninge siden 1994.
Hun fortæller, at mødrene suger til sig ved at se, hvordan de ansatte behandler børnene, for eksempel når børnene får mad.
"Børnene er vant til at sidde hos deres mor og spise. I en dansk institution skal de lære at sidde selv og spise. De skal også vænnes til at sove i barnevognen, at have en madkasse, og at der skal skiftetøj med osv. Alt det har vi tid til at snakke med kvinderne om igen og igen," siger Ann-Charlott Bech.
Kvinderne må være her lige så længe, som deres børn har brug for det. Og Gaia modtager også børn med særlige vaner.
"For eksempel falder mange børn fra Sri Lanka i søvn ved, at moderen vugger dem på benene. Det kan vi jo ikke gøre. Men vi vil f.eks. godt vugge barnet i barnevognen."
"Et af vores mål er at møde forældrene der, hvor de er. For at gøre det går vi også langt i forhold til, hvordan man gør i almindelige daginstitutioner."

Efter adskillelsen. Indtil videre har omkring 100 kvinder været igennem forløbet i Gaia. De bliver henvist til projektet af deres sagsbehandler.
Når mor og barn er klar til adskillelsen, er næste skridt undervisning for moderen. Når hun har afleveret sit barn, går hun videre til undervisningen.
Kvinderne har vidt forskellige forudsætninger. Nogle er analfabeter, andre har 8-12 års skolegang, og andre igen er universitetsuddannede.
Mødrene bliver undervist i dansk og deltager i temaundervisning. På skemaet er det emner som børns udvikling, børneopdragelse, kost og ernæring, at være mor og kvinde i Danmark set i relation til der, hvor kvinderne selv kommer fra. For det er ikke nok, at børnene er klar til at blive integreret i en dansk institution, mødrene skal også være det.
"Integration er ikke kun at blive i stand til at relatere sig til arbejdsmarkedet. Det handler også om, at man som forældre kender til eksempelvis den danske institutionskultur og børneopdragelse. Jo mere information og viden, kvinder får om vores regler og normer, jo bedre," siger Ann-Charlott Bech og understreger, at det også er integration - og en del af Gaias opgave, at kvinderne bliver i stand til at kommunikere med deres børns pædagoger, lærere, sagsbehandleren, at de kan gå til lægen uden altid at skulle have deres mænd med osv. Det er ikke unormalt, at Ann-Charlott Bech hjælper en af kvinderne med f.eks. at bestille tid hos lægen, eller hvad der skal gøres med en regning.

Mor kommer. Nu har mødrene fået fri fra undervisningen. Den første, der bliver hentet, er tamilen Abnath.
Pædagogmedhjælper Gowry Thiyagarajah er i øjeblikket den eneste tosprogede ansatte. Hun er egentlig økonomiuddannet i sit hjemland Sri Lanka og desuden uddannet tolk, da hun kom til Danmark. Hun går ud til Abnaths mor, Jeyarani Sinnathamby, og snakker lidt med hende.
Abnath kaster sig i armene på sin mor og vil slet ikke slippe hende igen. Da mor og søn går, efterlader Jeyarani en duft af Indien.
Inde på stuen render albanske Rinor rundt med en tom dukkeklapvogn og en rød damesko på den ene fod. Somaliske Alasow, der om et par dage skal begynde i vuggestue, griber en anden klapvogn. Den mørke og den lyse dreng støder klapvognene sammen, men får at vide, at det er vognene altså ikke beregnet til.
De ansatte er i fuld gang med at rydde op efter maden, lægge børn til at sove og trøste et par stykker.
Aminas mor er kommet for at hente hende og lillebror Diyad. Muslimo Mohammed er 33 år, gravid med nummer fire og fra Somalia. Hun har været seks år i Danmark, og hun stråler, når hun fortæller, hvor glad hun er for Gaia. Ikke mindst fordi hun lærer dansk, syning og gymnastik, forklarer hun på dansk, så godt hun kan.
Også Florije Shefiku, 30 år, og Remzije Tahiri, 33 år, begge flygtninge fra Kosovo, har kun lovord at sige om Gaia. Både fordi deres børn bliver passet på bedste vis, og fordi de selv lærer en hel masse.
Det var på de to albanske kvinders opfordring, at personalet arrangerede, at mødrene skulle lære at cykle. Mødrene har f.eks. også været på tur til Moesgaard Museum ved Århus.

Positive tilbagemeldinger. Når mødrene afleverer og henter børnene, bruger de meget tid på at snakke med personalet. Det er også der, at kvinderne får spurgt om det, de ikke forstår.
Børnene er her minimum seks måneder, før pædagogerne begynder at snakke med forældrene om at søge en institutionsplads.
Typisk tilbringer børnene 9-12 måneder i Gaia Integration. Når barnet flytter til den "rigtige" institution, følger en evaluering af forløbet i Gaia med. Det kræver en godkendelse fra forældrene. Evalueringen indeholder informationer om opstart, adskillelsesprocessen, udvikling, samspil mellem mor og barn osv.
Fra daginstitutionerne, der har modtaget børn fra Gaia, er der positive tilbagemeldinger. De kan mærke, at børnene i forhold til de ikke-danske børn, der kommer direkte hjemmefra, er vant til at være sammen med andre voksne end deres forældre, ligesom forældrene havde lettere ved at begå sig.
"Vi tager for givet, at når man kommer i en daginstitution, så kender man spillereglerne, men det gør man altså ikke, når man kommer fra den anden ende af jordkloden," pointerer Ann Charlott Bech.

Nej og vil ikke. "Vi snakker også meget om, hvad det vil sige at være mor i Danmark. Det overrasker dem meget, at det indebærer, at man også har så meget arbejde. Flere udtrykker, at det er mere kompliceret at have børn her end i deres hjemland."
De fleste børn har et stort passivt dansk ordforråd, så de forstår allerede meget fra begyndelsen. Flere har lært at sige "Nej!", kan man høre på stuen.
"Børnene lærer også via den almindelige omgang med de andre børn, så som at man ikke bare tager legetøjet, at man skal lære at vente på sin tur osv. Hjemme får de som de yngste traditionelt meget opmærksomhed og er ikke vant til at skulle vente på andre," siger Ann-Charlott Bech.
"I vores kultur skubber vi børnene tidligere ud til at blive selvstændige, og det er noget af det, vi prøver at vænne børnene til. Når et barn får lyst til selv at tage skeen, får de straks en ske i hånden, mens de derhjemme måske ikke ville få det, før de er tre-fire år.".

Kulturforskelle. Det vanskeligste ved integrationen er nok kulturforskellene, mener Ann-Charlott Bech. Hun giver et eksempel på, hvor forskelligt man kan se på tingene.
I Danmark lægger vi børnene ud at sove, og alle her påstår, det er sundt og godt. Men kvinderne fra de fremmede kulturer stejler, fordi det bestemt ikke er det billede, de får. Hvis man lægger børn ud at sove i Afrika, kan der komme hyæner og tage dem. Er man på Sri Lanka eller Vietnam kan der være giftige edderkopper og slanger.
"Der er forskellige traditioner for, hvad der er godt at gøre for børn, når man opdrager, giver mad, trøster osv. Kvinderne er meget interesseret i at vide, hvad vi gør, og vil gerne lære noget mere, også fordi de ved, at deres børn kommer til at blive børn med to kulturer."
"Jeg tror, det er hårdt at erkende, at ens barn på nogle måder bliver meget anderledes end en selv. De vokser op i den danske kultur og bliver præget af os og vores måder at gøre tingene på. Men kvinder her gør et stor arbejde for at give deres egen kultur videre til deres børn og tillempe dem den danske."

Det lærer vi. Ann-Charlott Bech er sikker på, at det at arbejde med mennesker med en anden kulturel og etnisk baggrund giver en mangfoldighed, som man ikke møder i arbejdet med danskere.
"Vi bliver hele tiden nødt til at tænke meget over det, vi formidler til kvinderne. Ofte må vi forholde os på ny til vores måder at gøre tingene på. Måder som vi jo almindeligvis ikke tænker så meget over, fordi sådan har vi altid gjort i institutioner eller i Danmark. Det er sundt," fortæller hun.
"For at lære noget i det her job skal man synes, det er meningsfuldt og spændende. Vi kommer tættere på de mennesker, vi arbejder med end i en almindelig institution, fordi vi har kvindedelen med. Hvis man ikke brænder for denne type arbejde, brænder man ud, for det er meget anderledes og mere krævende end at være pædagog i en almindelig dansk daginstitution".