Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 51
Det pædagogiske alternativ til regnearket
Pædagogerne skal styrke deres faglige selvbevidsthed. Ellers bliver de
tromlet ned af politikernes krav om at måle, tælle og veje. Erfaringer fra
hospitalsverden viser, at de politiske styringsredskaber svækker fagligheden og den enkelte medarbejders professionelle indfl ydelse.
Af: Jacob Albrecht
Der er behov for at fi nde stærke pædagogiske svar på bølgen
af planer, programmer og politikker, som daginstitutionerne bliver
mødt med i disse år.
De såkaldt nyliberale styringsformer svækker kvaliteten af arbejdet
med børnene, fordi det pædagogiske arbejde i stigende grad er
styret af centralt formulerede målsætninger i stedet for den enkelte
medarbejders professionelle dømmekraft. Derfor er der behov for
at styrke pædagogernes faglighed og forsvare de vigtige dele af det
pædagogiske arbejde, som ikke passer ind i tabeller og regneark,
siger lektor Annegrethe Ahrenkiel fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter.
”Mange af aktiviteterne i en daginstitution er vigtige, men upåagtede
hverdagsaktiviteter, der sikrer rytme og sammenhæng i
børnenes hverdag. De kan ikke måles og vejes, og derfor kommer
de under pres, når institutionerne skal dokumentere deres indsats,”
siger Annegrethe Ahrenkiel.
Hun er sammen med en gruppe kolleger midt i et større BUPLstøttet
forskningsprojekt om behovet for at udvikle pædagogfagligheden,
i takt med at omverdenen stiller større og større krav i form
af for eksempel læreplaner, sprogprogrammer og sundhedspolitiker.
Med i projektet ’Udvikling af pædagogfagligheden som grundlag
for et alternativ til nyliberale styringsformer’ er også lektor Finn
Sommer, lektor Niels Warring og lektor Birger Steen Nielsen fra
Roskilde Universitetscenter og post.doc. Camilla Schmidt.
Ligesom sygeplejerskerne. Det er i dag meget forskelligt, hvor
udbredt de politiske styringsredskaber er i landets kommuner.
I Århus skal institutionerne for eksempel efterleve kommunens
sundhedspolitik og har fået seks måneder til at lave en handleplan
for kost og motion. Endnu kan udbredelsen og kravene dog ikke
måle sig med hospitalsområdet, som Annegrethe Ahrenkiel tidligere
har kigget på. Men parallellerne til sygeplejerskerne er tydelige, og
perspektivet bekymrende.
”Med ventelistegarantier, frit sygehusvalg og krav om kortere
indlæggelsesforløb er hospitalsområdet det tydeligste eksempel
på nyliberale styringsformer. Man blander markedsøkonomi med
centralt statslig styring. På den ene side skal hospitalerne fungere
på markedsbetingelser, og alligevel er de underlagt politisk fastsatte
mål. Det samme er nu ved at ske på daginstitutionsområdet,”
siger hun.

For sygeplejerne har de nye arbejdsbetingelser betydet et mere
snævert handlerum, hvor sygeplejerskernes prioriteringer må vige
til fordel for centralt defi nerede beslutninger. Samtidig oplever sygeplejerskerne,
at kravet om målbarhed betyder, at nogle aktiviteter
får en højere prioritering, på bekostning af andre ofte vigtigere ting.
Det gælder for eksempel diskussionerne om, hvordan man løser
opgaverne bedst muligt.
”Sygeplejerskernes daglige diskussioner om kvaliteten af arbejdet
bliver nedtonet eller måske endda udfaset. I stedet handler det
om at leve op til de politisk fastsatte mål. Handlerummet for at
bruge sin professionelle viden er blevet mindre,” siger Annegrethe
Ahrenkiel.
Det faglige nedtones. Overført til daginstitutionsområdet er
tesen, at de nye styringsredskaber har en tendens til at udgrænse
det faglige til fordel for ’produktivitet’ og ’service’. Resultatet er
dårligere kvalitet og et forringet arbejdsliv for medarbejderne.
Men betyder det, at man skal droppe styringsredskaberne og
stole på, at kvaliteten bliver sikret ved, at pædagogerne får
lov til at være i fred?
”Nej det gør det ikke. Man skal fortsat diskutere målene for arbejdet,
og hvorfor man gør som man gør. Det er ikke nok i sig selv at leve
op til kravene om dokumentation. Pædagoger vil for eksempel
gerne arbejde med sproglig udvikling. Men arbejdet bliver først
meningsfuldt, når de får medejerskab til opgaven. Omvendt behøver
der ikke være en konfl ikt mellem politiske krav og medarbejderne.
Nogle steder oplever man måske, at sprogtests er et godt redskab,
fordi det giver mening i den lokale og aktuelle kontekst.”
Læreplanerne blev indført, fordi det var for vilkårligt, hvad der
foregik i den enkelte institution. Derfor opstillede man nogle
minimumskrav. Hvordan kan det true fagligheden?
”Jeg tror, vilkårligheden bliver større, når man prøver at måle kvalitet
ved at fastsætte kvantitative mål. Det er ikke alt, der kan kvantifi -
ceres, måles og vejes. Det gælder for eksempel pædagogernes
opmærksomhed over for børnenes udvikling og sociale relationer.
Eller at de hver dag har fulgt det enkelte barn så tæt, at de kan
fortælle forældrene, hvordan dagen er gået. Den slags risikerer at
glide ud af synsfeltet, når man fokuserer på bestemte aktiviteter.”
” Hvordan måler man resultatet af en godt børneliv?”

Et godt børneliv. Projektgruppen fra RUC
har i et andet projekt i BUPL-regi besøgt
en daginstitution i Odense-forstaden Vollsmose,
hvor der er stærkt fokus på børns
sproglige udvikling. Her så pædagogerne
sprogindlæring som en helhedsindsats, hvor
der også var fokus på børnenes sprogudvikling, når de lavede dukketeater
eller talte alle børnene, når de kom ind fra legepladsen.
”Hvis sprogpolitikken i stedet medfører, at pædagogerne skal
arbejde med sprog på en bestemt og meget formaliseret måde,
risikerer man at reducere pædagogernes handlerum i stedet for at
øge det. Sprogindlæring fi nder ikke kun sted, når man sætter sig
ned for at lære sprog.”
Hvad er der galt med pædagogers faglighed, siden der er
behov for oprustning?
”Det er ikke bare pædagogerne, der står i denne situation. Det er
mange af professionerne. Det hedder sig, at man ønsker professionsudvikling.
Man opretter professionsuddannelser på professionshøjskoler
for at give et mandat til de professionelle. Men deres
mulighed for at foretage et professionelt skøn bliver mindre og
mindre, fordi målene er så fastlagte. Lærere har lettere ved at måle
resultatet af deres arbejde. Men hvordan måler man resultatet af et
godt børneliv? Jeg er blevet spurgt, om der er behov for at styrke
pædagogernes selvtillid. Nej, der er snarere behov for at styrke
selvbevidstheden. Jo mere man industrialiserer arbejdet, desto
sværere er det at levere noget, man er stolt af.”
Hvad håber du, at der kan komme ud af projektet?
”Projektet handler om alternativer til de nyliberale styringsredskaber.
Men jeg ved endnu ikke, hvad alternativet bliver. Det skal pædagogerne,
lederne, forældrene og børnene i projektet selv være
med til at udvikle. Men jeg håber for eksempel, at BUPL kommer
mere på banen og sætter fagligheden i centrum. I dag er BUPL
optaget af pædagogernes professionsudvikling, men de skal først
og fremmest være børnenes politikere og bruge forældrene som
stærke alliancepartnere”.