Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 02
Ledere er glade for sommerlukning
Ro på ferieplanlægningen og en tryg opstart for børnene i august. Det er nogle af de positive argumenter, pædagogiske ledere fremfører for at holde lukket et par uger hver sommer. Men medarbejderne er ikke glade.
Af: Trine Vinter Larsen
Sommerferien er som regel noget, alle ser frem til med glæde. Men for en institutionsleder kan det være lidt af en plage og en større regnearksøvelse at få flere medarbejderes ferieønsker til at gå op i en højere enhed.
Derfor var det en ubeskrivelig lettelse for Tine Krogh, leder af den integrerede institution Tøjhushavens Børnehus i Randers, da kommunen for flere år siden indførte to faste ugers sommerferielukning i alle kommunens daginstitutioner.
"Før da brugte vi utrolig lang tid på ferieplanlægningen og hele logistikken omkring sommerferiedækningen. Der var ofte kamp om de samme ferieuger. Men nu, hvor alle ved, hvornår de skal holde ferie, slipper vi for alt det her med at skulle tænke på, 'nå, hun havde fri sidste år, så må det være en andens tur i år'. Hos os er vi glade for det," siger lederen.
Tine Krogh er dog godt er klar over, at medarbejderne med den faste ferielukning giver køb på den åbenlyse fordel, som det er, når de selv kan planlægge deres ferieuger hele året rundt.
"Jeg har selv været medarbejder både før og efter ændringen, og jeg kan godt se det fra den vinkel. Men medregnet de øvrige lukkedage i Randers Kommune har medarbejderne stadig to uger at disponere over, og er man som leder ellers fleksibel med afspadseringsdagene, så oplever jeg ikke, det giver problemer," siger Tine Krogh.
Hun husker dog noget ballade, lige da lukkeugerne blev indført. Men nu oplever institutionen, at ikke bare de to lukkeuger falder på plads, men også perioderne før og efter sommerferieugerne.
"Tidligere kunne vi køre med halv dækning eller vikarer i hele perioden fra 1. juni til 1. september hvert år. Men nu, hvor personalets sommerferie er koncentreret i og omkring lukkeugerne, er perioden med medarbejdermangel væsentligt forkortet. Det gavner børnene, der før kunne opleve flere måneder uden tid til planlagte aktiviteter og ture ud af huset," siger Tine Krogh.

Direkte frihedsberøvelse. Mens børnehuset i Randers har tilpasset og vænnet sig til lukkeugerne, er det anderledes for institutionerne i Københavns Kommune, som fra sommeren 2011 skal holde lukket i uge 29 og 30.
Det har kommunen netop vedtaget, og det huer bestemt ikke medarbejderne, hvoraf flere i forbindelse med et møde om sommerferielukningen, som blev holdt den 12. januar, var mødt op på Københavns Rådhus til demonstration mod beslutningen.
En af demonstranterne var tillidsrepræsentant Maria Bjerg Jørgensen fra den integrerede institution Ønske Øen.
"Det er direkte frihedsberøvelse. For det handler ikke bare om de to uger i sommer­ferien. Vi havde ni lukkedage i forvejen, så nu er det næsten fire uger, de har taget af min ferie, som jeg ikke selv kan placere," siger Maria Bjerg Jørgensen, der demonstrerede sammen med godt 20 andre københavnske pædagoger.

To sider af sagen. Leder af vuggestuen Barnets Hus i København Maybritt Larsson var ikke med til demonstrationen. Ligesom lederen fra Randers er hun mere delt i forhold til sin holdning til lukkeugerne i sommerferien.
"Der er to sider i sagen," siger hun.
"Rent personalepolitisk så er det helt klart institutionens og personalets holdning, at det er en indgriben i deres personlige rettigheder og friheder, når andre skal bestemme for dem, og hos os har tillidsmænd kritiseret det. Og jeg er enig med dem," siger hun, men tager også arbejdsgiverens standpunkt.
"Og her lyver jeg, hvis jeg siger, det ikke er praktisk," siger Maybritt Larsson, der som institutionsleder både kan se økonomiske, strukturelle og børnemæssige fordele i, at personalet holder ferie samlet.
Sommerferieugerne i København indføres som led i en besparelse og forventes samlet set at indbringe kommunen en besparelse på knap 10 millioner kroner.

Sparer penge. Besparelsen på budgettet for vuggestuen Barnets Hus finder Maybritt Larsson ved, at personalet, uanset om de har optjent til det eller ej, skal holde fri de to sommerferieuger, og dertil kommer, at der er der penge at hente på et halveret madbudget i juli. Mere marginalt er der besparelser på driften i forhold til for eksempel el-, varme- og telefonforbrug.
"Men den store fordel ligger for mig som leder i en enklere ferieplanlægning, og i at børnene får en rolig opstart i august," siger hun og henviser til, at det er alfa og omega, når børnene kommer tilbage fra sommerferie - eller når nye børn starter i vuggestuen - at de faste og uddannede pædagoger også er tilbage fra ferie til at tage imod.
"Medhjælperne er fantastiske i hverdagen, men når pædagogerne ikke er der, er det bare ikke det samme, når vi står med nye børn, der græder, og deres forældre, som stiller krav. Så mangler de nogle ansvarspersoner at læne sig op ad. Jeg forudser, at det vil give en tryg og rolig opstart for både medarbejdere og børn i august," siger Maybritt Larsson.

Hver fjerde kommune sommerlukker
Randers og København er langtfra de eneste kommuner, der i forbindelse med besparelser på børneområdet har indført eller planlægger at indføre lukkeuger. En optælling foretaget af BUPL i efteråret 2010 viser, at 24 kommuner - cirka hver fjerde - i 2011 enten indfører lukkeuger eller forhøjer antallet af lukkeuger. I mange kommuner er der nu fast en, to, tre og helt op til fem lukkeuger i sommerferien, viser optællingen. Derudover bruger pædagogerne også af deres ferie, når kommunerne i varierende omfang lukker institutionerne juleaftensdag, nytårsaftensdag, i dagene mellem jul og nytår, de tre hverdage før påske og fredag efter Kristi himmelfartsdag.