Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 16
Mere alene med børnene
Otte ud af ti pædagoger står alene med den samlede børnegruppe i betydelige perioder af dagen, viser undersøgelse fra BUPL. Det er blevet værre inden for det seneste år.
Af: Vibeke Bye Jensen
Pædagoger er mere alene med børnene, end de var for et år siden. 77 procent af pædagogerne har været alene med den samlede børnegruppe enten på stuen, på legepladsen eller i institutionen. Heraf har 64 procent været alene med børnene i en time eller derover. Nogle pædagoger har endda været alene med børnene i op til 41/2 time sammenlagt. I den mest belastede periode var en tredjedel af vuggestuepædagogerne alene med 10-15 børn fra 0-2 år.
Svarene kommer fra en undersøgelse, hvor BUPL har spurgt 400 medlemmer om 'alenetid' i løbet af en tilfældigt udvalgt dag. En vuggestuepædagog siger:
"Jeg kunne slet ikke tilgodese børnenes behov. Jeg måtte gå fra stuen flere gange for at skifte børn, og kunne ikke nå at igangsætte de store 2-årige med en leg."
Undersøgelsen viser også, at der er en stærk sammenhæng mellem pædagogernes 'alenetid' og det seneste års besparelser, idet flertallet oplever, at de i højere grad i dag er alene med børnene på stuen eller på legepladsen, end de var for et år siden.
En tredjedel af pædagogerne har inden for det seneste år stået i en situation, hvor de oplevede det uforsvarligt eller direkte farligt, at de var alene med børnene.
En pædagog fortæller:
"Vi har en stor legeplads, og jeg havde ikke set eller hørt en 3-årig dreng græde, fordi hans fod sad fast i et trådhegn."

Røde partier skal ud af busken. Rød blok vil lave minimumsnormeringer, når økonomien tillader det. Men da undersøgelsen nu viser, at BUPL's medlemmer bliver bragt i uforsvarlige situationer, fordi de har for meget 'alenetid', mener Henning Pedersen, formand for BUPL, at den slags hensigts­erklæringer ikke længere er gode nok.
S og SF skal ud af busken og gøre noget ved problemet ved at indføre minimumsnormeringer snarest.
"Jeg forventer - og vi vil også kræve - at der kommer mere klare svar fra partierne, end vi har hørt indtil nu. Når vi er en situation, hvor pædagoger er alene i længere tid med en større børnegruppe, er det ikke i orden og forsvarligt. Ingen kan mere snakke sig fra, at forklaringen entydigt er besparelser, som tvinger timetallet ned. Vores bud er minimumsnormeringer, og S og SF kan ikke længere holde os hen med, at det kan vi få, når kommunernes økonomi engang bliver forbedret," siger han.