Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 06
TEMA SYG OG FATTIG: Min verden gik i stå
Lone Bach mistede sine sygedagpenge og var i 10 måneder totalt afhængig af mandens indtægt på grund af en sagsbehandlerfejl. Jeg gik i chok, da de ringede fra kommunen og smækkede kassen i, fortæller hun.
Af: Niels Ole Qvist
Den 9. april 1996 var pædagog Lone Bach tæt på at blive slået ihjel, da hun blev kørt ned af en lastbil midt i Viborg.
15 år senere kostede ulykken hende jobbet på grund af de varige skader, hun pådrog sig i hjernen ved ulykken. I første omgang havnede hun på sygedagpenge, men siden mistede hun også dem. Nu var der kun hendes mand til at forsørge hende.
Hun husker tydeligt dagen, da beskeden kom fra kommunen.
»Jeg gik fuldstændig i chok, da sags­behandleren ringede og meddelte, at jeg ikke længere kunne få sygedagpenge. De næste 12 timer blev jeg siddende i sofaen og stirrede tomt ud i luften, mens jeg bare blev ved med at tude. I året, der var gået, havde jeg været meget slemt igennem, men nu væltede min verden,« fortæller 49-årige Lone Bach.
Det var i oktober 2010, at Lone Bach måtte sande, at nettet i det danske velfærds­samfund ikke var så fintmasket, som hun ellers havde troet.
»For en stund følte jeg mig helt alene i verden. Jeg kan huske, at jeg så et tydeligt billede for mig fra de dage: Jeg sad på en tømmerflåde på Atlanterhavet, og hver gang jeg nåede frem til en ø og skulle til at gå i land, så stod der en fra kommunen og skubbede mig ud på havet igen. De sagde bare nej, nej, nej,« siger hun.

Ulykken. Lone Bach behøver ikke at søge langt i hukommelsen efter detaljerne om den trafikulykke, som kom til at kaste en skygge over hendes tilværelse og i sidste ende gjorde hende uegnet til at passe jobbet som pædagog.
Det var dagen før hendes 34-års fødselsdag, og hun var på vej på cykel gennem Viborg. I et T-kryds overså en lastbilchauffør hende.
»Det sidste, jeg kan erindre, er, at han kiggede hen over hovedet på mig, da han svingede til højre. Jeg vågnede på sygehuset. En masse tænder var slået i stykker, jeg var forslået over hele kroppen og havde vanvittigt ondt i hovedet,« beretter Lone Bach, som et par dage efter modtog en buket blomster fra den brødbetyngede lastbilchauffør.
»Jeg skal nok være glad for, at jeg slap med livet i behold,« bemærker hun.
På det tidspunkt arbejdede Lone Bach som pædagog i en institution, der husede en fritidsklub og en ungdomsklub. Hun måtte sygemelde sig i en måned. Efterfølgende arbejdede hun i en periode på nedsat tid.
»Jeg havde blandt andet skadet nogle nerver i mit øje og gik til genoptræning på sygehuset,« forklarer hun.
I perioder døjede hun med kraftig hovedpine, og hun måtte sande, at jobbet i fritidsklubben var for belastende.
Årene efter arbejdede hun som lærer på en friskole, hvor hun var i stand til at passe jobbet, så længe det var lagt fast i bestemte rutiner. Det var vigtigt for hende, at hun kunne lukke døren ind til klasseværelset, få ro på børnene og på den måde bedre overskue det hele. Uro og pludselige ændringer i den skemalagte dagligdag havde hun sværere ved at håndtere.
Hvad var der galt med dig?
»Det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Først langt senere fik jeg stillet en diagnose efter en skanning. Nogle gamle blødninger i hjernen, som stammede fra trafikulykken, havde beskadiget min frontallap.«
Hvad betyder det?
»Frontallappen er en slags direktør for hele hjernen. Den, som sørger for, at informationer bliver bearbejdet og sendt videre ud i hjernen.«
Hvordan giver skaden sig udtryk?
»At nogle gange er der helt sort skærm, og at jeg ikke er i stand til at multitaske. Der kan også være koncentrationsbesvær og træthed,« forklarer hun.

Helt tåget. Uanset generne fortsatte Lone Bach med at arbejde. I 2007 kvittede hun jobbet som friskolelærer og blev ansat ved Ressourcekorpset i Viborg i en støttepædagog-funktion, hvor hendes arbejde blandt andet bestod i at vurdere, hvordan børn med særlige behov i institutionerne og dagplejen kunne hjælpes.
Hun klarede jobbet til alles tilfredsstillelse, men en dag blev arbejdspresset for meget.
»Jeg skulle fremlægge en rapport på et møde, hvor plejeforældrene, lederen af institutionen og en psykolog var til stede. Det havde jeg gjort mange gange før, og det voldte mig normalt intet besvær. Men pludselig kunne jeg ikke overskue det. Det blev tåget omkring mig, jeg blev svimmel, mit synsfelt indsnævredes, og jeg var nødt til at indstille selve fremlæggelsen,« forklarer hun.
Hendes læge mente i første omgang, at reaktionen kunne skyldes stress, hvorefter der fulgte et meget langt forløb. Faktisk vendte Lone Bach aldrig tilbage til sit arbejde igen.
I den første periode fik hun sin løn, men kom herefter på sygedagpenge. Efter 52 uger – i oktober 2010 – kom det chokerende opkald fra den kommunale sagsbehandler. Kassen var blevet smækket i. End ikke kontanthjælp kunne der blive tale om, da Lone Bachs ægtefælle havde en indtægt.
I 10 måneder måtte hun og hendes mand herefter klare sig med hans indkomst alene.
»Heldigvis har vi en flink bank, som var med på, at vi trak på kassekreditten. Desuden levede vi så billigt, som vi kunne. Alt unødvendigt blev sparet væk. Også kontingentet til Amnesty International. Jeg holdt op med at købe nyt tøj og gik i stedet i genbrugsbutikken og bagte alt vores brød selv.«

Fejl i sagen. Selvom hun var psykisk nede, opgav hun ikke at få sin ret. Med hjælp fra BUPL ankede hun sygedagpengestoppet til Beskæftigelsesankenævnet. Det var med til at sætte skub i den fastlåste sag, at BUPL-sagsbehandler Kim Melander Jensen sendte et klagebrev til forvaltningen. Heri påpegede han konkrete fejl i sagsbehandlingen.
»Kommunen hav­de blandt andet valgt at se bort fra en vigtig lægelig attest i sagen. Med de oplysninger stillede sagen sig ganske anderledes,« forklarer Kim Melander Jensen.
Klagen til kommunen landede på borgmesterens bord, og han svarede, at kommunens jobcenter havde begået fejl.
Efterhånden lysnede det for Lone Bach. Ankenævnet gav hende ret, og hun fik tilbagebetalt de sygedagpenge, som hun havde krav på. Et beløb på i alt 125.000 kroner efter skat.
»Det var en rigtig god dag for vores familie, da beskeden kom. Der var nok til at dække de røde tal i vores budget og lidt til. Jeg fik også en undskyldning fra borgmesteren,« fortæller Lone Bach.

Lones livskvalitet. Siden er der faldet ro over den 49-årige pædagogs liv. Hun har fra december 2011 fået bevilget førtidspension og er lettet over, at hun ikke længere behøver at leve i uvished og økonomisk utryghed.
»Det er en stor befrielse, at jeg ikke længere skal kæmpe mod systemet. Det har givet ro langt ind i sjælen. Den ro, som jeg skulle have haft for mange år siden. Samtidig er det en lettelse at vide, hvad der er galt med mig,« tilføjer hun.
Hvordan forestiller du livet fremover?
»Jeg er begyndt at arbejde som frivillig i Blå Kors’ genbrugsbutik, og jeg dyrker motion sammen med en veninde. Desuden går jeg to timer hver dag med min hund. Alt sammen noget, som giver mig livskvalitet.”