Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 11
En hverdag med tics og træ
Han viser dem, hvordan man skruer med skruemaskinen, hvordan man ordner cykler, og hvordan man er en god kammerat. På Herlev Kommunes specialpædagogiske udviklingscenter, Gammel Hjortespringskole, ruster pædagog og tidligere tømrer Bo Christiansen sine elever både praktisk og socialt.
Af: Charlotte Bredsted
En tunge i mundvigen, et par øjne stift rettet mod skruen og en hånd, der sidder som limet til skruemaskinen. Mads på 10 år koncentrerer sig. Og så alligevel smutter den.
»Oj, det var sørme godt, jeg flyttede næsen dér,« siger Bo med et smil.
I sin egenskab af pædagog og tømrer har han hænderne skruet rigtig på til at kunne holde ved – både når Mads misser, og når drenge med sociale og emotionelle van­skeligheder har brug for omsorg.
Og som han står der iført fuld højde, rødt skæg, skovmandsskjorte og slidte jeans virker han også aldeles urokkelig.
Bo har taget Mads og Frederik med i værkstedet, og efter en times tid er både et fuglehus med foderplade og et gevær med sigte ved at tage form. For her i kælderen, hvor der dufter af træ, og Bo med sin fløjten, sine smil og sine ’prøv at gøre sådan her søde ven’ indgyder ro og regelmæssighed, kan drengene holde fokus og koncentrere sig.
Ja, de får nærmest et fredfyldt udtryk i ansigtet. Og markant færre tics.
Fred og koncentrationsevne er ellers ikke noget, der ligger naturligt til hverken Mads eller Frederik, der lever med diagnoser som Tourette og ADHD.
»Vi har godt nok lavet mange skydere her i værkstedet, ikke Mads?« siger Bo, mens han viser, hvor den næste skrue skal sidde.
At gå i værkstedet med børn, der i perioder ikke magter at modtage almindelig undervisning har de seneste otte år været en del af hverdagen for Bo og ’hans’ ni elever i afdeling C på Gammel Hjortespringskole. Bo er en af de pædagoger, der hver dag gør sit til at give børnene en større selvforståelse og flere sociale færdigheder, så de har lettere ved at begå sig blandt andre mennesker.
Og Bo deler gerne ud af sine erfaringer.
»Du skal være villig til at sætte dig op på den trehjulede og cykle, så dine lår syrer til. Du skal være med i deres leg. På den måde viser du dem, at du er til stede. At du vil dem. Og på den måde kan du fjerne rigtig mange konflikter. For når du selv sidder i sandkassen eller på cyklen, så ved du præcis, hvad der er sket,« fortæller Bo.

Mange diagnoser. Pædagogerne kan naturligvis ikke altid deltage i legen, og konflikter opstår. Så må de i stedet for at forebygge konflikterne forsøge at løse dem. Ofte bruger de tegneseriesamtale. »Senest var det, da Christian brød ind i to andre drenges boldspil. Christian ser simpelthen ikke, at de andre er i gang med en leg. Han sparker bare til bolden, og de to andre bliver selvfølgelig irriteret. Og så bruger vi tændstiksmænd med talebobler til at snakke med ham om, hvad han kunne have gjort anderledes,« fortæller Bo. Christian har ADHD ligesom mange andre børn på skolen. Og siden kommunesammenlægningen i 2007 huser hver klasse nu flere forskellige diagnoser — i afdeling C er det blandt andet ADHD, autisme, Aspergers Syndrom, Tourette Syndrom, udviklingsforstyrrelser og emotionelle vanskeligheder. Fem elever er medicineret. »Det er udfordrende at arbejde med så mange diagnoser på en gang, men det gør også, at eleverne lærer at forholde sig til forskellige måder at være i verden på,« siger Bo. Han er ved at gøre klar til at undervise i socialfag.
»Vores mål er at få eleverne til at fungere socialt. Og vejen derhen handler først og fremmest om at få dem til at forstå sig selv. Derfor bruger vi blandt andet bogen ’Jeg er noget helt særligt’, hvor jeg lige nu arbejder med hjernen og dens impulser. For eksempel træner jeg børnene i, at de ikke behøver at rejse sig og se ud ad vinduet, hver gang de hører en lyd,« fortæller Bo, der oplever, at eleverne efterhånden bliver bedre til ikke at lade sig forstyrre. Også når de saver og skruer.

Musik markerer SFO. I køkkenet går ­døren hele tiden op og i, men eleven Peter sidder bare og fortæller. Om sin djævel i ­maven og om, hvordan det er okay, at andre får noget, selvom han ikke gør. »For jeg får jo noget på et andet tidspunkt,« siger han.
Tidligere på dagen bankede han hovedet ned i bordet, fordi det hele tiden var de andres tur. »Vi må ofte sige det samme igen og igen. Nogle dage går det godt og andre dage skidt. Men vi bevarer troen på, at vi bevæger os i den rigtige retning,« siger Bo smilende og henter fløjtende de sidste elever ind i klassen til fælles socialfag. I dag skal de opføre forumspil ud fra historier, de selv har skrevet. Bo sætter sig ved siden af Mads for at massere ham på ryggen med hans trofaste ADHD-ven ’edderkoppen’. »Det er ofte svært for vores elever at være i en leg i længere tid ad gangen. Derfor er sådan noget som forumspil ekstremt godt til at træne både udholdenhed og social omgang med andre,« fortæller Bo efter timen.
Og så går han hen og tænder for den lille ghettoblaster. »Vi spiller musik i et kvarter for at markere overgangen mellem skole og SFO. Og faktisk har vi nu hørt den samme Rasmus Seebach-CD i mere end et år. Vi har prøvet at skifte musik, men hver gang kommer eleverne og siger, at de vil høre den samme,« siger Bo med et skævt smil.

Individuelt fokus. Frederik ruller sig ind i et tæppe og lægger sig på gulvet.
Christian sidder og kigger ud i luften. Albert tager hoved­telefoner på. Han er autist og brugte hele sin pause efter frokost på at vise journalisten rundt på stedet. Vi så planter, der netop var blevet plantet, sandkasser, der netop var blevet bygget, sad på tilskuerbænke til fodboldbanen, fandt smutveje hen til gyngerne og talte om, at han nu ikke længere bliver hentet af en barnepige om mandagen, fordi det er for stressende for ham inden svømning. Bo fortæller, hvordan Albert lige nu er meget motiveret for at lære engelsk, og derfor understøtter han den boglige interesse ved at lade ham blive i klassen, selvom han egentlig skulle have socialfag med ham. »I stedet har jeg fokus på hans sociale udvikling på et andet tidspunkt. For eksempel når vi sidder og spiller Uno. Så spørger jeg ty­pisk, hvordan han har det. Og han svarer godt. Så spørger jeg 'hvordan godt?', og på den måde finder vi ind til, hvad der optager ham lige nu,« fortæller Bo om det individuelle fokus, skolen har på hver af sine elever.

Inddrager børnene. Bo sætter sig som regel i cykelsadlen på vej til arbejde, og ofte bliver den daglige cykeltur hjemad endda forlænget med en halv til en hel time.
»At cykle er for mig lig med frihed. Jeg er meget taknemmelig for mit job – det passer godt til mig – men der kan også være dage, hvor et barn går amok, og så er cykelturen, dér hvor jeg puster ud. Lader op. Gearer ned,« siger han. Bo’s kollega Anita fortæller, at Bo både er en ansvarsfuld kollega og god ven. »Efter otte år er vi som et ægtepar, og jeg ville ikke vide, hvad vi skulle gøre uden ham. Bo tager børnene under sine vinger, og fordi han er håndværker, er der noget helt konkret, de kan spejle sig i. Det giver tryghed. At han er tømrer, kommer os i det hele taget rigtig meget til gode. Han sætter hylder og lamper op, bygger sandkasser, ordner cykler – og nok så vigtigt: Han inddrager børnene i det«.
Elevernes navne er ændret.

Bo’s pædagogik
11. Anerkend, at eleven selv kan tage stilling. Når du ser, at en elev har svært ved at håndtere en situation, så spørg, om han eller hun har brug for hjælp.
12. Vær med i legen. Det skaber færre konflikter og viser, at du gerne vil være sammen med dem.
13. Hav på skift eneundervisning med den enkelte elev. På den måde kan du give fuld opmærksomhed og træne eleven i det, der er vigtigt for ham eller hende.
14. Brug gerne forumspil til at illustrere, hvordan man opfører sig over for hinanden.
15. Varier brugen af pædago­giske redskaber og metoder over for det enkelte barn.
16. Vær som du gerne vil have, børnene er. Eleverne spejler sig i dig som voksen.
17. Lær eleverne at træffe valg. Det giver tryghed.
18. Træn udholdenhed og behovsudsættelse.
19. Respekter hinanden i teamet og hav tillid til, at din kollega gør det rigtige i en given situation.
10. Hent inspiration i faglitte­ratur såsom Lademanns Børneleksikon og ’Jeg er noget helt særligt’ af Peter Vermeulen.
11. Hold dig opdateret på ny pædagogisk viden inden for de diagnoser og problemstillinger, børnene har. Diskuter det med dine kolleger.
12. Vær villig til at ændre strategi for en elev. Eventuelt bare for en periode.

Bare Bo
• Bo er 44 år og uddannet pædagog og tømrer.
• Siden 2003 har han været på ansat på Herlev Kommunes specialpædagogiske udviklingscenter, Gammel Hjortespringskole, som har plads til 125 elever. De første to år arbejdede han i afdelingen for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og herefter i skolens Afdeling C.
• C-afdelingen huser et heldagstilbud for børn med vidtgående behov for specialundervisning. Eleverne fra 0.-10. klassetrin er fordelt på seks grupper med cirka otte elever i hver. Der er tilknyttet to en halv lærer og to pædagoger til hver klasse.
• Socialfag indgår på lige fod med matematik, dansk og engelsk for på den måde at ruste eleverne til at indgå i sociale sammenhænge.