Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 09
Pædofili: Retningslinier gør pædagogerne trygge
På trods af mediernes historier om overgrebssager i daginstitutioner, tænker pædagogerne ikke meget over risikoen for at blive anklaget. Det viser ny undersøgelse foretaget af Børn&Unge. Ekspert vurderer, at retningslinjer i institutionerne får pædagogerne til at føle sig mere sikre.
Af: Jesper Nørby
Når pædagoger bliver anklaget for seksuelle overgreb på børn, rydder aviserne deres forsider og tv-nyhederne går i selvsving. Pædofili er et yderst betændt emne, og anklagen alene kan medføre en livstidsdom fra folkets domstol.
Alligevel ser det ikke ud til, at risikoen for ubegrundede anklager fylder meget i pædagogernes dagligdag.
I en undersøgelse, som Børn&Unge har foretaget i samarbejde med BUPL's politisk/økonomiske team, svarer ni ud af ti af vuggestue- og børnehavepædagoger, at de aldrig eller mindre end en gang om måneden tænker over, om deres omgang med børnene kan opfattes som seksuelt krænkende.
Suz Wang er uddannelseskonsulent i BUPL og med i organisationens kriseberedskab. Hun holder ofte foredrag for pædagoger om risikoen for anklager om overgreb. Hun håber, at pædagogerne er trygge, fordi ledere og pædagoger over en bred kam har taget stilling til emnet.
"Det lave antal bekymrede pædagoger skulle gerne skyldes, at pædagogerne føler, der er styr på situationen, og at der findes retningslinjer, som beskytter dem. Forklaringen skulle helst ikke være, at pædagoger og ledere stikker hovedet i busken og ignorerer problemet. Selvom risikoen for anklager er meget lille, er den til stede. Og anklagerne kan have alvorlige konsekvenser, på trods af at man er nok så uskyldig," siger hun.

Sund fornuft. Langt de fleste institutioner har også retningslinier for medarbejdernes fysiske omgang med børnene, viser Børn&Unges nye undersøgelse. 79 daginstitutionsledere deltog i undersøgelsen, to ud af tre ledere svarer ja til, at de har retningslinjer. De fleste har regler om toiletbesøg, åbne døre og om, at pædagogerne ikke må være i enrum med et enkelt eller få børn.
Suz Wang er glad for institutionernes retningslinjer.
"Generelt virker retningslinjerne fornuftige og gennemtænkte. Det ser ud til, at institutionerne tager hånd om risikoen for anklager, selvom den er lille," siger hun.
Hun påpeger også, at det er et vigtigt signal at sende til medarbejderne, at man tager deres sikkerhed alvorligt. I undersøgelsen udtrykker både pædagoger og ledere stor opbakning til retningslinjerne og diskussionen om dem i personalegruppen.
Det gælder også pædagog Knud Erik Dissing fra Århus. Han arbejder i Møllehuset, som er en integreret institution med 72 børn. Heriblandt fem handicappede børn, som Knud Erik Dissing er primærpædagog for. Han er glad for, at man i institutionen brugte et personalemøde på at aftale retningslinjer og grænser for omgangen med børnene.
"Det var godt at få diskuteret, hvor vores grænser for arbejdet med børnene lå. Det er jo ikke et emne, man snakker meget om til daglig," fortæller han.
Institutionen har 15 medarbejdere, hvoraf fire er mænd. I personalegruppen var der stor forståelse for, at de mandlige medarbejdere kunne føle sig udsatte. Men Knud Erik Dissing pointerer, at risikoen for anklager ikke udelukkende blev set som et mandeproblem.
Blandt de konkrete retningslinjer, som blev vedtaget, var der regler om, at de børn, som fik behandling af institutionens afspændingspædagoger, altid skulle beholde undertrøje og underbukser på, og at der altid skulle være to pædagoger sammen på legepladsen.

Medierne skaber bekymring. Knud Erik Dissing vurderer, at åbenhed og rummelighed i personalegruppen har været med til at gøre pædagogerne mindre bekymrede. Der har dog været perioder, hvor han selv har tænkt over, om udenforstående kunne finde på at se skævt til hans omgang med børnene.
"Når der har været en sag i medierne, har jeg tænkt over, hvordan jeg agerede i min hverdag. Men jeg kunne ikke se, at nogen skulle kunne finde noget uanstændigt i det," lyder det.
"Det kan jo heller ikke nytte noget. Vi er ansat til at yde omsorg, og det involverer fysisk kontakt. Hvis man som mand skal gå og være utryg hele tiden, kan man jo ikke holde det ud," siger Knud Erik Dissing.

Føler sig udsat. Anders, som ønsker at være anonym, er pædagog i en københavnsk børnehave, hvor der netop ikke er aftalt retningslinjer for pædagogernes omgang med børnene.
Anders har arbejdet i børnehaven i to et halvt år. Før arbejdede han som opsøgende medarbejder på Nørrebro. Han tænker ofte over, hvordan udenforstående kan opfatte hans samvær med børnene. Som mandlig pædagog føler han sig ekstra udsat.
"Jeg oplever, at især kvindelige forældre kan kigge skævt til en, hvis man for eksempel er i gang med at skifte deres barn, når de kommer," fortæller han.
En væsentlig kilde til hans bekymring er, at anklager kan opstå fuldstændig tilfældigt.
"Og der skal bare råbes ulv én gang, så er man dømt ude og kommer aldrig tilbage til jobbet."

Ingen forståelse fra kollegerne. I sin dagligdag undgår Anders situationer, hvor han kommer direkte i nærkontakt med børnene.
"Hvis børnene er kede af det, tager jeg dem ikke op på skødet. De må stå ved siden af mig, mens jeg trøster dem," siger han.
"Og det er trist, at det skal være sådan," lyder det efter en lille pause.
Emnet er kun blevet taget op på et enkelt personalemøde i Anders' daginstitution. Diskussionen mundede ikke ud i noget konkret, og Anders mødte ingen forståelse for sin bekymring fra kollegerne.
"Jeg var den eneste mandlige ansatte dengang. Og jeg følte, at min bekymring blev fejet væk. Kvinderne anerkendte ikke, at man som mand kan føle sig udsat og være utryg," fortæller han.
Siden er der kommet endnu en mandlig ansat i institutionen, men diskussionen om det følsomme emne er ikke taget op igen.

Retningslinjer for alle. Det kan være utroligt frustrerende, hvis man, som Anders, oplever, at man taler for døve øren, påpeger Suz Wang. Derfor er det enormt vigtigt at tage sine kollegers bekymring alvorligt. Også selvom man ikke selv føler sig udsat.
"Bekymringen er ikke bare grebet ud af luften. Risikoen er til stede. Og selvom de mandlige pædagoger er mest udsatte, kan der også komme anklager mod kvinder," siger hun.
Nogle institutioner har retningslinjer, som henvender sig specifikt til de mandlige medarbejdere. Det er Suz Wang skeptisk over for.
"Der kan selvfølgelig være institutioner, hvor det er nødvendigt med specielle regler for mænd. Men retningslinjerne må ikke marginalisere mændene. Derfor er det positivt, at retningslinjerne i de fleste institutioner tilsyneladende henvender sig til samtlige medarbejdere, uanset deres køn," siger hun.
Desuden opfordrer hun pædagoger og ledere til at snakke med forældrene om retningslinjerne.
"Man kan afmystificere de rutiner, som er i dagligdagen, ved at fortælle forældrene om dem. Forældrene skal vide, at reglerne er gennemtænkte, og at der er en grund til, at de er der," siger hun og påpeger, at de fleste forældre er meget glade for de mandlige pædagoger og derfor bør have forståelse for behovet for sikkerhed.

Efterlyser krav. Suz Wang mener, at kommunerne som arbejdsgivere burde stille krav til institutionerne om, at de tager diskussionen om retningslinjer op.
"Samtlige institutioner burde have regler for at undgå, at en mistanke kan opstå, og kommunen burde give institutionerne vejledning om retningslinjer," påpeger hun.
I Kommunernes Landsforening er Jørn Sørensen (R) formand for Børne- og Kulturudvalget, ikke positivt stemt over for ideen om krav til retningslinjer fra kommunernes side.
"Jeg ser ingen grund til det, medmindre der opstår et bredt ønske fra pædagogerne," siger han.
Selvom retningslinjer kan være med til at sikre kommunernes medarbejdere i daginstitutionerne, mener Jørn Sørensen ikke, at institutionerne skal tvinges til at indføre endnu flere retningslinjer for de allerede regelbelæssede pædagoger.
"Jeg bryder mig ikke om, hvis det hele skal blive et spørgsmål om regler og retningslinjer. I stedet bør institutionerne diskutere, hvilke værdier de vil have, og hvad der betyder noget for dem," siger han.
Selvom Suz Wang gerne så, at kommunerne stillede krav til institutionerne om at beskytte pædagogerne, påpeger hun, at mange kommuner er blevet gode til at håndtere sager om overgrebsanklager mod pædagoger. Det kan for eksempel ses ved, at mange kommuner yder krisehjælp til institutioner, som bliver ramt af anklager om pædofili.
"Det handler om at udfylde sin rolle. Pædagogerne skal tage hånd om børn og forældre, og kommunerne skal tage hånd om deres medarbejdere," siger hun.

Institutionernes retningslinjer
Børn&Unge har spurgt 79 daginstitutionsledere, om de har retningslinier for medarbejdernes omgang med børnene. Det har to ud af tre. Her bringer vi en liste over de retningslinjer, som oftest blev nævnt.
• Åbne døre eller vinduer ud til institutionens
toiletter og rum, hvor børn sover til middag.
• Åbne døre, når en pædagog er alene i et rum med et barn.
• Pædagoger går ikke afsides med børn alene
(i kælder, på tur osv.).
• Pædagoger må gerne give knus og kram til børnene, men ikke kys.
• Pædagoger skal fortælle, hvis de ser grænse­overskridende adfærd hos et barn eller en kollega.
• Hvis en pædagog skønner, at toiletdøren, grundet blufærdighedshensyn til barnet, skal lukkes, skal pædagogen informere en kollega om det.
• Pædagoger, som sover til middag med børnene, sidder på en stol i stedet for at ligge ved siden af børnene.
• Mandlige pædagoger skifter ikke ble på børnene.
• Mandlige og nye medarbejdere sover ikke til middag med børnene.

Sådan svarede pædagogerne
I samarbejde med BUPL's politisk/økonomiske team har Børn&Unge lavet en rundspørge blandt 183 børnehave- og vuggestuepædagoger.
Børn&Unge spurgte: "Hvor ofte er der situationer, hvor du tænker over, om andre kan opfatte din omgang med børnene i institutionen som seksuelt krænkende?"
De mandlige pædagogers svar stemmer nogenlunde overens med lignende undersøgelser foretaget blandt mandlige pædagogstuderende og medhjælpere.