Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 28
Sommerserie; Lyshåret i den sorte verden
Fordommme skal bearbejdes med humor, accept og nysgerrighed. Opskriften er Helle Kiruds. Hun er 39 år, pædagog, indvandrer fra Fyn og har som tosprogskonsulent haft succes med at integrere tosprogede småbørn i Ishøj Kommunes daginstitutioner
Af: Vibeke Bye Jensen
I et mylder af sorthårede børn sidder Helle Kirud med sine lyse fletninger. De synger nogle danske sange, og da de har været igennem nogle af de kendte børnesange som Rapanden Rasmus og Mariehønen Evigglad, vil Aksa Kouser på otte år lige teste, om Helle Kirud kan en lidt sværere sang, som Aksa har lært i skolen. Det kan hun, og de synger den sammen.
Pædagogisk konsulent for tosprogede småbørn i Ishøj, Helle Kirud, besøger den pakistanske familie Kouser, hvor hun kender moren Farzana og pigerne Aksa på otte år, Zoha på seks år og lille Neha på 1 1/2 år. På besøg er også Farzana Kousers svigerinder Shabana Rathar og Qemer Ejaz og to af sidstnævntes børn, Waniya på otte år og Saher på fire år. Urdu, punjabi, et par engelske gloser, dansk med accent og fynsk flyder mellem hinanden, og pludselig er det som om, vi er beamet væk fra lejligheden i Vejlegården til en bazar i Islamabad.
Men det afskrækker ikke Helle Kirud. Hun er vant til, at hele familien er samlet, når hun kommer på hjemmebesøg i de tyrkiske, pakistanske og somaliske indvandrerfamilier i Ishøj. Og hun er vant til, at det ikke ligefrem er ro og stilfærdig samtale, der præger besøgene. På sit fynske modersmål får hun alligevel afleveret informationer om daginstitutionstilbud, sprogstimulering eller ekstra støtte, hvis et barn har problemer. Eller hun snakker med familien, om det kulturchok de oplever, når de for første gang stifter bekendtskab med en dansk vuggestue eller børnehaves "anderledes" opdragelsesnormer.
Helle Kirud har været tosprogskonsulent i Ishøj siden 1997 og har opbygget indsatsen for børn af indvandrere fra bunden. Da hun kom, var kun cirka halvdelen af indvandrernes børn i daginstitution, og der foregik ikke ret meget på tosprogsområdet. Siden har Helle Kirud sat integration og sprogstimulering i system, uddannet pædagogerne til at arbejde med børnene og deres familier, og gjort et stort benarbejde for at få familierne til at bruge daginstitutionerne. Og så har hun med nysgerrighed, humor og accept af indvandrernes og de danske pædagogers forbehold over for hinanden fået dem til at arbejde mere sammen.
Er man fordomsfri nysgerrig over for sine medmennesker, så får man skabt den bedste og mest frugtbare kontakt, mener Helle Kirud.
"Jeg har fået en god kontakt til både forældre og pædagoger, fordi jeg har været nysgerrig på, hvad de tænker og føler. Samtidig har jeg udfordret dem på deres holdninger og meninger. Jeg lytter til dem, og så lytter de også til mig. En tosproget medarbejder sagde til mig forleden, at hun aldrig havde mødt en dansk kvinde som mig. Jeg tror, det er, fordi jeg prøver at forstå indvandrerfamiliernes liv og vilkår uden at blive hellig. Det er ikke min hensigt at lave nogen om. Det kan godt være, jeg ser anderledes på tingene end dem. Men i overført betydning ser jeg det sådan, at vi mødes på en bro og snakker om det," siger hun.
Selv om både indvandrerfamilier og pædagoger ikke føler, at Helle Kirud umiddelbart laver dem om, bestiller hun faktisk ikke andet, end at forsøge at bearbejde holdninger i begge lejre.
"Jeg flytter dem bare langsomt og i et tempo, hvor de selv kan følge med. Jeg har jo det samme mål som mange andre, at der skal ændres på holdninger og arbejdes med fordommene, hvis integrationen skal lykkes. Men de opdager det ikke, fordi jeg ikke forcerer noget. Jeg prøver at få dem med ved at acceptere dem og lytte til dem," siger hun.

For mange halal-hippier. Helle Kirud er 39 år, mor til tre sønner på 17, 12 og 10 år, og sidste år blev hun gift for anden gang efter nogle år som enlig mor. Hendes arbejdsmæssige baggrund er pædagoguddannelsen fra Odense Socialpædagogiske Seminarium i 1990, og bagefter arbejdede hun blandt tosprogede i et mor-barn-projekt i Odense. Dernæst læste hun indvandrerstudier på Odense Universitet i to år og etablerede et værested for ældre kurdiske kvinder. Imens hun har arbejdet i Ishøj, har Helle Kirud taget en systemisk terapeut-uddannelse, der har lært hende mere om, hvordan hun kan spørge, så hun får både pædagoger og forældrene til selv at reflektere over det, de gør og mener.
"Ikke fordi forældrene skal gøre det på en dansk måde, eller for at pædagogerne skal være flinke mod indvandrere, der nok ikke ved bedre. Men de skal refektere over, hvad de gør, så det er bedst for børnene. Jeg siger det til dem, hvis jeg ikke er enige med dem. Jeg siger også til den kvinde, der er gravid med det femte barn, og som jeg ved, at hun ikke kan klare, at Allah også havde været med hende, hvis hun havde gjort noget andet! Det er ikke børnenes tarv at blive femte barn i en familie, der er smadret i forvejen, og det er børnenes tarv, det handler om," siger hun.
Da Helle Kirud kom til Ishøj i 1997 tog hun rundt til alle daginstitutioner med tosprogede børn og så, hvordan de arbejdede og fandt ud af, hvad de havde brug for at vide mere om. Hun stødte både mod fordomme og en tendens til, at man ikke kunne forvente det samme af de tosprogede børn og deres familier, som man forventede af danskerne. Det er helt forkert.
"Jeg kunne se, at der skulle skabes en bedre kontakt til familierne. Man tager fejl, hvis man tror, at børnene bare skal afleveres i institutionerne, og så skal pædagogerne arbejde med dem der. Jeg ser familierne som en ressource. De skal også gøre noget for at få deres barn integreret. Der har været for mange halal-hippier, der behandlede "de sorte" som rådne æg og var angste for at stille krav. Men jeg har det sådan, at kan man ikke sige en perkervittighed eller råbe lidt af hinanden, så bliver det ikke ligeværdigt. Og så kan jeg vældig godt lide at sætte familierne i gang. Det har nok været lidt kontroversielt," siger hun.
Sprogstimulering, sprogvurdering, hvordan pædagogerne tager imod familierne, og hvordan de arbejder i hverdagen for at få børnene integreret. Det har Helle Kirud arbejdet med i institutionerne. Fordommene har nogle steder været massive, men Helle Kirud fandt hurtigt ud af, at de ofte skyldtes at pædagogerne vidste for lidt, og at ingen havde snakket med pædagogerne om, hvad de tænkte og mente.
"Der er skrevet meget om indvandrerfamilier og hele spørgsmålet om modersmål kontra dansk. Jeg har ikke bare sagt, at pædagogernes holdninger er forkerte, men prøvet at finde ud af, hvor de har det fra og så argumenteret ud fra det. Hvorfor tror en pædagog, at et barn bliver bedre til dansk, hvis det holder op med at tale tyrkisk? Det vil jeg have hende til at svare på, fordi jeg er nysgerrig på, hvor hun har sine fordomme fra," siger hun.

De skøre kvinder. Helle Kirud mener, at hendes pædagogiske baggrund har hjulpet meget i arbejdet med "den sorte verden", som hun selv kalder indvandrermiljøet. De "skøre arabiske kvinder", som hun arbejdede med i mor-barn-projektet, udfordrede hende virkelig på det pædagogiske område.
"Man skal begynde forfra og forklare i detaljer, hvad man mener, for de har jo ikke de samme forkundskaber og viden om dansk opdragelse, som de danske forældre. Jeg er virkelig glad for min pædagoguddannelse, for når mødrene sætter spørgsmålstegn ved den danske måde at opdrage og omgås børn på, har jeg glæde af at være helt inde i udviklingsområderne og vide, hvad man skal gøre for at udvikle motorik, sprog, sociale og intellektuelle kompetencer," siger hun.
Samtidig har Helle Kirud oplevet det sunde i at få holdt sin egen kultur op foran sig som et spejl. "Hvad er det for eksempel, der gør, at vi synes, at børn skal sove ude, mens næsten alle andre kulturer ikke synes det. Jeg har taget det som en udfordring at få indvandrerforældrene til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør, i stedet for at blive muggen over, at de ikke bare lige sluger mine forklaringer," siger hun.
Helle Kirud kalder kvinderne skøre, fordi deres lunte ofte er kort, de er frække i munden og hurtige på aftrækkeren med at give andre skylden for det, der går dem imod. Det skyldes, at mange af dem har levet i flygtningelejre eller meget fattige områder, hvor de har skullet kæmpe for alt.
"De kan råbe af én, så håret står bagud. Men det er, fordi disse kvinders basale behov i opvæksten ikke er blevet opfyldt. De er på mange måder små forsømte piger, der nogle gange lader deres egne behov komme før deres barns. Og det skal man kunne se, så man ikke bare synes, at de er helt umulige. Når man ved, hvad de har været igennem af sorg og savn, kan man bedre finde ud af, hvilke krav man kan stille til dem," siger hun.
Så allerede tidligt lærte Helle Kirud, at det gav pote, at gå ind i familiernes forbehold og acceptere dem. Og at fortælle dem på en praktisk, konkret måde, hvorfor det er vigtigt, hvordan man klæder sit barn på og lader det øve sig i at gøre det selv. At man giver barnet lov til at gå og løbe selv, at det får lov til at klatre op, fordi det styrker motorikken, og at det er vigtigt, at man snakker med barnet - også på modersmålet - fordi det udvikler sproget.

Humor og respekt. Humoren er et af Helle Kiruds foretrukne våben. Og hun bruger den også på det religiøse område. Inden for den muslimske kultur, er svaret på et krav eller et tilbud ofte: In sha' Allah - om Allah vil. Til det har hun tit svaret, at hun er sikker på, at Allah gerne vil have, at de gør noget.
"Og så er de helt færdige af grin. Hvis det handler om, at de skal gå til danskundervisning, og de siger in sha' Allah, så siger jeg: "Jeg har aldrig hørt, at Allah har sagt, at man ikke må gå til undervisning. Jeg tror, at han vil være rigtig glad for det, hvis du gør det". Der kom en mor og sagde til mig, at hun ville tage et barn, der tissede i bukserne, med til Tyrkiet for at få det undersøgt. Jeg sagde til hende, at jeg var sikker på, at har Allah en behandling for hendes barn, så findes den også her i Danmark. Jeg driller dem lidt og spiller med på deres præmisser, og jeg har aldrig været ude for, at det har ført til konflikter. Jeg tror, det er, fordi jeg viser dem, at jeg ikke synes, de skal være på en bestemt måde eller en dansk måde. Der er bare noget, de endnu ikke har lært," siger hun.
Den humoristiske tilgang og interessen for, hvad andre tænker, bruger Helle Kirud også over for de danske pædagoger.
"Jeg vil vide, hvad de tænker om tingene og få dem til selv at se, hvorfor de måske er vrede på en far, der ikke vil slippe sit barn. Jeg spørger, hvad det er i dem, der gør, at de bliver så vrede over hans opførsel. Hvis de danske pædagoger synes, at en far ikke respekterer dem, er kvindehader og så videre, så spørger jeg til deres oplevelse og følelser. På den måde føler de sig hørt, og de kan bedre reflektere over, hvorfor de reagerer, som de gør. For ofte er det jo noget i dem selv, der gør, at de misforstår eller ikke forstår, hvorfor indvandrerforældrene gør, som de gør," siger hun.

Se det enkelte menneske. Selv om Helle Kirud har de teoretiske overbygninger, så bruger hun hele tiden det fundament, som hun har fra pædagoguddannelsen. For hun mener ikke, alle teorierne er noget værd, hvis de ikke kan omsættes i den praksis, som pædagogerne og forældrene er i.
"Jeg kan godt alle ordene, men jeg vil hellere finde ud af, hvordan det, jeg vil have dem til at gøre, fungerer for pædagoger og forældre. Det kan jo ikke nytte, at man snakker Bordieu og kulturanalyse, hvis man har at gøre med en familie, der ikke ved, hvad et forældremøde er. Jeg kan godt lide kombinationen af, at jeg har en viden, som jeg så kan bruge aktivt i forhold til pædagoger og familier. Desuden kender jeg deres hverdag og vilkår - både pædagogernes og familiernes," siger hun.
Helle Kirud er sikker på, at mange af pædagogerne i begyndelsen ønskede, at hun snarest rejste tilbage til Fyn. Men hun synes, at hun har fået en god kontakt med dem, nok også fordi, hun har formået at forstå, hvorfor de nogle gange synes, at det er svært at arbejde med indvandrerforældrene.
"Jeg har forsøgt at få dem til at se forældrene som hele mennesker og ikke som kulturbærere af en statisk kultur. Og at få dem til at forstå, at man let går fejl af indvandrerne, hvis man ikke er nysgerrig på den enkelte familie og det enkelte menneske," siger hun.
Helle Kirud tror også, at hendes gode kontakt til både pædagoger og indvandrerfamilierne skyldes, at hun altid har være villig til at være med i det praktiske arbejde. Det passer ikke til hendes temperament at være en konsulent, der kommer ud og snakker løs snak.
"Jeg bor ikke på mit kontor. Jeg lærer meget mere ved at være ude i familierne og i institutionerne. Jeg tilbyder gerne at være med til gymnastikken, som jeg opfordrer pædagogerne til at lave. Når der er børnefestival, står jeg to dage i den etniske bod og hjælper til. Jeg kommer også i god tid for at nå at få snakket med børnene, inden jeg skal have et møde med pædagogerne. Jeg kender alle de tosprogede børn ved navn, men jeg kender også de voksne. Jeg får meget at vide, mens vi snakker lidt i garderoben eller i sandkassen, og jeg prøver at se det fra deres side. Det kan være svært at skulle gøre det, pædagogerne gør, og det ved de godt, at jeg forstår," siger hun.

Helles nebengesjæft
Pludselig står en ung kvinde med sort hår og mørke øjne uden for kontordøren. "Kan du hjælpe mig? Jeg er blevet færdig som pædagog, og nu vil jeg gerne have et job. Jeg har søgt to jobs men har ikke fået noget endnu. Ved du, om der er andre steder, de mangler en pædagog?"
Kvinden har sikkert hørt i Ishøjs rygtebørs, at Helle Kirud kører sin egen lille arbejdsformidling fra kontoret på rådhuset. Hun formidler kontakten mellem tosprogede medarbejdere og institutionerne. Da hun kom til Ishøj var der ni tosprogede medarbejdere, nu er der 30, og det er er lige efter Helle Kiruds hoved, at antallet er vokset.
"Jeg har haft som et klart mål at få ansat flere tosprogede medarbejdere, fordi min egen erfaring er, at det er godt for integrationen af børnene," siger hun.
Helle Kirud snakker med ansøgerne, for "det har de ikke altid tid til ude i institutionerne, og så tager man det sikre, en dansk pædagog".
"Jeg spørger kvinderne ud, og så får jeg dem til at skrive noget på dansk for at afdække, om de har sprogproblemer. Hvis de har, siger jeg til dem, at de skal arbejde med det danske, ellers kan det blive svært for dem at få job," siger hun.
Bagefter ringer hun til en eller flere institutioner, hvor hun mener, at lige netop denne tosprogede pædagog kan passe ind, og på den måde får hun skabt en kontakt og altså også flere tosprogede ansat.