Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
EVA: Naturtemaet er uklart og interessen lille
Pædagoger arbejder i begrænset omfang med læreplanstemaet natur og naturfænomener. Det skyldes en uklar definition af temaet, og at pædagogerne hverken har kompetencer eller interesse for temaet, viser ny undersøgelse.
Af: Vibeke Bye Jensen
En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at det går mindre godt med læreplanstemaet natur og naturfænomener. Det kan skyldes en uklar formulering af temaets intentioner, at cirka halvdelen af pædagogerne ikke interesserer sig for temaet, og at de ikke synes, de har de rette kompetencer.
Det er en uheldig kombination, mener evalueringskonsulent Camilla Thorsgaard, som er projektleder på undersøgelsen.
»Mange dagtilbud tror, at de arbejder med temaet, bare de er ude. De kommer også ofte til at bruge læringsmål fra andre læreplanstemaer. Det er ikke et bevidst fravalg af temaet fra det pædagogiske personales side, men nærmere et udtryk for en manglende bevidsthed om temaets muligheder,« siger hun.
Svarene kommer fra et spørgeskema til 800 institutionsledere og interview i tre personalegrupper i daginstitutioner samt svar fra over 600 dagplejepædagoger. De viser, at det især kniber med at forstå, hvad naturfænomener indebærer, og hvordan man arbejder pædagogisk med dem. Og det pædagogiske personale oplever, at de ikke kan få faglig støtte af kommunen.
»Arbejdet kommer derfor til at afhænge af den enkelte pædagogs forståelse, og vi ser ret stor variation i kvaliteten – lige fra det rigtig gode til det mere tilfældige«, siger Camilla Thorgaard.

Læs mere i rapporten. Den kan hentes gratis på eva.dk