Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 10
Uddannelse gør en forskel
I Trinitatis Udflytterbørnehave har man valgt at konvertere medhjælpertimer om til pædagogtimer for at give fagligheden et løft. Den faglige sparring og refleksion kan foregå hele tiden, og det højner niveauet, mener pædagogerne
Af: Vibeke Bye Jensen
På grænsen til foråret, men med endnu en omgang blæsende kold sne i ansigtet, synes børnene i Trinitatis Udflytterbørnehave stadig, at det er sjovt at kælke på bakken og tumle sig i det hvide drys, der hurtigt dækker græs og træer. Og pædagog Sanne Danielsen tumler med. Selv om hun personligt er ved at være lidt træt af sne, så kan hun godt sætte sig ind i børnenes glæde og engagere sig i deres leg. Hun ved nemlig, at de to små, nye treårige drenge, der morer sig allermest, har så godt af at afprøve deres nyfundne venskab med snak, leg og tummel, og hun ved, at de har godt af at bevæge sig og øve sig i at køre ned ad bakken igen og igen. Sanne Danielsen ved også, at børnenes leg er meget mere end bare at få tiden til at gå, og derfor støtter hun dem og er der, i stedet for at sætte sig i læ på en bænk eller gå indenfor.
I Trinitatis Udflytterbørnehave, er hun ikke den eneste, der tænker sådan. Her er næsten alle uddannede pædagoger, og det højner det faglige niveau, mener både Sanne Danielsen, der også er souschef, og leder Tove Hammar. For nogle år siden besluttede de at konvertere medhjælpertimer til pædagogtimer, da to medhjælpere holdt op næsten på samme tid. De er nu fem fuldtids pædagoger, en medhjælper på 17 timer, der også har køkkentjansen på 15 timer og en studerende i 2. lønnet praktik til de 30 børn. De har mistet fem timer på at konvertere, og det er ikke blevet til mere, fordi de ansatte en "billig" nyuddannet. Men de er meget glade for deres valg.
"Det er en fordel, at vi er pædagoger alle sammen. Forskellen på en blanding af uddannede og ikke-uddannede og vores model er, at vi kan forvente, at alle reflekterer over dagligdagen, det vi gør, og vores pædagogik. Det er vigtigt, at vi kan fortælle blandt andre forældre, hvorfor vi gør, som vi gør. Og det er også vigtigt, at forældrene kan mærke, at vi er uddannede og har en speciel viden," siger Tove Hammar.
"Nu da vi kun er uddannede, betyder det, at hver gang vi snakker sammen, så bliver vi fagligt sparret, og det er ideelt. Når vi er ude i haven eller en tur i skoven, så kan man godt gå og snakke om forskellige ting i relation til bestemte børn og familier. Man behøver ikke at gemme det, til man kommer hjem, fordi der ikke er andre pædagoger til stede," siger Sanne Danielsen.

Højeste fællesnævner. Trinitatis Udflytterbørnehave har eksisteret siden 1965 og er vist nok en af landets ældste udflytterbørnehaver. Hver dag går bussen fra Linnégade midt i København til Tranemosevej i Ballerup og en gammel spejderhytte, hvor man lejer sig ind i meget beskedne rammer. Det meste af dagen er der aktivitet udenfor i den store have med gode klatretræer, huler, bakker og meget krat, hvor man kan gemme sig. Bagved ligger skoven.
At man næsten udelukkende er uddannede i børnehaven, mener Tove Hammar betyder noget for dynamikken.
"Når man i en blandet gruppe på et personalemøde sidder og diskuterer pædagogik, betyder det da noget, hvis der er to ud af fem, som ikke byder ind med noget, fordi de ikke har redskaber til at forholde sig til spørgsmålene. Man kan ikke forvente, at de uuddannede kan det, men det lægger en dæmper på det hele og man har måske så en tendens til at vælge laveste fællesnævner. Her kan vi vælge højeste fællesnævner, siger hun.
Tove Hammar mener også, at det er lettere at holde det personlige adskilt fra det faglige, hvis der er nogle konflikter, bliver man ikke så nemt personligt ramt. Man ved, at der er en faglig begrundelse bag det, der blev sagt.
"Det er nemmere at håndtere tingene på en faglig måde, når man her bruger tid på at diskutere det, og er blevet enige om, at vi gør sådan af de og de grunde. Vi søger ikke efter personlige ting i det, der bliver sagt, for det handler det ikke om," siger hun.
Fordi alle er pædagoger, ved de også, hvor vigtigt det er at holde sig i gang og udvikle sig. Sanne Danielsen mener, at der også er plads til som voksen at følge sit spor.
"Jeg er uddannet i 1981 og har siden taget en Gøsselpædagoguddannelse, og det er så mit spor. Thomas laver en masse musik og Tove er meget teoretikeren og hende, der får ideer til udelivet. Og selv om jeg snart fylder 50 år, så holder jeg mig stadig i gang, fordi jeg arbejder sammen med dygtige kolleger, som jeg gerne vil udvikle mig sammen med. Det betyder, at hverdagen ikke bliver kedelig, og det ikke bliver så hårdt, fordi der stadig er udfordringer i arbejdet," siger hun.

Uddannelse som sikkerhed. Tove Hammar giver Esther Nørregård-Nielsen (se artiklen "Den alt for lille forskel" i Børn&Unge nr. 7/06) ret i, at pædagoger skal ranke ryggen, være fagligt bevidste og stolte af det, de kan og gør.
"Alle mennesker kan passe børn, og der er nogle, der er rigtig gode til det, selv om de aldrig får en uddannelse, og der er også nogle, der ikke er særlig gode til det, selv om de er uddannede. Men uddannelsen er jo for os en sikkerhed for, at der er tale om nogle mennesker, som man kan stille krav til om at tage et ansvar," siger hun.
Sanne Danielsen mener, at der er god grund til at være stolt over at være pædagog.
"Selv om jeg snart har været pædagog i 25 år, er jeg stadigvæk glad for at være hende, der får lov til at påvirke en børnegruppe i en bestemt retning og stolt af at være en del af det her sted, som er fyldt med fagligt kompetente mennesker. Men for at føle den stolthed kræver det, at jeg bliver anerkendt først og fremmest af mine kolleger og af forældrene, men også gerne af politikerne. Hvis man ikke oplever det, men der hele tiden er problemer, og tingene ikke kan lade sig gøre, så bliver man trykket ned og glemmer måske, alt det man egentlig kan," siger hun.
De to pædagoger er enige om, at vil man noget med pædagogfaget og børnene i det her samfund, så skal der være flere uddannede i alle stillinger. Kan man ikke ansætte udelukkende pædagoger, er det vigtigt med en afgrænsning til de uuddannede, hvor ansvaret er tydeligt fordelt og arbejdsdelingen tydeligt beskrevet, mener Tove Hammar. Ellers er det sværere at få den anerkendelse af faget, som er helt nødvendig, for at undgå at politikerne bliver ved med at skære ned på daginstitutionsområdet.
"Vi skal synliggøre, at uddannede pædagoger ved, hvad børn har brug for at lære, og hvordan de lærer det. Vi kan sørge for, at alle børn udvikler sig godt og kommer ud af børnehaven med selvværd og selvtillid nok til at klare sig i skolen," siger hun.


På vej mod flere pædagoger

I forbindelse med professionsprojektet har BUPL fået lavet en undersøgelse om, hvad man ved om pædagogprofessionen sådan rent talmæssigt. En af de mere interessante ting, man har hevet ud af statistikkerne, er, at antallet af både pædagogmedhjælpere og dagplejere er faldende, samtidig med at andelen af pædagoger i daginstitutionerne er stigende. I gennemsnit er to ud af tre ansatte uddannet pædagog, men det dækker over en betydelig variation imellem forskellige institutionstyper. Overordnet set er der en stigning i pædagogandelen i takt med, at børnenes alder stiger. Nedenstående tabel viser, hvilken andel de uddannede pædagoger udgør i arbejdet med børn og unge:

2001 2002 2003 2004
Vuggestuer 52 53 53 55
Aldersintegr. institutioner 58 58 59 61
Børnehaver 61 61 62 65
Fritidshjem 65 64 66 68
SFO ved folkeskoler 67 68 70 73
SFO ved friskoler 46 46 45 52
Gennemsnit 60 60 62 64

Kilde: Danmarks Statistik



Flere pædagoger, tak

Der skal være flere ansatte i de danske daginstitutioner, og de må meget gerne være uddannede. BUPL vil ikke ud i en organisationskrig for at få uddannede i alle stillinger, men ønsker en mere synlig faglighed for anerkendelsens skyld. Det siger Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg. Han mener, at pædagoger kan blive bedre til at afgrænse sig i forhold til medhjælperne, men at man også skal ansætte folk med en anden faglig baggrund for mangfoldighedens skyld.
"Professionsforståelse handler jo om at afgrænse sig i forhold til de andre faggrupper på arbejdsstedet. Vi har undersøgelser, der viser, at forældrene har svært ved i det daglige at se forskel på, hvem der er uddannet og ikke-uddannet. Men jeg tror ikke, at der er ret mange forældre, der er i tvivl om, hvor de skal henvende sig, hvis de har problemer, for så ved de jo godt, hvem der har den viden, de har brug for, og hvem, der ikke har," siger han.
BUPL forsøger at pudse pædagogprofessionen af med en intern diskussion og udviklingen af en professionstrategi, for at pædagoger kan fremstå mere professionelle og synlige.
"Fokuseringen på pædagogprofessionen betyder, at vi bliver nødt til selv at være meget mere præcise på, hvem er det vi er, hvorfor er vi her, og hvad er det, vi gerne vil. Og så har vi jo den bagtanke, at det gerne skal være med til at højne vores status. For vi synes ikke, at vi, hverken statusmæssigt og når det handler om ressourcer eller løn, får det, som vi burde være berettiget til i kraft af vores samfundsmæssige position. Så på den måde er vores professionstilgang jo også en fagpolitisk strategi, men en strategi hvor fagpolitikken er underordnet professionen. Vi skal begrunde vores fagpolitiske krav i pædagogikken. Det er det, der er pointen," siger Allan Baumann.
Han kan godt forstå, at man nogle steder foretrækker at konvertere alle timer til pædagogtimer for at kunne honorere de mange krav, som stilles til institutionerne udefra. Og det er netop også den vinkel, man i BUPL ønsker på spørgsmålet om pædagoger i alle stillinger.
"Et af elementerne i en professionsforståelse er, at man har monopol på arbejdsopgaven, så vi skal selvfølgelig ikke undgå at komme ind i den diskussion. Men vi vil gerne diskutere det ud fra en professionalitetstilgang mere end en organisatorisk tilgang. Vi vil ikke i krig med de andre organisationer på området om det her. Vi har diskuteret muligheden for at have et etisk grundlag eller nogle professionsidealer, og det vil jo blive en beskrivelse af, hvad vi mener, pædagogerne skal kunne. Det vil så også indikere, at medhjælperne har andre opgaver, som ikke er de samme som pædagogernes. Så den proces vil nærme sig en afgræsning i hvert fald på det beskrivelsesmæssige plan," siger Allan Baumann.


Professionen og BUPL

BUPL har siden sidste kongres arbejdet med at udvikle og markere pædagogprofessionen. Man vil udvikle strategier for, hvordan pædagoger kan blive mere synlige og mere anerkendte for deres viden.
BUPL's hovedbestyrelse har blandt andet diskuteret, hvordan fagforeningen, pædagogerne selv og omverdenen taler om pædagogerne og det arbejde, de laver. Man har diskuteret, hvordan udsagn som: "Alle kan blive pædagog", "Pædagoger er ikke sammen med børnene", "Pædagoger leger ikke med børn", "Pædagoger står kun og snakker på legepladsen", "Pædagoger bliver alt for hurtigt udbrændte", "Pædagoger kan ikke skrive" og "Pædagoger mangler et fagsprog" er med til at tegne et negativt billede af pædagoger og det pædagogiske arbejde. En af konklusionerne var, at pædagoger også er nødt til at anerkende hinanden, hvis de vil stå sammen om at få andres anerkendelse.
Man har også diskuteret, hvor vigtigt autonomi i arbejdet er for mange pædagoger, og hvordan BUPL kan være med til at sikre, at den bevares. Også forholdet til de ikke-uddannede og vigtigheden af flere pædagoger har været drøftet.
Hen over forår/sommer vil BUPL give pædagoger fra hele landet mulighed for at være med i diskussionerne på fem eller seks regionale konferencer. Desuden udgives nogle hæfter og en bog, som tager fat på emner som blandt andet: Pædagogers vidensgrundlag, hvad sker der ude i verden i forhold til afgrænsningen til skolen, tal om professionen samt pædagogers karriereforløb og uddannelse.
Bogen som blandt andet indeholder interviews med pædagoger om deres arbejde skal være med til at synliggøre, hvad der udgør pædagogers særlige viden. Bogen udkommer i forbindelse med kongressen i efteråret.