Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 12
Og ved du så, hvor krokodillen bor? Leg og læring i mikroperspektiv
Pædagoger har altid forsvaret legen som pædagogisk værdi. Med god grund. Men et nyt forskningsprojekt viser, hvordan pædagoger ofte snubler i legen og kommer til at undervise i stedet for at lege.
Af: Peder Holm-Pedersen
En pædagog og et barn sidder på gulvet og leger sammen. Barnet er ivrigt ved at opbygge og befolke en zoologisk have med figurer, hvor aber, elefanter og andre vilde dyr hænger i træerne. Barnet tager fat i en stor krokodilledukke, åbner det enorme gab og brøler faretruende.
"Og ved du så, hvor krokodillen bor?", spørger pædagogen. Barnet går i stå, øjnene flakker.
"Legen falder fuldstændigt fra hinanden med det spørgsmål, fordi det sniger sådan en undervisningstale ind i legen, hvor vi lige får med, at der findes Nilkrokodiller," siger Pernille Hviid, lektor i psykologi på Københavns Universitet.
Situationen stammer fra et nyt forskningsprojekt, der er finansieret af BUPL's forskningsfond. Projektet undersøger blandt andet, hvordan dialogen mellem børn og voksne udspiller sig i og omkring leg. Ifølge Pernille Hviid er situationen et godt eksempel på, hvordan pædagoger uforvarende kan komme til at gribe forstyrrende ind i legen og det legende samvær med barnet, når de forsøger at bringe elementer af læring på banen.
Undersøgelser giver på den måde et kig ind i, hvordan det meget omdiskuterede forhold mellem leg og læring udfolder sig på mikroniveau i konkrete legesituationer og stiller spørgsmålstegn ved, om den lykkelige syntese mellem leg og læring, som mange drømmer om i disse tider, uden videre lader sig realisere.

Man taler ikke svensk til en englænder
Undersøgelserne af legedialoger mellem pædagoger og børn er et element i forskningsprojektets overordnede undersøgelse af, hvordan man kan skabe konstruktive dialoger om kvalitet i dagtilbud mellem de mange aktører inden for dagtilbudsområdet (se faktaboks). Det være sig forældre, pædagoger, ledere, politikere og ikke mindst børn. Skal børn høres i den sammenhæng, forudsætter det selvsagt, at man forstår deres sprog - og en vigtig del af det sprog er legen, siger Pernille Hviid.
"Legen er en stærk udtryksform hos børn. Det er igennem legen, at børn udtrykker sig bedst og fyldigst om det, de oplever som vigtigt og meningsfuldt, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at pædagoger evner at samtale med børn igennem legen, på børnenes eget sprog. Vi taler jo heller ikke svensk til en englænder, hvis vi gerne vil i dialog med vedkommende."
En del af projektet går derfor ud på, at pædagoger øver sig i at indgå i legedialoger og give hinanden feedback på deres måde at samtale med børn. Det foregår på den måde, at to børn og en pædagog placeres rundt om en bunke legetøj, som de skal kaste sig over. Imens sidder Pernille Hviid og en anden pædagog på sidelinjen og observerer og optager den dialog, der udfolder sig. Selvom undersøgelserne endnu ikke er afsluttet og de mange timers optagelser af legedialoger færdiganalyseret, har det allerede afsløret nogle overraskende mønstre:
"Det har overrasket både mig og de pædagoger, der har deltaget, hvor meget undervisning fylder i pædagogernes legedialoger. Selvom pædagogerne ikke har til hensigt at undervise børnene - det handler netop om at lytte og samtale med børn igennem leg, sniger læringsprojektet sig i al ubemærkethed alligevel ind," siger Pernille Hviid og fortæller, hvordan hun har hæftet sig ved en række samtaleformer, som legedialoger kan tage:
Den første samtaleform er den egent-lige legedialog, hvor samtalen udfolder sig inde i legen. Pernille Hviid illustrerer ved at flytte rundt på blyant og kaffekopper, som var det dukker og taler med børnestemme: " 'Altså, så kom faderen jo hjem: Ej, hvor er jeg sulten! Ja, nu laver vi aftensmad. Værsgo, her er der spaghetti med kødsovs.' Dialogen mellem pædagog og barn er en integreret del af selve legen, og børnene er fuldt med i samtalen."
I en anden samtaleform taler man ikke inde i legen, men om legen. Det gør børn også selv i et vist omfang, når de iscenesætter deres leg, fortæller Pernille Hviid og illustrerer: "Skulle vi så ikke sige, at du var faren, der kom hjem og var sulten, og så kunne jeg være ham, der lavede mad?"
En tredje samtaleform har karakter af undersøgelse. Den gør sig særligt gældende i forbindelse med de mindste børn, der endnu ikke er så stærke legere, og så kommer samtalen i stedet til at handle om at undersøge og finde ud af, hvad der mon er i kassen med legetøj.
Den fjerde samtaleform, som Pernille Hviid har bidt mærke i, er undervisningssamtalen: "Det er de spørgsmål, der bryder ind i legeuniverset, som børnene er ved at udvikle med faren, der kommer hjem, og moren, der laver mad eller dyrene, der brøler i zoologisk have. Midt i det skal pædagogen lige høre, om barnet ved, hvor krokodillen bor, og hvilken den spiser, eller hvad farve morens forklæde har, og hvilke andre farver børnene kender. Samtalen får undervisningskarakter og foregår ikke længere inde i legen."

Kom nu, leg!
Pernille Hviid fortæller, at børnene reagerer meget forskelligt, når samtalen bevæger sig ud af legen og bliver til undervisning.
"Nogle børn svarer pligtskyldigt på spørgsmålene og leger videre. Andre bliver usikre og går i stå i deres leg. De oplever, at de bliver tjekket og bliver helt stille og trækker sig væk for at lege for sig selv eller med en veninde. Så er der også de mere frimodige typer, der med et venligt klap på pædagogens lår giver dem en lille reprimande: 'Kom nu, leg!'. De var jo blevet lovet, at de skulle lege og gør så pædagogen opmærksom på, at det slet ikke er det, de er i gang med, når hun stiller alle de spørgsmål. Til pædagogens store forundring, for det troede hun, at de var i fuld gang med."
Når Pernille Hviid efterfølgende analyserer og evaluerer legedialogerne med pædagogerne, sætter det gang i en forundringsproces. For hvorfor kommer pædagogerne til at undervise?
"Når pædagogerne selv skal pege på en forklaring på, hvorfor de til deres egen overraskelse kommer til at undervise, når de skulle lege, peger mange af dem om i baghovedet: 'Det sidder dér, i baghovedet på os.' Det er nærmest blevet en automatreaktion, at der skal være et læringsmål med deres samvær med børnene, så uden at tænke over det kommer de til at klemme det med farverne ind i legen, for så har børnene også lært det. Det sniger sig ind bag om ryggen på pædagogerne," siger Pernille Hviid og forklarer videre, at det også kan have noget med pædagogernes sparsomme tid at gøre:
"De sidder der med meget lidt tid og en masse mål, de skal opfylde, og så er det svært at lade sig opsluge af legen og barnets verden. I stedet føler de, at tiden skal udnyttes funktionelt, og det kommer så tit til at ske på bekostning af det legende samvær med børnene."

Hul igennem
Det er ærgerligt, for legedialogen med pædagogen har stor betydning for børn og giver pædagogerne indblik i børnenes verden, siger Pernille Hviid og fortæller, hvordan flere af de børn, der har deltaget, var børn, som pædagogerne normalt havde svært ved rigtigt at komme i kontakt med. De holdt sig for sig selv og legede og talte mest med andre børn.
"Efterhånden som pædagogerne blev bedre til legedialogerne, oplevede de, hvordan børnene pludselig sugede sig til dem og slet ikke kunne få nok. Der var endda nogle, der efterfølgende sagde tak for legen til pædagogen. "Jeg tror, at børnene oplevede, at der var hul igennem. At de blev hørt. Det smittede af på deres adfærd uden for legedialogerne i de andre aktiviteter, hvor de også begyndte at tale mere verbalsprog og kommunikere med pædagogerne," fortæller Pernille Hviid.
Har pædagogen omvendt en skjult læringsdagsorden, opfatter barnet det ikke som en invitation til at skabe et fælles legerum, en fælles kommunikation.
"Og så går vi glip af vigtige informationer om børns livsverden, som de bedst kan formulere i legens sprog: Hvad de er optaget af, hvad der bekymrer dem, og hvad de gerne vil, hvad de fantaserer og drømmer om. Informationer, der i min optik er vigtige at have med, når vi tilrettelægger den pædagogiske praksis. På det punkt er jeg selvfølgelig uenig med flere andre forskere, der fra centralt hold gerne vil formulere eksakte kvalitets- og læremål for dagtilbud."

Legen bliver presset
Pernille Hviid forklarer, at hun ikke er imod læring i dagtilbud. Men hver ting til sin tid.
"Vores undersøgelser af legedialogerne tyder på, at der måske er noget om den bekymring, som flere forskere har formuleret i forbindelse med indførelsen af læreplaner og det stadigt større fokus på læring i dagtilbud. De har peget på, at den dialogiske pædagogik, der tager udgangspunkt i barnets verden og legen, risikerer at blive presset af den målrationelle pædagogik, der fokuserer på læringsmål. I hvert fald synes læringsprojekter at møve sig ind i mange pædagogiske sammenhænge, hvor den efter min bedste overbevisning ikke har noget at gøre," siger Pernille Hviid og understreger, at hun dog ikke på baggrund af sine undersøgelser med sikkerhed kan sige, at det skyldes det øgede fokus på læring.
"Men det er på tide, at vi får en åben diskussion om, hvilken pædagogisk vej vi vil gå. Og hvis vi som samfund beslutter os for, at vi vil en anden pædagogik med større fokus på formaliseret læring på bekostning af legen, så må det være sådan. Men legedialogerne tyder på, at effekterne af det store fokus på læringsmålene sniger sig ind i den pædagogiske praksis, uden at pædagogerne lægger mærke til det. Og det er problematisk, for så løber praksis bare af sted med os, uden at vi forholder os til udviklingen, og pludselig er vi måske havnet et helt andet pædagogisk sted, end vi i virkeligheden ville."

Pernille hviid
Oprindeligt uddannet pædagog og siden cand. psyk. og ph.d. fra Københavns Universitet, hvor
hun i dag er ansat som lektor. Pernille Hviid har i
en årrække forsket i børns udvikling, og hvordan
institutionelle strukturer sætter rammerne for den udvikling.
Pernille Hviid er forfatter til en lang række artikler og
udgivelser og har i flere år været medlem af Børnerådet.