Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 04
Hannes pension er reddet
Hanne Vahl Giersing mistede 135.790 kroner under finanskrisen. Hendes pensionsopsparing blev ramt af en regel, der var tænkt som en hjælp. Men nu får hun alle de tabte penge igen.
Af: Steffen Hagemann
Brevet kom lidt forsinket til at være en julegave. Men midt i januar fik Hanne Vahl Giersing et glædeligt brev. Det kom fra hendes pensionskasse, PBU, og fortalte, at hun kan se frem til at have lidt flere penge til pensionen.
Faktisk vil den 58-årige pædagog få et tilskud til sin pension på 155.520 kroner. Dermed har PBU givet hende de 135.790 kroner tilbage, som finanskrisen kostede hende. Med rente.
"Jeg er superlykkelig over det. Det er helt vildt dejligt, at det blev sådan, at jeg faktisk fik alle pengene igen," siger Hanne Vahl Giersing.

Fastlåst i bølgedal. Finanskrisen var hård ved PBU, som den var ved de fleste danske pensionskasser. I 2008 tabte PBU omkring en femtedel af formuen, da aktiemarkederne styrtdykkede.
Samtidig blev Hanne Vahl Giersing og 500 andre PBU-medlemmer offer for ualmindelig dårlig timing. De fyldte nemlig alle sammen 57 år i perioden fra 1. oktober 2008 til 1. april 2009. Dengang havde PBU en regel om, at man automatisk overgik til en gennemsnitsrente, når man fyldte 57 år.
En gennemsnitsrente sikrer, at pensionen beholder sin værdi, når aktiemarkederne falder. Men for Hanne Vahl Giersing og de 500 andre betød det, at de blev fastlåst i finans­krisens bølgedal. Og da aktiemarkederne steg igen i 2009, fik de ikke glæde af opturen, fordi renten på deres pensionsformue var låst fast.
PBU har siden ændret reglen. Nu bliver ens opsparing først sikret mod finansmarkedernes udsving, når man går på pension.

En glad direktør. PBU's direktør Leif Brask Rasmussen er rigtig glad for, at det er lykkedes PBU at få rettet op på de 500 uheldige pædagogers pensionsopsparing.
"Vi havde en ordning, der beskyttede folk - troede vi. Men så er det dejligt, at vi nu kan ligestille dem med de andre, der har den overgangsordning," siger Leif Brask Rasmussen og påpeger, at den økonomiske håndsrækning kun kan lade sig gøre, fordi PBU er medlemsejet.
Et af medlemmerne, Hanne Vahl Giersing, er i hvert fald glad for, at medlemmerne kan have indflydelse.
"Det er utrolig positivt, at det er blevet hørt, at vi har råbt op," siger hun.
Den økonomiske saltsvandsindsprøjtning til pensionen betyder dog ikke noget for hendes fremtidsplaner. Hun går stadig på efterløn, når hun i marts 2012 bliver 60 år.

Gennemsnitsrenten
Med en gennemsnitsrente svinger pensionen ikke med markedets udsving. Renten er fastsat af Finanstilsynet og er p.t. på 1,6 procent. Det betyder, at PBU skal sørge for, at der hvert år tilskrives 1,6 procent i rente af din opsparing.
Hvis der kan gives mere end 1,6 procent i rente, gives det som bonus.
PBU skal sørge for, at der hele tiden er lagt penge til side til de udsving, som er på markedet, så pensionskassen mindst kan give 1,6 procent i rente.
Særligt efter en finanskrise betyder det, at der skal lægges penge til side. Det betyder igen mindre bonus. I det kommende lange stykke tid forventes det ikke, at gennemsnitsrenten vil være mere end 1,6 procent.