Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Arbejdsmiljø i felten. Jeg vil ikke sidde lænket til et skrivebord
Marianne Carlsen, fællesarbejdsmiljørepræsentant i Odense, vil ud af kontoret, så hun kan komme tæt på de pædagoger, hun arbejder med. Hun er ansat af kommunen men taler medarbejdernes sag, når det er nødvendigt.
Af: Mikkel Prytz
De fleste ved, hvad en tillidsrepræsentant er, og mange kan også redegøre for, hvad en arbejdsmiljørepræsentant (AMR) arbejder med. Mindre kendt er det nok, at der også findes fællesarbejdsmiljørepræsentanter. Og det er ikke mærkeligt, for der er kun to med denne titel i Danmark. Den ene er pædagog Marianne Carlsen i Odense Kommune.
Som fælles-AMR er Marianne Carlsen ansat af kommunen – og dermed ansat af arbejds­giveren for de mange ansatte, hvis arbejdsmiljø hun tager hånd om. Det rejser indimellem nogle spørgsmål, for står hun egentlig på ledernes eller medarbejdernes side?

»Jeg løser rent faktisk en række ledelsesopgaver. Og jeg sørger altid for at have ledelsens opbakning, før jeg tager på besøg i en institution. Men jeg taler altid medarbejdernes sag, når det er nødvendigt,« siger Marianne Carlsen.

»Jeg vil ikke gå bag ryggen på nogen. Det klogeste, jeg kan gøre, er at spille med åbne kort og være tydelig omkring, hvad jeg kan og ikke kan. Så går vi ikke fejl af hinanden, og så har ingen forventninger til mig, som jeg ikke kan leve op til,« fortsætter hun.

En dum skid. Og hvad arbejder BUPL’s eneste fælles-AMR så med? Svaret fra Marianne Carlsen er langt, for hun har ikke nogen egentlig jobbeskrivelse.

»Det handler om, hvad arbejdsgiver finder ud af, at man kan bruge en fælles-AMR til. Jeg underviser i den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse gennem Parternes Uddannelsesfællesskab og er hurtigt i kontakt med de nye arbejdsmiljørepræsentanter, når de er valgt eller udpeget,« indleder Marianne Carlsen.

»Jeg har også en uddannelse som procesunderviser, så hvis der har været problemer med arbejdsmiljøet i en institution gennem længere tid, kan jeg køre et forløb med dem om, hvordan de kan løse problemerne. En leder kan også tilkalde mig, når en medarbejder er stressramt. Så kan jeg følge vedkommende og blive en form for bisidder i systemet,« siger hun.

Marianne Carlsen understreger dog, at hun ikke bare kan dukke op og løse problemer i en institution.

»De skal selv lave arbejdet. Jeg kører bare processen. Og fordi jeg kommer udefra, kan jeg tillade mig at sige noget, der ikke er rart at høre. For pædagogerne må gerne synes, at jeg er en dum skid. Jeg skal jo ikke arbejde sammen med dem bagefter. Det vigtigste er, at mine ord bundfælder sig hos dem, så de begynder at spekulere over det, jeg siger,« lyder det fra hende.

Peptalk og provokation. Som fælles-AMR kan hun også selv opsøge en institution, hvis hun hører, at der er problemer.

»Det kræver dog et vist overskud, for jeg har 127 institutioner, så der er meget at se til, og det er sjældent, jeg bare kan fare ud for at stikke en finger i jorden,« fortæller hun.

En vigtig opgave for Marianne Carlsen er at oplyse medarbejderne om, hvorfor det er vigtigt for dem at have en AMR. Vil ingen fra personalet have den rolle, er hun klar med både peptalk og provokationer:

»Uden en AMR lader man jo lederen bestemme det hele. Er det det, I vil? Når jeg siger sådan, lykkes det altid at finde en. Jeg har ikke et eneste hus uden en AMR,« siger Marianne Carlsen.

Arbejdsmiljøet er vigtigt for os alle sammen, mener Marianne Carlsen. Og derfor skal der på arbejdspladserne være medarbejdere, som tør tage dialogen med ledelse, arbejdsgivere og lovgivere, når det er nødvendigt.

»Men det er en svær opgave, for man er ikke lige så godt klædt på som tillidsrepræsentanterne, der har en helt anden uddannelse og et helt andet system i ryggen,« siger Marianne Carlsen.

Derfor håber hun også, at 2019, der af Fagbevægelsens Hovedorganisation er udnævnt til Arbejdsmiljørepræsentantens år, vil bringe nye muligheder for uddannelse og netværk med sig for landets AMR’er.

»Vi prøver i hvert fald at sætte gang i så mange initiativer lokalt som muligt i løbet af året,« fortæller Marianne Carlsen, som har mulighed for at præge arbejdsmiljøindsatsen i Odense både i år og næste år.
Hun er netop blevet genvalgt som fælles-AMR uden modkandidater efter at have siddet på posten siden 2001.

»Der er valg hvert andet år, og jeg prøver hver gang at sælge jobbet til andre, men det lykkes mig ikke. Pædagoger vil gerne være pædagoger og arbejde ude ved børnene, og det er jo egentlig dejligt nok. Men det kunne være lidt spændende med et kampvalg, så vi for alvor kunne finde ud af, hvad vi vil med arbejdsmiljøet,« siger hun.