Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 06
Klar-parat-start. Nu kommer den nye uddannelse
Bekendtgørelsen for den nye pædagoguddannelse er netop offentliggjort. De studerende skal fremover specialisere sig mere, og det er BUPL ikke tilfreds med.
Af: Vibeke Bye Jensen
Fremtidens pædagogstuderende skal efter et fælles grundfagligt forløb vælge mellem specialer i dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik og social-og specialpædagogik. De skal i praktik fire gange, og de to forløb ligger i specialiseringsdelen.
Sådan lyder nogle af hovedpunkterne i den nye pædagoguddannelse, som træder i kraft efter sommerferien. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) er godt tilfreds med resultatet.
»Uddannelsen skærper kravene til de studerende og skal sikre, at vi tiltrækker de bedste studerende med lyst og faglighed til at gøre en forskel,« siger hun.
Den politiske intention har været at bringe uddannelsen tættere på praksis, at styrke tværfagligheden og at skabe mere fleksibilitet i uddannelsen. På hjemmesiden nypædagoguddannelse.nu er spørgsmålet ’hvad skal du lære?’ nu ændret til ’hvad skal du kunne?’

For meget specialisering. BUPL er tilfreds med, at pædagoguddannelsen stadig er en enhedsuddannelse, men er til gengæld meget kritisk over for de tre specialiseringer. Den pædagogiske virkelighed kræver en helt anden form for specialisering, mener faglig sekretær og medlem af forretningsudvalget i BUPL, Allan Baumann.
»Det kunne være inklusion, brugerinddragelse eller noget mere praksisorienteret som bevægelse, fordi vi kan se, at mange institutioner profilerer sig på den type specialiseringer. Og det kunne jo lige så godt starte på uddannelsen,« siger han.
Det er Allan Baumanns overbevisning, at den nye uddannelse risikerer at skyde forkert i forhold til antallet af pædagoger, der er behov for på de forskellige specialeområder.
»Vi frygter, at for mange vil vælge det specielle, mens dagtilbudsområdet vil blive underprioriteret,« siger han.

Praktikproblemet. Et andet problem er praktikken. Den er stadig lønnet, hvilket BUPL har forsøgt at få ændret, siden lønnet praktik blev indført. Og nu skal begge de lønnede praktikker ligge i forbindelse med specialiseringen.
»Det betyder, at vi skal have dobbelt så mange praktikpladser på specialområdet, og de findes ikke. Det vil sige, at man er nødt til at have en form for adgangsbegrænsning på især den social- og specialpædagogiske specialisering. Hvis den studerende ikke får sit ønske opfyldt, kan det gå ud over gennemførelsesprocenten,« vurderer Allan Baumann.

Fakta om pædagoguddannelsen
● Den nye pædagoguddannelse træder i kraft i sommeren 2014.
● Den varer 3½ år og giver ret til titlen ’professionsbachelor som pædagog’.
● Uddannelsen består af det første fælles grundfaglige år og seks uger. Derefter vælger de studerende mellem tre specialiseringer: Dagtilbudspædagogik (0-5-årige), skole- og fritidspædagogik (6-18-årige) og social- og specialpædagogik.
● Specialiseringsdelen varer 2½ år.
● De studerende skal i praktik fire gange i løbet af uddannelsen.
● Med ca. 15.000 studerende er pædagoguddannelsen Danmarks største videregående uddannelse.
Kilde: Danske Professionshøjskoler

Læs mere om uddannelsen på nypædagoguddannelse.nu