Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Hvis du vil fremstå ægte. Pædagoger skal vise dybe følelser på arbejdet
Pædagogisk arbejde er særlig følelsesmæssigt krævende, fordi pædgoger er nødt til at trække på deres egne dybe følelser for at fremstå ægte og autentiske overfor børn og forældre. Et professionelt ideal, som kan være hårdt at leve op til, især når de ’grimme følelser’ dukker op til overfladen.
Af: Marie Bille & Anne Anthon Andersen
Et udbredt ideal blandt pædagoger er, at de skal være autentiske.
Og det kræver, at de dybe følelser kommer med på arbejde. For uden dem er det vanskeligt at tro på, at man fremstår ægte og kan overbevise børn og forældre om, at man som pædagog er egnet til den tillid, man har fået overdraget.
»Mennesker aflæser jo hele tiden hinanden og ser, om du til stede som en hel person. Det er en udfordring, som pædagoger i udtalt grad har. De bliver vurderet af børn og forældre ud fra, om de har tillid til dig og kan fornemme, hvor du er,« siger forsker Peter Østergaard Andersen fra Københavns Universitet.
Han har undersøgt følelsernes rolle i pædagogikken og har skrevet bogen ’Følelser og pædagogik’ om sine forskningsresultater.
Pædagoger kan sjældent nøjes med en mere overfladisk følelseshåndtering i arbejdet, som i de fleste servicefag ellers vil være tilstrækkelig, lyder hans vurdering.

»Pædagoger arbejder i et erhverv, hvor det er virkelig svært at forhindre, at man også bliver konfronteret med dybe følelser. De må jo nødvendigvis nogle gange være i modstrid med, hvad man burde føle på sit arbejdet,« siger han.

Idealer udfordres. I en rundringning, som Børn&Unge har foretaget, svarer 12 ud af 15 pædagoger, at de har oplevet, at børn har tricket følelser i dem, hvilket har gjort relationen kompliceret.
I de situationer kan følelsesarbejde være meget anstrengende. For så kommer de personlige følelser på tværs af de faglige idealer, som pædagogen har i sit arbejde, forklarer Peter Østergaard Andersen.
»Når pædagoger bliver konfronteret med nogle af de dybe følelser, som ikke kun er positive følelser, kan de opleve, at ’åh, åh – det går jo ikke det her. For der er også børn, jeg ikke kan holde ud eller har det meget svært med, og forældre, jeg ikke bryder mig om’. Der er også grimme følelser,« siger Peter Østergaard Andersen.

Negative følelser. Merete Monrad, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde på Aalborg Universitet, har forsket i, hvordan pædagoger involverer sig følelsesmæssigt i deres arbejde. 
Som en del af et forskningsprojekt præsenterede hun en række pædagoger for en dilemmafyldt situation med et barn, som en pædagog havde negative følelser for.
»Her var stor enighed om, at pædagogen skulle arbejde på at skjule sine negative følelser for at opbygge positive følelser for barnet,« siger Merete Monrad og forklarer, at det for nogle pædagoger kan udløse en personlig eksistentiel krise, hvis de oplever, at der er børn, de ikke bryder sig om. For eksempel beskriver en pædagog i en vuggestue et barn, hun ikke har en god relation til.
»Hun forsøger at kompensere for sine manglende positive følelser ved at gøre en masse ekstra for barnet. Det føles ikke legitimt, hvis der er børn, som det er svært at holde af,« forklarer Merete Monrad.
En anden pædagog beskriver det som et moralsk projekt at oparbejde positive følelser for alle børn. Han forklarer i undersøgelsen, at selvom nogle børn bare er møgirriterende, ser han det altid som sit professionelle ansvar at skabe situationer, hvor også de børn føler sig elsket.

Paradokset. Pædagogisk arbejde indeholder et paradoks, når det kommer til følelser, mener Peter Østergaard Andersen.
På den ene side er det et fagligt ideal, at pædagogen skal være ægte og vise rigtige følelser. Samtidig skal man være professionel, hvilket indebærer, at man må skjule og undertrykke følelser, når de går på tværs af andre faglige idealer, som for eksempel at man ikke må gøre forskel på børnene.
»Jeg tror, det er meget problematisk at fastholde idealet om autencitet i et lønnet arbejde, hvor man bliver udsat for enormt mange forskelligartede forventninger og krav,« siger Peter Østergaard Andersen.
Pædagoger har helt forskellige strategier til at håndtere følelserne i deres arbejde, også selvom de arbejder i samme institution, viser hans forskning.
Mens pædagoger ofte søger støtte hos en kollega, når noget brænder på, lader det til at være mindre udbredt at håndtere de følelsesmæssige aspekter af arbejdet i fælles refleksionsfora, for eksempel på personalemøder.
»Det handler om, i hvilken udstrækning, man på den givne arbejdsplads har gjort det legitimt at kunne tale om følelser, eller om det kun foregår som en topersoners relation, hvor man en gang imellem kan læsse af,« siger Peter Østergaard Andersen og tilføjer:
»De følelsesmæssige aspekter af arbejdet går ofte under radaren. Man tilskriver det ikke samme betydning, som så mange andre forhold.«

Tal åbent. Den kollegiale sparring om følelserne er en vigtig proces i følelsesarbejdet, vurderer psykolog Berit Mus Christensen, der er en af forfatterne bag bogen ’Med mig selv som redskab – om at være professionel med følelser’. 
»Nogle har svært ved uhygiejniske børn, andre ved følelsesmæssigt grænsesøgende børn. Hvis I ikke skal kæmpe for at skjule, hvordan I har det, kan I bruge jeres erfaringer i personalegruppen. Ved at tale åbent om et udfordrende barn bliver det lettere for alle at se det som en udfordring, der ikke knytter sig til den enkelte pædagogs følelser, men at det er en fælles opgave at opbygge empati. Når vi taler om de svære følelser, kan vi ofte pludselig se nye og andre perspektiver,« siger hun.