Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
Tina satte gang i forældreoprøret: Jeg var rasende og frustreret
Det var Tina Albertsen, der på Facebook igangsætte det oprør, der har samlet titusinder af forældre til kamp for minimumsnormeringer. Nu er hun efter flere års tilløb i gang med at uddanne sig til pædagog.
Af: Kurt Balle Jensen
I den lille landsby Dåstrup tæt på Viby Sjælland bor 32-årige Tina Albertsen i et parcelhus sammen med sin kæreste Morten og deres to børn, Lærke på 10 år og Sebastian på 6 år. Familien har udsigt over markerne – og Tina har udsigt til en spændende fremtid som pædagog.

»Jeg har egentlig altid vidst, at jeg ville arbejde med børn. De er umiddelbare, tillidsfulde og villige til at blive hjulpet på vej. Det, har jeg altid syntes, er spændende,« siger Tina.

På det seneste er det dog på en anden front, at hun er blevet kendt. En dag sad hun derhjemme og læste på Facebook, at et flertal i Folketinget havde sagt nej til at diskutere minimumsnormeringer. Hun blev så vred, at hun straks skrev en kommentar, hvor hun i afmagt opfordrede til både strejker, demonstrationer og blokering af
motorveje for at råbe politikerne op.

»Jeg var rasende og frustreret. Noget skulle ske,« siger Tina, som godt kan grine lidt af de voldsomme ord, hun brugte dengang. Men det var netop de voldsomme ord, der gjorde udslaget. Hurtigt fik hun 1400 likes, og forældre over hele landet skrev, at de gav deres opbakning.

Resten er historie. Titusinder meldte sig til den Facebook-gruppe, Tina oprettede, og hun var fra starten med i styregruppen, der gik i gang med at arrangere demonstrationer. Men hvem er den Tina, der satte ild til den knastørre slette, så forældreoprøret bredte sig med stor hast?

Sugede viden til sig. Tina er født i Roskilde, og da hun var syv år, flyttede hun til Snoldelev. Her boede hun, til hun flyttede hjemmefra. Planen var, at hun skulle i gang med en uddannelse, for det ville hun, men sådan gik det ikke. Hun var 20 år, da hun mødte Morten, og året efter fik de datteren Lærke.

»Det ændrede jo fremtidsplanerne. Jeg måtte udsætte uddannelsen,« fortæller Tina.

Efter barsel fik hun job som medhjælper i en daginstitution i Viby Sjælland, og det var medvirkende til, at hun tog den endelige beslutning om, hvad hun ville.

»Da jeg fik praktisk erfaring fra arbejdet med børn, blev jeg sikker på, at jeg skulle være pædagog. Jeg havde også overvejet at blive børnepsykolog, men nu tog jeg så beslutningen. Det kom bare til endnu en gang at trække ud,« smiler Tina.

Morten var i gang med at uddanne sig til kok, og det var ikke lige sagen at have den ene på elevløn og den anden på SU. Tina tjente penge som medhjælper, og i 2013 meldte Sebastian sin ankomst.

»Da jeg var færdig med min barsel, fik jeg i 2015 et års orlov med løn for at tage uddannelsen som assistent. I mit arbejde som medhjælper havde jeg suget til mig af viden fra pædagogerne, og selvom jeg nu var assistent, var jeg stadig sikker:
Jeg ville have pædagoguddannelsen,« fortæller Tina.

Ville ikke opgive. Hun havde to børn, og hun og Morten havde brugt tid og kræfter på at renovere huset. Hun havde godt og fast arbejde, og hun kunne have sagt 'det var så det' og opgivet at gå i gang med at uddanne sig i en alder af 30 år. Men
det gjorde hun ikke.

»Nej, for jeg oplevede, at der var ting, jeg ikke kunne være med til i institutionen. Der blev truffet faglige beslutninger uden om mig, og når pædagogerne sparrede med børnepsykologer, foregik det på et fagligt niveau, hvor jeg ikke var med. Jeg
ville have fagligt ansvar, jeg ville have den viden og den ballast, det giver at være uddannet pædagog, og jeg var ikke færdig med at læse. Nu var jeg klar, og jeg ville bevise, at man godt kan tage en uddannelse, selv om forudsætningerne har
ændret sig,« siger Tina.

Hjemmestuderende. I 2017 gik hun i gang med at uddanne sig via fjernstudium. Sideløbende med studiet arbejder hun med psykisk syge på et bosted
og finder også tid til at arbejde i styregruppen i forældreoprøret. Og der er ekstra styrke i hendes stemme, når hun taler om det.

»Det er fantastisk at opleve så mange engagerede forældre, og vi bliver ved, til målet er nået,« siger Tina med eftertryk.

Og hvad vil hun så gerne opnå som pædagog, når hun er færdiguddannet?

»Jeg har altid tænkt, at jeg ville gøre mit til at påvirke det pædagogiske arbejde, så vi i højere grad får børneperspektivet med. I min optik er der meget, som ikke fungerer. Samfundet har udviklet sig på en måde, så der i dag er mange forventninger, pålagte opgaver og læringsmål, der har indflydelse på tilrettelæggelsen af dagen i daginstitutionerne. Men det er vigtigt at huske børneperspektivet i en travl hverdag, for børnene skal være størstedelen af deres vågentid i institutionen. Hvad har de lyst til? Hvad synes de er spændende og sjovt? Jeg tror godt, man kan følge børnenes spor mere og give plads til det spontane, samtidig med at man efterlever læringsmålene,«
siger Tina.