Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 11
Trivsel. Yoga skaber ro
Flere institutioner laver yoga med børnene for at skabe pusterum i en travl hverdag. Børnehaven Hylet og Dosseringens Vuggestues yogaprojekt har givet mærkbare resultater for alle.
Af: Sofie Hviid
Flere institutioner laver yoga med børnene for at skabe pusterum i en travl hverdag. Børnehaven Hylet og Dosseringens Vuggestues yogaprojekt har givet mærkbare resultater for alle.
Af Sofie Hviid, b&u@bupl.dk / Foto: Jonas Pryner

På små, firkantede, røde måtter sidder børnene omkring tre fyrfadslys i en rundkreds. Der kommer masser af lys ind fra de store vinduer, hvor tynde,
næsten gennemsigtige gardiner skærmer lidt for byggepladsen på Israels Plads.
Blide toner fylder rummet fra den cd, der spiller på anlægget. Alle seks børn ser mod Mikkel-Ulrich Bennebo, der sidder med ryggen til vinduet i et par bløde joggingbukser. Han er pædagog og står for dagens yoga­session i børnehaven Hylet, der ligger i en høj stuelejlighed et stenkast fra Torvehallerne og Nørreport.
Mikkel er ved at fortælle en historie om
Tarzan i skoven, som børnene lytter koncentreret til. De sidder alle på numsen med be­nene bøjet foran sig og fødderne mod hinanden.
»Så kommer der en sommerfugl forbi. Den blafrer med vingerne. Blafrer og blafrer,« fortæller han, mens han begynder at bevæge benene op og ned.
Børnene følger med, og seks par små sommer­fugleben ryger op og ned, mens børnene kigger skiftevis på Mikkel og hinanden. Og i den næste stilling skal de hjælpe hinanden.
»Gå sammen to og to. Den ene skal være elefant og den anden skal være Jane,« lyder det fra Mikkel.
Børnene hjælper hinanden ud i stillingen. En mørkhåret pige mener ikke, at hendes makker gør det rigtigt og får rettet lidt på ham. En af drengene fjoller lidt, og Mikkel går rundt og hjælper de smidige børnekroppe ud i stillingerne.
»Se lige mig,« siger en pige med lyst hår og prikker på strømpebukserne stolt, da det lykkes hende at holde benet højt i luften.
Da børnene har fået benene tilbage på gulvet, bliver de bedt om at male deres makker. Med en fjer i hånden skiftes de til at nusse hinanden. Fra tæerne til toppen af hovedet fejer fjeren henover den anden, som ligger med lukkede øjne.
Som afslutning skal børnene ned at ligge på deres egne måtter. To af drengene er urolige og fniser lidt til hinanden. Mikkel kommer rundt til hver enkelt af dem og pakker dem forsigtigt ind i tæpper. Han bliver siddende hos den ene og holder hånden på hans mave.
»Forestil jer, at I er i en skov. Måske hører I en bæk. Mærk solens stråler og lyset, som spreder sig,« siger han sagte.
I fem minutter ligger de alle sammen helt stille bortset fra et par øjne hist og her, der ser rundt i lokalet. Da Mikkel med rolig stemme siger, at nu må de gerne rejse sig, bliver
pigerne liggende pakket ind i tæpperne.
Drengene har så småt fået tøj på, da
pigerne begynder at strække sig under tæpperne og kommer op. Men så går der heller ikke lang tid, før lokalet er fyldt med børneskrig. Tempoet bliver igen skruet op til normalt, og børnene kaster sig ud i en fangeleg.
Børnene har haft yoga på programmet i tre måneder, og de er vilde med det, fortæller Erik Nielsen, der er leder af Hylet. De laver rigtig meget idræt i børnehaven, men yogaen har været en helt anden måde at være sammen med børnene på, fortæller han:
»Normalt er der enorm heftig aktivitet. Jeg er selv den brølende tyr, der kaster børnene rundt og jager dem hylende rundt i gymnastiksalen. Men med yoga er det ro og fordybelse med stille bevægelser. Det er noget helt andet, og du finder en anden ro i kroppen.«

Yogaprojektet. Idéen med at lave yoga med børnene i Hylet kom egentlig fra Dosseringens Vuggestue, der ligger en kort cykeltur derfra på Nørrebro. En af pædagogerne, Jeanette Thillerup, havde en idé om, at det ville være godt for børnene. Formålet var at styrke børnenes kropsbevidsthed og samtidig udvikle yoga som et pædagogisk værktøj, alle kan lære at bruge.
Jeannette Thillerup fik overtalt resten af personalet i Dosseringens Vuggestue og fik også Hylet med på projektet. De søgte penge til projektet gennem BUPL’s Udviklingspulje og fik indkøbt yogamåtter. To stuer blev udvalgt, hvor de hver dag skulle lave yoga og dokumentere processen. Hver gang noterede de, hvordan stemningen var før og efter for at se, om yogaen gjorde en forskel. Det gjorde den.
»Vi er kommet helt ned på gulvet med dem, og de har fået mere jordforbindelse. Vi kan også se på vores gruppe, at de er blevet bedre til at hjælpe hinanden, og det har hjulpet på deres selvtillid. Jeg er så stolt over, hvad de børn har lært, og det viser også, at man kan rigtig meget med vuggestuebørn,« fortæller Jeanette Thillerup.
Da Jeanette Thillerup begyndte at tale om yoga, var det langtfra alle, der var vilde med idéen om at skulle lave hundestræk og andre mærkelige stillinger med børnene.
På Piratstuen på første sal af Dosseringens Vuggestue var Janne Rosendal en af de mere skeptiske. For hende var yoga en fremmed verden, der emmede lidt for meget af spiritualitet og røgelse. Derfor har det for Janne Rosendal været vigtigt at finde en form, der passer til hende og resten af personalet på Piratstuen.
»Vi har valgt at lave en historie til børnene, fordi det på den måde er nemmere for os at forholde os til øvelserne. For mig er det vigtigt, at der er en rød tråd, og den får jeg gennem historien,« forklarer hun.
Historien på Piratstuen bliver fortalt af den lille bamse eller yogaløven, som børnene efter­hånden kender. Janne Rosendal eller en de andre fører løven, der fortæller en historie om hunde og sommerfugle. Selve historien har udviklet sig meget undervejs, er blevet kortet ned og har fået tilføjet detaljer.
Børnene på Piratstuen er helt ned til syv måneder, og det kræver noget ekstra at få børnene med. Derfor er det også nødvendigt at være to, når de laver yoga. En til at fortælle og en til at holde styr på ungerne, når deres opmærksomhed ryger andre steder hen. For det gør den uanset hvad, men så bliver børnene bare ført blidt tilbage til deres måtter.
Personalet har været meget imponerede over, hvad børnene har lært. Nogle af de mindste børn, der end ikke kan tale endnu, er af sig selv begyndt at lave yoga derhjemme, fortæller flere af forældrene.

Et middel mod stress. Når Jeanette Thillerup oplever, at der er for meget larm i vuggestuen, har hun fået et nyt værktøj. Hun fanger børnenes opmærksomhed og sætter fingeren til munden. Så ved de, at det er tid til at trække vejret dybt ned i maven. Så falder tempoet og larmen lige et par grader i den trange vuggestue.
Både hos Dosseringen og Hylet kan de efter de tre måneder se positive forandringer hos børnene. De er blevet bedre til at hjælpe hinanden, og der er skabt bedre og flere venskaber. Når børnene laver yoga, handler det nemlig også meget om nærvær og at se og mærke hinanden. Håbet med projektet er at give børnene nogle værktøjer, de kan bruge hele livet, fortæller Janne Rosendal:
»Vi ser forældre, der vælter ind ad døren og slæber afsted med børnene. Og derfor er det vigtigt, at børnene får den ro, for der sker så mange ting for dem. Sådan vil det fortsætte hele livet med tusinde valg, man skal tage hele tiden. Derfor handler det om at kunne mærke efter, hvad der sker indeni. Så man lige kan trække vejret og tage det roligt. Og lige sige til sig selv, at jeg er lige her.«
Begge institutioner fortsætter med yogaen, efter at projektet er gennemført. I Dosseringens Vuggestue indfører de nu yoga en gang om ugen på alle stuerne. Håbet er at udvide forsøget til et reelt forskningsprojekt, hvor man undersøger, hvilken langtidseffekt yoga har på børnene.

GODE RÅD TIL YOGA-ASPIRANTER
Prøv det selv først
»Det er en god idé at tage nogle yoga­timer selv, så man har prøvet det på egen krop.«
Hav styr på dine remedier
»Sørg for at have måtter, afspændingsmusik og tæpper på plads, inden I går i gang.«
Respekter din modstand
»Hvis du har modstand over for yogaen, skal du ikke gøre det. Børnene mærker det med det samme. Du skal være til stede og vise engagement.«
Kilde: Dosseringens Vuggestue.