Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 01
Omsorg og førstehjælp; Krammeplaster på såret
Det begyndte med kursus i førstehjælp til pædagogerne. Nu er førstehjælp i omsorg blevet hverdag for både børn og pædagoger i den integrerede daginstitution Humlegården. En af gevinsterne er, at der er blevet mindre mobning
Af: Helle Kjærulf
Av! Legokasser kan slå hårdt, når man er fem år og falder baglæns ned i dem. Drengen slår ryggen. Pædagog Else Marie Skaarup går hen for at hjælpe og trøste ham. Straks er der forstærkning. Fem børn i alderen tre-fem år springer til og aer drengen på håret og på skuldrene. Pædagogen spørger børnene om, hvad det er for et plaster, de sammen er ved at sætte på drengen. Pigerne svarer i munden på hinanden: "Krammeplaster". Så taler børnene og Else Marie om, at et krammeplaster får tårer til at forsvinde og er med til, at det ikke gør så ondt på drengen mere.
Humlegården i Humlum ved Struer, der rummer omkring 90 børn i en børnehave og et fritidshjem op til 4. klasse, løber ikke tør for krammeplastre.
"Et krammeplaster er det plaster, som man ikke kan gå ud i skabet og hente, men som vi alle bærer på og kan dele ud af," fortæller pædagog Else Marie Skaarup.
Eksemplet er et af de mange, pædagogerne på Humlegården ryster ud af ærmerne. Alle historierne handler om omsorg. Omsorg, der har fundet sin naturlige plads i institutionen, fordi alle - både børn og voksne - gentagne gange har været på kursus i førstehjælp hos Falck.
"Man kan dog ikke bare give børnene et kursus i førstehjælp og så tro, at omsorgen kommer af sig selv. Pædagogerne bliver nødt til at begynde med sig selv, gå på førstehjælpskursus og finde ud af, hvad de vil bruge førstehjælp til i institutionen," understreger pædagog Hanne Madsen, der er tilknyttet fritidshjemmet.
"Som personale skal man virkelig ville det - alle sammen. Og man skal definere, hvordan man ønsker, at børnene skal have omsorg for hinanden, og ikke mindst hvad man mener med omsorg på institutionen. På den måde er førstehjælp et godt pædagogisk redskab til at skabe det rum, hvor børn er omsorgsfulde og empatiske over for hinanden," forklarer Else Marie Skaarup, der er tilknyttet børnehaven.
I to år har projekt "Førstehjælp i omsorg er også for børn" kørt på Humlegården. Men selv om pilotprojektet er slut, fortsætter førstehjælpskurserne og ikke mindst det pædagogiske arbejde med at opdyrke en kultur hos børnene, der handler om omsorg.
Hanne Madsen tog sammen med Else Marie Skaarup og leder Karin Houmann det førstehjælpskursus, der satte processen i gang.
"Vi begyndte med at spørge os selv, om vores børn kunne lære førstehjælp. Derudfra kontaktede vi Falck og spurgte, om de var med på idéen. Efter de første kurser med børnene dukkede omsorgen stille og roligt op mellem børnene. Vi har så bygget videre på det," fortæller Else Marie Skaarup.

I børnehøjde. At det har forandret en hel del, er begge pædagoger helt enige om.
Det er efterhånden længe siden, at Falck-kassen er kommet ned i børnehøjde. På Humlegården er pædagogerne nemlig holdt op med at signalere, at kun de voksne kan hjælpe børnene. Børn kan også hjælpe børn. Børnene handler på det, de oplever. Og det bliver helt naturligt, at et barn, der har slået sig, får hjælp af et andet barn og ikke automatisk af en voksen.
"Tidligere var det sådan, at hvis et barn kom ind med et andet barn, der var kommet til skade, så sagde vi: "Fint, det var godt, du kom, men smut du bare ud igen." Vi aflærte faktisk børnene den omsorgskompetence, som vi er født med," fortæller Else Marie Skaarup.
Projektet har ændret hverdagen.
"Børnene er i centrum, også når skal hjælpes. For en halv time siden stod der to piger, der ikke kunne lukke deres lynlåse. Men fordi jeg i dag husker at sige "prøv at spørge Søren", i stedet for at jeg bare gør det, bliver børnene trænet i at hjælpe hinanden. Før har vi taget mange ting ud af hænderne på børnene," pointerer Else Marie.
"Vores væremåde har ændret sig meget. Vi ser de små ting i de store. Vi ser den lille hånd på skulderen, eller når de hjælper med at hive jakken op hos en anden uden at sige noget. De situationer er vi blevet meget opmærksomme på, og vi sørger for at anerkende og rose børnene for det. Børnene vokser hver eneste gang," fortæller Hanne Madsen.
Kodeordene her er børns omsorg for børn.
Men også de voksnes omsorg for de andre voksne er blevet sat mere i fokus:
"Vi kan jo ikke lære børnene at have omsorg for hinanden, hvis de ser, at vi ikke er omsorgsfulde over for hinanden. Vi er jo deres rollemodeller," siger Else Marie.

Grobund for omsorg. Børnene kaster sig over Torso, som om han var en gammel ven og ikke en fysiologisk rigtig model af et menneskes overkrop.
Daniel på fem har kun været på Humlegården i tre måneder. Men han er en ørn til at skille torsoen ad. Torsoen er uundværlig til førstehjælpskurserne.
"Her sidder hjernen, den bruger man til at tænke," siger han og rækker triumferende storhjernen op i luften.
Jeannette, fem år, og Anna, fire år, har lidt svært ved at komme til organerne for Daniel. Men det er tydeligt, at de også er mere velbevandrede i menneskets fysiologi end et typisk børnehavebarn.
Senere vil pigerne mægtig gerne fortælle, hvornår der kræves et krammeplaster.
"Når man er ked af det, når nogen driller, eller når man falder på rulleskøjter, kan man få et knus - det er et krammeplaster," siger Anna og Jeanette med én mund. Jeanette tilføjer alvorligt, at når man ikke har cykelhjelm på, så kan hjernen gå i stykker.

Mobning. Der er også blevet færre konflikter på Humlegården, og som regel reder børnene selv konflikterne ud. Pædagogerne samler så op og har på den måde fået en anden rolle, end de havde før.
Humlegården er dog ikke pludselig blevet en institution uden konflikter. Men det ligger mere i overfladen. Og alle er enige om, at mobningen er blevet mindre.
Else Marie forklarer, at det hænger sammen med alt, hvad der foregår på Humlegården. Filosofien bag er, at man ikke i det ene minut hjælper et andet barn og så i det næste banker vedkommende med ord.
"Vi ser det hjælper i dagligdagen. Det er ikke et sted uden mobning, men der bliver reageret på mobning med det samme - helt ned hos de mindste børnehavebørn," siger hun.
"Fritidshjemsbørnene får lov til selv at snakke om f.eks. drillerier på omsorgsmøder. Vi voksne afholder os fra at komme med færdige løsninger," forklarer Hanne og fortsætter:
"De store har været rigtig gode til at omsætte førstehjælpskurserne til omsorg. De er f.eks. lavet et omsorgspil om at være gode venner, hvor man ikke kan komme igennem spillet uden at være en god kammerat."

Is i maven. Pædagogerne har lært at give børnene plads.
"Det gør ikke noget, at vi har lidt is i maven. Vi er der selvfølgelig hele tiden, men vi tør godt træde et skridt tilbage. Ni ud af ti gange klarer børnene det selv, hvis vi giver dem lov. Børnene har gode kompetencer, som vi bare ikke har givet dem plads til at udfolde før," fortæller Hanne Madsen.
"Pædagoger er altid blevet beskyldt for kaosangst. Og det her har krævet, at vi også har turdet have is i maven, selv om der stod en forælder ved siden af. Personalet får selvfølgelig forklaret med det samme, at det er sådan, vi gør her. Vi har fokus på situationen, vi giver det bare lige 10-15 sekunder for at se, hvad der sker. Vi vil gerne være med til at give børnene et medansvar. Det at være menneske kræver også, at man har et ansvar for sine medmennesker. Men for børnenes vedkommende altså kun et medansvar," understreger Else Marie.
Pædagogerne på Humlegården har ind i mellem fået skudt i skoene, at de bare overlader ansvaret til børnene, men det er bestemt ikke tilfældet, mener de.
"Det er vi meget bevidste om, at vi ikke gør. Vi har hele tiden overblikket."