Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 11
Den nye støj; Støj som pædagogisk problem
Kommentar af professor Tage Søndergård Kristensen og Hermann Burr, forsker, Arbejdsmiljøinstituttet
Af: Tage Søndergård Kristensen og Hermann Burr
Støj er et gammelt og velkendt problem i arbejdsmiljøet. De traditionelle støjproblemer havde noget at gøre med støjende maskiner og anlæg, og den vigtigste skadevirkning var, at man efterhånden mistede hørelsen. Selv om problemet er velkendt, er det kun gået langsomt med at få det løst. Men efterhånden har vi dog kunnet registrere en vis nedgang i støjniveauet på de fleste industrielle arbejdspladser, og der er også sket et langsomt fald i antallet af nye høreskader.
Men efterhånden som vi er ved at få has på de traditionelle støjproblemer, er der dukket nye op. Og den vigtigste støjkilde er ikke længere maskiner og anlæg, men andre mennesker. Det er det, vi kalder "ny støj". Ny støj skyldes, at børn eller voksne taler, råber, skriger, synger, spiller musik eller larmer på andre måder. Ny støj kan ikke reduceres ved at støjdæmpe selve kilden eller ved at kapsle den ind. Det nytter heller ikke at bruge høreværn. Kort sagt: De traditionelle midler duer ikke længere. Vi skal tænke i nye baner.
Der er meget, som tyder på, at pædagoger og lærere er de grupper, der først og fremmest er ramt af den nye støj. På Arbejdsmiljøinstituttet har vi siden 1990 med fem års mellemrum gennemført nogle omfattende undersøgelser af danskernes arbejdsmiljø. I 1990 var cirka 70 procent af pædagogerne "udsat for støj, der er så høj, at de måtte hæve stemmen for at tale sammen med andre". Ti år senere var der tale om 82 procent af de kvindelige pædagoger og 81 procent af de kvindelige pædagogmedhjælpere. Det er tydeligt, hvilke grupper, der var mest udsat for støj ved undersøgelsen i 2000. Pædagoger og pædagogmedhjælpere ligger i top. Halvdelen af faggrupperne udgøres af pædagoger og lærere (ny støj), mens den anden halvdel består af industriarbejdere (gammel støj).
Støj har mange skadevirkninger. Traditionelt har man talt om skader på hørelsen (de såkaldt auditive virkninger) og andre skader (non-auditive) så som stress, forhøjet blodtryk, søvnbesvær og nedsat livskvalitet. Den nye støj giver som regel ikke nedsat hørelse, men til gengæld er der kommet nogle nye former for støjskader, som ligger i grænseområdet mellem høreskader og stress. Det drejer sig om tinnitus og lydoverfølsomhed.
Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse fra 2000 dokumenterer, at netop pædagoger og lærere i særlig grad er ramt af lydoverfølsomhed, som viser sig ved en stærkt nedsat tolerance over for almindelige dagligdags lyde. Hertil kommer, at mange pædagoger også udvikler den meget invaliderende lidelse tinnitus, hvor det vigtigste symptom er en stadig susen eller ringen for ørerne dag og nat. Disse nye støjlidelser hænger stærkt sammen med stressbelastninger i dagligdagen, og man skal i den forbindelse være opmærksom på, at ny støj i reglen er en langt større stressbelastning end gammel støj.
Man definerer støj som uønsket eller generende lyd. Det er derfor vigtigt at være klar over, hvad det er, der gør lyd til støj. Svaret finder vi i stressforskningen, der især peger på de fem faktorer: Lydstyrke, lydens karakter, manglende kontrol, manglende forudsigelighed og manglende mening. Det er også disse fem punkter, der skal sættes ind på, hvis man vil gøre noget ved problemerne.
Vi har altså i dag dokumentation for, at ny støj er et stort arbejdsmiljøproblem, og vi ved nu også, at ny støj giver anledning til meget invaliderende skader i form af lydoverfølsomhed, tinitus, stress, træthed, forhøjet blodtryk og deraf følgende hjertekarsygdomme samt nedsat livskvalitet og produktivitet. Dertil kommer selvfølgelig, at støjen i sig selv giver et dårligere klima på institutionerne for både børn og voksne. Der er med andre ord brug for en systematisk forebyggende indsats. I denne indsats kan man bruge en del af erfaringerne fra bekæmpelsen af gammel støj. Det gælder f.eks. støjdæmpningen af lokaler, filtdupper på stole, dæmpning af udsugningsanlæg osv. Men man kan ikke kapsle børnene ind i støjdæmpende kasser, og man kan ikke give børn og voksne høreværn på. Det afgørende nye er, at løsningen af de nye støjproblemer griber ind i den almindelige adfærd i på institutionerne. Man er altså nødt til at beskæftige sig med den måde, som kommunikationen i bred forstand foregår på.
I et spændende projekt fra BST i Københavns Kommune om støj i daginstitutioner blev man således klar over, at man var tvunget til at udvikle en fælles holdning til børns skrig. Skulle man acceptere, at børn skriger af begejstring, når det gør ondt, når de vil have opmærksomhed eller som en "normal" del af legen? Eller skulle man én gang for alle vedtage, at man ville begrænse skrigeriet? I dette konkrete projekt blev man - efter en længere diskussion - enige om det sidste. Pointen er her, at der skal en pædagogisk afklaring til, og at denne pædagogiske afklaring skal udmønte sig i en fælles praksis, som helst skal kunne holde i dagligdagen fremover.
Der er behov for mange flere erfaringer og for langt mere forskning om konsekvenser og forebyggelse af ny støj. Foreløbigt har vi en god dokumentation for, at problemet eksisterer og ser ud til at være i stadig vækst. Det er på tide, at der handles på området.

Litteratur:
Lis Bache & Liv Starheim. Rapport fra projekt "Støj i daginstitutioner". BST Københavns Kommune, 2002.
Bonnie B. Sperling, Søren Peter Lund & Hermann Burr. Hørelse - Arbejdsmiljø i Danmark 2000. Arbejdsmiljøinstituttet, 2002.