Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 01
De tør spørge om det gør pisseondt
Pia Schrøder og Belinda har fået støtte af pædagoger fra Familie- og Ungehuset i
Odense kommune. Det er umuligt at forudsige, hvornår hun har brug for at tale med pædagogerne, og det gør
BUM-modellen problematisk.
Af: Mikkel Kamp
19. juni 2010 er en dato, Pia Schrøder aldrig glemmer. Den dag døde hendes mand Mikael efter i fire år at have kæmpet mod kræft. Hun passede ham i hjemmet i Odense sammen med deres døtre, mens han gik fra at være en velnæret mand på over 100 kilo til at veje 32 kilo.
Sygdommen prægede både Pia og parrets tre børn. De to største er i dag 22 år og flyttet hjemmefra, mens Belinda på 13 år hver dag har været tæt på forløbet.
»Belinda har haft det svært i skolen, mens Mikael har været syg. Hun er kommet bagud, selvom jeg har lavet lektier med hende halvanden time om dagen. Samtidig har hun haft en negativ attitude over for skolen,« fortæller den 45-årige Pia Schrøder, der nu efter en længere sygemelding er tilbage i sit job som medhjælper i Giersing Realskoles SFO, hvor hun har været ansat i otte år.
Omkring Mikaels død kørte familien på pumperne, og derfor var det kærkomment, da familien blev tilknyttet pædagogerne Stine Wittrup og Birgit Johansen fra Familie- og Ungehuset i Odense. Det første møde fandt sted en uge, før Mikael døde.
»Jeg kunne med det samme mærke, at de forstod mig, hvilket var nyt. Her var der endelig nogle, som kunne hjælpe mig til at hjælpe Belinda og fortælle mig, hvad jeg havde krav på. Jeg havde set min datter falde længere og længere bagud i skolen, og selvom vi kæmpede med lektierne, følte jeg, at det var mit ansvar. Stine og Birgit sagde, at skolen også havde et ansvar,« fortæller Pia Schrøder.
Det har de siden diskuteret med lærere og ledere på flere møder med skolen.
»Jeg har råbt ud i ingenting i forhold til skolen. Når jeg har siddet sammen med skolelederen, klasselæreren, AKT-læreren og én fra forvaltningen, har jeg følt, at de var én gruppe, og jeg var en anden. Nu er vi tre mod fire, og Stine og Birgit er gode til at holde dem fast og sige: ’Hvad vil I konkret gøre?’ og ’Hvad har I gjort siden sidst?’ De er i stand til at lytte og handle. Der bliver sat ting i gang.«
Det har blandt andet ført til, at Belinda i dag får ekstra lektiehjælp.

Pædagogerne provokerer. Møderne mellem de to pædagoger og den lille familie har normalt været afholdt hver 14. dag, men intervallerne kan også være kortere eller længere alt efter behov. Den fleksible planlægning er blevet vanskeligere, siden BUM-modellen blev indført i Odense Kommune. Pia Schrøder er overbevist om, at tilbuddet bliver ringere, når tidspunkterne for møderne er skrevet ind i en kontrakt.
»Det bølger op og ned i forhold til, hvornår vi har haft brug for en samtale. Man kan ikke på forhånd sige, hvornår det er passende at snakke sammen næste gang,«
Samtalerne mellem Pia Schrøder, hendes datter Belinda og de to pædagoger foregår ved, at den ene pædagog interviewer, mens den anden tager noter og kommenterer. Det er kendetegnende, at det ikke bare har været løs snak uden mål.
»Jeg føler mig tryg i de samtaler, men de provokerer mig til at handle, fordi de går til mig og vender og drejer tingene. De er ikke berøringsangste og tør spørge om det, der gør pisseondt,« siger Pia Schrøder.
Det handler blandt andet om Belindas sociale liv.
»Mens Mikael var syg, har hun været meget hjemme. Stine og Birgit har spurgt ind til, hvem hun var sammen med, om hun havde nogen at være sammen med i weekenden og den slags. De har holdt hende fast på, at hun skulle sørge for at komme ud,« siger hun.
Ved samtalerne har familien og pædagogerne i fællesskab sat mål, som de løbende har fulgt op på. Et af dem var, at Belinda skulle have mere ansvar i hjemmet.
»Mens Mikael har været syg, har jeg ordnet alting. Det var det letteste, og så skulle Belinda heller ikke bekymre sig om det. Men det skal ændres, for det betyder, at jeg står med det hele, og et barn skal lære at hjælpe til.«
På kort sigt ville det være nemmest for Pia Schrøder at fortsætte som hidtil, men det har hun ikke fået lov til.
»Stine og Birgit har holdt mig fast på det. De spørger, hvad der er sket siden sidste møde, og Belinda har faktisk fået et større ansvar herhjemme,« siger Pia Schrøder.

Skal klare sig selv. Nu skal familien stoppe samarbejdet med familiehuset. Pia Schrøder har dog insisteret på, at pædagogerne skal deltage i endnu to møder med skolen. Derefter er det meningen, at familien skal klare sig selv.
Det er svært at overvurdere den støtte, familien har fået, mener Pia Schrøder.
»Jeg var sygemeldt i mere end et halvt år, men hvis jeg ikke havde haft dem, var jeg ikke kommet så forholdsvis meget ovenpå. Jeg tror ikke, jeg var kommet på arbejde endnu, og i sommerferien var vi på Kreta. Det var helt sikkert ikke sket, hvis vi ikke havde fået hjælp,« siger hun.