Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 05
TEMA. BEVÆGELSE: Pædagogisk idræt er en balancegang
Pædagoger skal være engagerede og aktive rollemodeller for at få børn til at lege og bevæge sig – men de skal også vide, hvornår de skal trække sig og lade børnene lege selv.
Af: Julie Hardbo Larsen
Når institutioner vælger at beskæftige sig med pædagogisk idræt, er det vigtigt, at pædagogerne er bevidste om balancen mellem at være aktiv og deltagende voksen og at give børnene plads til selv at lege og bevæge sig uden voksenindblanding. Det fortæller Grethe Sandholm, der er lektor på VIA UC Pædagoguddannelsen Peter Sabroe, og som underviser pædagogerne, når institutioner bliver idrætscertificeret gennem Danmarks Idrætsforbund.
Pædagogisk idræt har de seneste år vundet indpas i mange institutioner. Her fungerer idrætten, legen og bevægelsen som et middel, en metode og et omdrejningspunkt i den pædagogiske praksis.
Som pædagog skal man, når man arbejder med pædagogisk idræt, gøre sig overvejelser om det, man gør, hvorfor man gør det, og hvordan det kan hjælpe til at nå pædagogiske mål. Det er pædagogens opgave at øge barnets indre motivation og igangsætte aktiviteter, hvor barnet kan opleve, at det kan noget, så aktiviteterne kan være med til at udvikle barnets fysiske, psykiske, sociale og kognitive færdigheder og kompetencer.
»Børn udvikler sig, hvis rum og rammer er til det. Derfor er det pædagogernes opgave at skabe nogle omgivelser, der indbyder børnene til forskellige former for bevægelse,« siger Grethe Sandholm.
Hun understreger, at det ikke blot er et spørgsmål om lokalernes indretning, men i lige så høj grad pædagogernes indstilling.

Krop imiterer krop. I pædagogisk idræt skelnes mellem voksenstyrede ’voksen-barn’- aktiviteter, fællesstyrede ’barn-voksen’-aktiviteter og børnenes egne ’barn-barn’-aktiviteter. I de voksenstyrede aktiviteter skal pædagogerne være nærværende og deltagende, hvis de skal motivere børnene til at lege og bevæge sig.
»Der er ikke krav til, hvor meget de voksne skal kunne med kroppen, men de voksnes kroppe skal signalere bevægelsesglæde. Pædagogerne har deres kroppe med på arbejde og skal være bevidste om, hvordan de bruger dem,« siger Grethe
Sandholm og tilføjer:
»Hvis du vil have, at ungerne går en bestemt vej, så vend din krop i den retning. Krop, tale og bevægelse hænger sammen. Krop imiterer krop, så hvis du hopper, hopper børnene som regel også.«

Læringen overføres. I børnenes egne lege og aktiviteter er det derimod ikke altid vejen frem som voksen at blande sig i legen og forsøge at deltage på lige fod med børnene.
»Børn får en masse ud af det uformelle læringsrum, det er, når de leger uden voksne. De får lov til at øve sig på noget, at imitere hinanden, og de får lov til at være fantasifulde og finde på. Pædagogernes rolle i barn-barn-relationen er ikke at deltage, men at få øje på, hvilke aktiviteter og handlinger i børnenes egen leg og bevægelse, som de har svært ved,« siger Grethe Sandholm.
Hun mener, det er vigtigt at være bevidst om, hvornår der er en transferværdi fra voksen-barn til barn-barn eller omvendt. De aktiviteter, som børnene har svært ved, kan man trække over i det formelle læringsrum, den voksenstyrede pædagogiske idræt, hvor børnene kan øve sig og lære nye færdigheder.
»Ofte vil man så se, at når børnene mestrer de nye færdigheder, tager de dem med til det uformelle rum, deres egen leg. For eksempel bruger de stoptegnet fra forskellige kamplege til at sige fra og sætte grænser over for hinanden, eller de leger en leg, hvor man skal hoppe ned fra noget højt efter at have øvet sig på det sammen med pædagogerne,« siger Grethe Sandholm.
Læs mere om pædagogisk idræt i ’Pædagogisk Idræt i vuggestue og børnehave’ af Tanja Christensen (red.) og ’Pædagogisk idræt – en bevægende pædagogik’ af Grethe Sandholm og Hanne Værum Sørensen.