Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
Kommune retter ind efter kritik
Der er ikke noget at diskutere. Vi retter ind efter kritikken fra ombudsmanden, lyder det fra Thomas Andresen, borgmester i Aabenraa Kommune.
Af: Mikkel Prytz
Aabenraa Kommune retter nu ind efter kritik fra Folketingets Ombudsmand i en sag om fem medarbejderes ytringsfrihed. Det siger borgmester Thomas Andresen (V).

»Der er ikke noget at diskutere. Vi retter ind efter ombudsmandens rapport og konklusioner,« siger borgmesteren.

Han oplyser, at Aabenraa Kommune er ’i fuld sving’ med at rette op på nogle af de kritikpunkter, som ombudsmanden fremlægger i sin redegørelse.

»Blandt andet arbejder vi i dialog med medarbejderne på en Q&A-udgave af vores kommunikationspolitik, hvor vi konkretiserer politikken med eksempler, så den bliver nærmere medarbejdernes praksis,« siger Thomas Andresen, der meget gerne vil have Aabenraa Kommune til at fremstå som en god arbejdsplads.

»Vi skal have medarbejdere, der synes, at det er sjovt at gå på arbejde hver eneste dag,« siger han.

Ifølge borgmesteren har Aabenraa Kommune blandt andet lært af ombudsmandens kritik, at man som arbejdsgiver skal være meget opmærksom på, hvilken type samtale man indkalder medarbejderne til.

»Det væsentligste er, at enhver medarbejder, der skal til samtale eller dialog, får præciseret formålet med mødet, og hvilke konsekvenser det kan få. Det skal være klart, om det er en dialog eller en samtale af oplysende karakter, eller om det er en tjenstlig samtale, som efterfølgende kan blive en del af en personalesag,« siger Thomas Andresen.

»Det har ikke stået klart i de fem sager. Det er det primære, jeg læser i ombudsmandens kritik,« tilføjer han.