Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
Farvelritualer. En sten gennem vinduet er dagens lille skat fra mor
Danske institutioner har mange farveltraditioner, og de kan være meget opfindsomme. Nogle holder fast i ritualerne, mens andre må opgive på grund af nedskæringer. Men sjove traditioner må ikke skjule, at et barn måske en morgen faktisk er ked af det.
Af: Kurt Balle Jensen
Kreativiteten blomstrer, når det handler om farvel- og vinkeritualer. Nogle steder er traditioner blevet overført fra børn til børn gennem årtier og er blevet en del af institutionens kultur.
I den integrerede institution Holmehulen i Holme ved Aarhus, hvor der er 11 vuggestuebørn og 30 børnehavebørn, har man også en helt speciel tradition. Her siges der først farvel inde på institutionen, og når far eller mor er kommet udenfor, finder han eller hun en lille sten og rækker den ind gennem vinduet til barnet. Herefter skal stenen i en krukke.
»Vores institution har eksisteret i 25 år, og traditionen i godt 20 år, så det går langt tilbage,« siger pædagog Joan Nielsen.
Tanken er, at med stenen får barnet en skat fra far eller mor til at komme videre med dagen, og indtil for et år siden måtte barnet beholde stenen på sit rum hele dagen.
»Det gik vi så væk fra, dels af hygiejniske grunde, dels fordi vi ikke ville risikere, at et mindre barn fik stenen i halsen. Nu skal barnet putte stenen i en krukke, som vi så en gang imellem tømmer i fællesskab,« siger Joan Nielsen.
Det er børnene selv, der holder liv i traditionen. De nye ser, hvad de andre gør, og så vil de også. Og forældrene synes, det er en sjov idé, og de oplever jo ligesom pædagogerne, at det virker. Det giver barnet et godt ritual i forbindelse med afskeden.
»Mange af børnene klarer det selv. Vi hører måske faren eller moren spørge, om barnet skal have en sten i dag, og så finder de selv ud af det. Barnet modtager stenen og sørger for, at den bagefter kommer i krukken. Andre gange er vi med,« siger Joan Nielsen.

Skubbes ud. Klippinge Børnecenter i Stevns Kommune består af en vuggestue med 9 børn og en børnehave med 40 børn. I vuggestuen består afskedstraditionen af et særligt vinkevindue, mens det i børnehaven foregår mere korporligt. Her bliver afskeden til en leg, når børnene i bogstavelig forstand fjerner forældrene fra institutionen med et skub og dermed signalerer, at her er der ikke brug for en far eller mor mere: Så er det ud ad døren, farvel med dig!
»Det er en tradition, der går rigtig langt tilbage. Jeg har været her i syv år, og da jeg begyndte, var det bare sådan. Det er en rigtig hyggelig tradition, som forældrene også godt kan lide. Nye forældre bliver lige lidt nys­gerrige, når de første gang oplever deres børn begynde at skubbe til dem. Hvad sker der lige her? Jamen, jeg skal da skubbe dig ud, siger barnet, og så må vi forklare, hvad det handler om,« fortæller pædagog Maria Brade.
De små ser, hvad de store gør, og så gør de det også. Og det bliver både sjovt og et signal om, at barnet ikke mere behøver faren eller moren, gå bare. Traditionen kan imidlertid også have en anden funktion, mener Maria Brade.
»Vi lader det enkelte barn bestemme, om de selv vil skubbe faren eller moren ud ad døren, eller om de vil have et andet barn til at hjælpe sig. Hvis de på den måde bliver to om det, kan det medvirke til, at der er et fællesskab med et andet barn lige fra dagens start.«

Vinketræ. I Nibsbjerghus Skovbørnehave i Holstebro med plads til 42 børn er der et rigtigt vinketræ. Det består af en opklæbet kartonstamme med krone, hvor bladene er børnenes hænder, tegnet på karton og klippet ud sammen med børnene. I stammen er der et hul, som børnene kan kigge ud ad og forældrene kigge ind ad, når der skal siges farvel. Det er frivilligt, om man vil vinke gennem hullet i vinketræet eller ej, men det vælger omkring halvdelen af børnene på en ganske almindelig dag, dog mest de mindre børn.
»Vi har haft vinketræet i adskillige år og skifter med mellemrum bladene i kronen ud, fortæller pædagog Susanne Pedersen.
»Nogle af børnene vil gerne som en ekstra tryghed have en voksen med hen til vinketræet, andre vil være alene med far eller mor. Med vinketræet er der ingen tvivl om, hvor der skal vinkes, forældrene kan ikke blive jaget rundt fra vindue til vindue. Og så er der noget trygt for mange børnene i den rutine og tradition, der er i lige at få vinket gennem hullet i træet.«

Farvel til vinkebænk. Trods nedskæringer har nogle i institutionen besluttet, at der fortsat skal være tid til deres farveltradition. Men i andre institutioner har man været nødt til at neddrosle eller helt opgive farvelritualerne.
Børnehaven Spilloppen i den sønderjyske by Jels er en store børnehave med 120 børn. Her har man tidligere gjort meget ud af at skabe et særligt hyggeligt sted, hvor børnene kunne vinke farvel til forældrene. Der var en vinkebænk, der var et pyntet vindue, og der var en lyskæde. Der var i det hele taget gjort noget ud af vinkepladsen, men nu skal det være slut med denne særlige plads til afsked. Ressourcerne er ikke til det mere.
»Man kan sige, at vi altid har lagt op til, at der skal vinkes farvel til far eller mor. Nu skal vi lægge op til, at der ikke skal vinkes,« fortæller pædagog Berith Nørgaard Pedersen,.
I en periode har der i stedet været en fast vinker om morgenen, men det vil man nu også væk fra.
»Nogle steder er man helt gået væk fra at vinke til forældrene om morgenen, og det er også den vej, vi nu går i vores institution. Vi har netop haft det oppe i bestyrelsen, hvor der fra forældreside var stor forståelse for, at afskeden fremover skal foregå på stuen. De ved jo også, at der er skåret i ressourcerne, og at vi ikke kan have en voksen til at stå og vinke med et enkelt barn, når der sidder en anden alene med 35 børn på stuen,« siger Berith Nørgaard Pedersen.
I den integrerede institution Galaksen i Rødding med plads til 68 børn, hvoraf de 15 er i vuggestuen, er det ikke manglen på ressourcer, der har medført ændrede afskedsritualer. Her skyldes det hensynet til de andre børn. Fra at have vinket farvel på nogle træheste, foregår afskeden nu på stuen.
»Som det var før, skulle jeg måske forlade et spil ludo med fire børn for at vinke farvel sammen med to børn. Det betød, at jeg ikke var ordentligt til stede på stuen, og når jeg kom tilbage, havde børnene mistet interessen for spillet,« siger pædagog Sanne Eskildsen.

Ritualer er vigtige. Psykologien bag et vinke- og farvelritual er ret enkel,mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, der i mange år har beskæftiget sig med hverdagslivet i vuggestuer og børnehaver. For selvom børnene glæder sig til at være sammen med vennerne i daginstitutionen, så er mor og far de bedste i verden, og børnene vil allerhelst hygge med dem derhjemme.
»Derfor er ritualerne vigtige. Det er symbolværdien, det handler om, for det er i det gentagne og kendte, at trygheden ligger.Barnet ved, at når far og mor slipper dets hænder, er der i overført betydning en anden, der tager det i hånden. Så tager pædagogen over, og når det hver dag er det samme, ved barnet, at alt er godt,« siger hun.

Jeg bliver ked. Margrethe Brun Hansen synes, det er ærgerligt, hvis mangel på ressourcer gør, at man dropper godt indarbejdede vinkeritualer.
»Jeg bliver så ked af det, når jeg hører om alle disse nedskæringer, men så må man jo prioritere og finde ud af, hvad der er vigtigst for barnet. Nogle steder har man valgt at lade en bestemt vinker stå for at vinke med børnene. Man kan jo også samarbejde med forældrene om at få mere tid og lade dem forstå, at fordi der er færre pædagoger om morgenen, kan der måske ikke med det samme være en voksen til at vinke med barnet«, siger Margrethe Brun Hansen.
Det behøver absolut ikke at være den store katastrofe, hvis den traditionelle vinken afløses af afsked på stuen.
»Man kan sagtens forklare barnet, at fra nu af skal der siges farvel på stuen. Det vigtige er blot, at man så lader nye ritualer afløse de gamle. På den måde kan det, jeg kalder stuevinket, fint komme til at fungere, men det er vigtigt at huske ritualerne. Det kan måske være, at mor hver dag lige vender sig om i døren, vinker og siger: Hav en god dag,« siger Margrethe Brun Hansen.