Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
Ny hovedorganisation får sit navn
Af: Trine Vinther Larsen
Fra januar 2019 vil hovedorganisationerne LO og FTF, som BUPL er en del af, være fusioneret til et kæmpe forbund med mere end 80 fagforbund og i alt 1,4 millioner lønmodtagere.
Og allerede nu er hovedbestyrelsen i den nye hovedorganisation blevet enige om det nye navn: Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
»Vi bliver med 1,4 millioner medlemmer lønmodtagernes talerør. Vi kender deres hverdag og deres udfordringer, og vi ved, at der mere end nogensinde er brug for en stærk fagbevægelse, der varetager deres interesser over for politikere og arbejdsgivere,« siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey i en fælles pressemeddelelse fra LO og FTF.
Under overenskomstforhandlingerne stod mange af forbundene fra begge hovedorganisationer sammen skulder ved skulder for bedre løn og arbejdsvilkår, og BUPL-formand Elisa Rimpler tror på fortsat fællesskabsfølelse i den nye hovedorganisation.
»Vi vil arbejde for, at Fagbevægelsens Hovedorganisation er det forpligtende fællesskab, hvor man hjælper og støtter hinanden. Så håndværkerne og slagteriarbejderen også ser det problematiske i, at normeringerne forringes år efter år i daginstitutionerne. Og hvor vi også som pædagoger har blik for stilladsarbejderens vilkår, og at der er nok lærepladser til murerlærlingen. Det vil styrke fagbevægelsen, og det arbejde glæder vi os til,« skriver hun i et blogindlæg på bupl.dk.
Den politiske ledelse af Fagbevægelsens Hovedorganisation udgør formand Lizette Risgaard, samt seks næstformænd: Bente Sorgenfrey, Arne Grevsen, Ejner K. Holst, Nanna Højlund, Majbrit Berlau og Morten Skov Christiansen.
Pædagogerne og BUPL er repræsenteret ved formand Elisa Rimpler, der har en plads i forretningsudvalget. BUPL’s næstformand Birgitte Conradsen har BUPL’s anden plads i den nye hovedbestyrelse.