Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 16 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Fra haver til maver i Furesø
I Furesø Kommune har børnehavebørn kunnet få og opdyrke deres egen have på et økologisk skolelandbrug. Nu ved børnene, hvor maden kommer fra, fortæller pædagoger fra børnehaven Røde Sol.
Af: Trine Vinther Larsen
Det ville vi
Furesø Kommune har en stor skolehave på et økologisk landbrug, hvor en naturvejleder har haveforløb med skolebørn, og i år har kommunen udvidet
tilbuddet til også at gælde daginstitutioner. Vi i børnehaven Røde Sol kom med i april,
lige i plantetiden, og vores egne mål med at deltage i sådan et haveforløb var at lære børnene, hvor maden, vi spiser, kommer fra. Vi ville introducere børnene til nye grøntsager og lære dem om økosystemer, for eksempel biers betydning for, at noget
overhovedet kan gro. På den måde har projektet også berørt emnet bæredygtighed.

Sådan gjorde vi
Hver uge besøgte en mindre gruppe børnehavebørn skolehaven ved landbruget, hvor vi deltog i forskellige aktiviteter. En naturvejleder var med under hele forløbet, fra jordklargøring, lugning og såning i foråret til pasningen over sommeren og senest høsten. Vi har smagt på grøntsagerne undervejs. Og blandt dem har været alt fra
rødbeder og hestebønner til majs og blå kartofler. Vi har også eksperimenteret
med at lave madpandekager med ukrudt så som skvalderkål og brændenælder.
Og vi har udvundet farve fra morgenfruer og gulerødder og brugt farven til at male med.

Det har vi lært
Børnene har lært rigtig meget om, hvor maden kommer fra. Selvom mange af dem bor i huse med haver, så kender de færreste til hele processen med at så små frø, gå og vande dem og vente på, at de skal spire. De har også lært om grøntsager, de ikke vidste fandtes, og at man kan spise ukrudt. Som personale har vi lært, at selvom vi har brombærbuske, æbletræer og hindbær i haven ved institutionen, så er det først, når vi får sat tingene i system og med ekspertviden fra en naturvejleder, at vi virkelig kan få noget ud af en køkkenhave. Vi vil gerne være med næste år også og overvejer at få hjælp til at anlægge højbede hjemme i institutionen.

Om projektet
Projektet er en del af en større ’have-til-mave’-satsning i Furesø Kommune de senere år. Ved det økologiske landbrug Stavnsholt har skolebørn og deres lærere og pædagoger længe haft haver, og i 2018 er tilbuddet udvidet med et haveforløb til daginstitutionsbørn. Naturvejleder Lisbeth Stender Pagh har udviklet forløbet, hvor børnene lærer om haven, gårdens dyr og naturen. I dag bruges gårdens over 60 skolehaver af besøgende daginstitutioner, fritidsordninger og skoler, og man kan også få hjælp fra naturvejlederen til at anlægge have og højbede hjemme i institutionen. Læs mere: furesoe.dk/skolehaver