Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 29
Pædagogerne har fået etisk grundlag
BUPL's kongres vedtog et fælles etisk grundlag for pæda­goger. Grundlaget skal hjælpe pædagoger med at diskutere de etiske udfordringer, de møder i hverdagen. Og vise omverdenen, hvilke værdier pædagoger vil kendes på.
Af: Vibeke Bye Jensen
Etiske udfordringer er et grundvilkår i det pædagogiske arbejde, og pædagoger gør sig mange etiske overvejelser i hverdagen. Det etiske grundlag, som nu er vedtaget på BUPL's kongres, præciserer de fælles værdier, som pædagoger mener, der er væsentlige i arbejdet med børn, unge og deres familier.
Det professionsetiske grundlag skal kvalificere diskussioner og overvejelser om etiske udfordringer. Og de skal højne den etiske bevidsthed og videreudvikle en etisk forsvarlig pædagogisk praksis.
Værdier som omsorg, ligeværd, ansvarlighed, troværdighed, åbenhed, social retfærdighed, inddragelse, mangfoldighed, fællesskab og rummelighed er nu fælles for pædagogprofessionen. De skal danne grundlag for den måde, pædagoger møder børn, unge og deres familier på samt vise udadtil, hvad pædagoger står for.
Allan Baumann, medlem af BUPL's forretningsudvalg, sagde, at det etiske grundlag er led i BUPL's arbejde med pædagogprofessionen. Det er nemlig lige så vigtigt at vide, hvor grænserne går i det direkte arbejde med børn og unge, som det er at vide, hvad man skal arbejde med.
"Der er selvfølgelig risiko for, at sådan et etisk grundlag kan tolkes som en facitliste. Men vi har ikke været ude efter et moralkodeks. Pædagogerne er optaget af etiske overvejelser, og opgaven har været at skabe mulighed for at diskutere den pædagogiske identitet og beskrive, hvad pædagogisk arbejde går ud på," sagde han.
Kongressen vedtog også, at hovedbestyrelsen skal nedsætte et etisk råd, som skal arbejde med at rejse etiske debatter om aktuelle pædagogiske dilemmaer. Rådet vil ikke få sanktionsbeføjelser i forhold til den enkelte pædagog, som ikke udfører sit arbejde i overensstemmelse med det etiske grundlag.

Øvelse og mod. Jonna Uhre, faglig sekretær og HB-medlem i BUPL MidtVestjylland, har i to år arbejdet med at engagere pædagoger i debatten om, hvordan et etisk grundlag skal se ud.
Processen med at inddrage medlemmerne i at udarbejde en politik for etik har været meget spændende, siger hun.
"Vi har været helt ude på gul stue hos pædagogerne for at diskutere, hvad et etisk grundlag skulle indeholde. Det er deres input, som har været med til at forme formål og værdier i grundlaget. Det bliver spændende at følge det videre arbejde, for nu skal vi have sat det etiske grundlag i drift. Vi skal øve os i at bruge det og have mod til at være med til at sætte en dagsorden, men sådan er det pædagogiske arbejde jo. Og så skal vi jo tænke det etiske grundlag ind i arbejdet med forebyggelse og kreativitet," siger hun.