Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2004 Nr.: 14
Børnene inde bag handicappet
På handicap-SFO'en Klask i Odense er der ingen kære mor. De 30 handicappede børn ses som de børn, de er, og bliver ikke pakket ind i vat. Det giver både skrammer og selvtillid
Af: Birgitte Avnesø
En af de første dage i januar, da sneen dalede hvid og fin, fik 10-årige Jonas et mindre chok. Sammen med en gruppe andre børn med fysisk handicap var han på kælketur med nogle af pædagogerne fra skolefritidsordningen Klask i Odense, og Jonas prøvede for første gang det, normale børn har lagt krop til masser af gange.
"Han styrtede på kælken og røg ud over en skrænt. Han var helt hvid i hovedet. Men det, at han kælkede, betød så meget for ham. Han har søskende, der har kælket masser af gange, og nu har han også selv prøvet det. Han kan snakke med, han har prøvet suset i maven, når man drøner ned ad en bakke," fortæller Jeanette Petersen.
Hun er pædagog på Klask og var med til at skubbe Jonas ud over kanten. I overført betydning forstås.
"Selvom man er kørestolsbruger og ikke kan bøje sine knæ, er der ting, der bare skal prøves. Nogle af vores børn har brug for et skub. Det er utrolig livsbekræftende at se, at selv meget handicappede børn er glade, når de er her og får prøvet sig selv af. Det er vigtigt at give dem oplevelsen af, at de kan en masse ting selv," siger Jeanette Petersen, mens hun rundhåndet deler ud af den hjemmelavede lakrids, nogle af børnene har fremstillet. Selvom der er mange børn til stede, har hun svært ved at afsætte slikket, der har en sær bismag af cola.
"Det er vist knap så vellykket, men processen var god," griner hun.

Store faglige udfordringer. Klask holder til i forbindelse med Centerafdelingen på Rosengårdskolen - en af Odenses største folkeskoler. Det er en fritidsordning for børn og unge med fysisk handicap, og den har børn fra hele Fyn. Børnene er fra 6 til 18 år og har blandt andet muskelsvind, rygmarvsbrok eller er senhjerneskadede. Fælles for børnene er, at de giver pædagogerne en masse faglige udfordringer.
"Det er mere uforudsigeligt at arbejde med børn og unge med fysisk handicap. Vi er nødt til at sætte os ind i de enkelte handicap og det, der følger med. Vi har ikke bare fokus på den almindelige hverdag, men må grave dybere ned, og det gør arbejdet spændende og udviklende. Vi har kollegial supervision, for vi kommer ud for problematikker, hvor børnene har vanskeligheder derhjemme, med kammeraterne eller i skolen, og hvor vi kommer i tvivl om, hvordan vi tager fat om det. En gang om måneden holder vi på skift et pædagogisk oplæg, hvor vi blandt andet underviser hinanden i den faglige viden, vi tilegner os," siger Lotte Kragh-Müller.
Hun er leder i Klask, der er en selvejende institution under Spastikerforeningen. Her arbejder i alt ti pædagoger til 30 børn. Det giver god tid i dagligdagen, og det er alfa og omega. Både for børn og voksne.
"Vi har flere ressourcer, og det er nødvendigt. Det giver tid til at stoppe op og tid til at være spontane. Vi tager på mange impulsive ture, og det betyder utrolig meget. God tid giver et godt arbejdsmiljø, og vi oplever ikke særlig megen sygdom blandt personalet. Fraværsprocenten er ned på en til to procent," siger Lotte Kragh-Müller.
Selvom børnene er i hyppig kontakt med behandlere af den ene eller anden art, er der ingen fysioterapeuter tilknyttet Klask.
"Vi ønsker at se barnet inde bag ved handicappet. Det er det, de mangler i dagligdagen, hvor det ofte er deres handicap, der bliver fokuseret på. Vi prøver på ikke at være overbeskyttende, selvom det godt kan være svært, for det kan børnene bare ikke bruge til noget. De har en personlighed, og den skal vi have frem. Derfor er det godt for dem at være her og se, at også andre børn har det svært," forklarer Lotte Kragh-Müller.
Børn med handicap har færre fritidstilbud end normale børn. Det kompenserer pædagogerne for.
"Vi har en idrætsforening, og alle børnene er medlemmer. De kan deltage i stævner for handicappede i hele landet. Vi har selv idræt to gange om ugen og spiller meget hockey. Det er virkelig et hit. Alle kan være med ud fra det, de nu kan. Også selv de måske har brug for en voksen til at skubbe kørestolen eller holde staven. En gang om ugen holder vi åbent om aften for mellemgruppen og de store børn for at give stedet et præg af klub. Vi har vores egen bus og tager tit ud af huset og går i biografen, på cafe eller spiser sammen," fortæller Lotte Kragh-Müller.
Én del af børnene i SFO'en kommer fra lokale folkeskoler. Nogle begynder i Klask allerede fra børnehaveklassen, mens andre støder til i de senere klasser. Mange af dem har dårlige oplevelser med sig i rygsækken, når de kommer.
"Vores børn er normaltbegavede, men de har problemer med indlæring, hukommelse og forestillingsevne. Mange har oplevet at blive mobbet. Der er mange handicappede børn i normalskolen, og det er fint. Men der er en gruppe, der er for sarte. Som ikke kan klare det. De børn, der er i folkeskolen, får en ekstra støtteperson, som de ofte knytter sig meget til. Men et barn på 10-12 år har ikke godt af at knytte sig for stærkt til én bestemt voksen. De har brug for en barn-til-barn relation. Det forsøger vi at give dem her. Vi gør meget ud af at hjælpe dem med at have kontakt til andre børn og unge," forklarer Lotte Kragh-Müller.
Børnene kan være i institutionen, til de fylder 18 år. For pædagogerne betyder det, at de får en god fornemmelse af, om deres pædagogik virker efter hensigten. Og der har været gange, hvor de har måttet revurdere. Hvor ét var fine planer, noget andet praksis. For eksempel omkring medbestemmelse.
"Vi forventer nogle gange, at de unge kan tilrettelægge et forløb fuldstændigt selvstændigt. Men det skal de altså have hjælp til. Der sker ikke rigtig noget, hvis ikke vi voksne hjælper til."

Udslusning. Efterhånden som børnene bliver ældre, samarbejder pædagogerne med Rosengårdskolen om udslusning af dem. Det indebærer blandt andet at lave aftaler, lære at finde vej og at færdes i trafikken. Men udslusning er et springende punkt, erkender Lotte Kragh-Müller. For hvad er det, de unge skal udsluses til?
"Der mangler helt klart en uddannelse for vores unge. Nogle er begyndt på uddannelse, men er faldet fra igen, fordi de ikke magter det. Mange af dem kommer på amtets specialundervisningscentre for voksne, men det er en uddannelse, der ikke er målrettet. De er der i tre år, men hvad så? Vores unge er som alle andre unge. De skal videre i livet, har drømme og masser af kvaliteter. De skal bare finde ud af hvilke, og hvad de kan bruges til."

Tvungen rotation. Til daglig er børnene inddelt i tre grupper. En børnegruppe for de 6-10-årige, en mellemgruppe for 10-14-årige og en ungdomsgruppe. Pædagogerne er fast tilknyttet en af grupperne i perioder på godt tre en halv måned. Derefter roterer de.
"Det indebærer, at vi forholdsvis tit skal omstille os. Der er jo stor forskel på at arbejde med små og store børn, og på et tidspunkt var der stor prestige i at arbejde med ungdomsgruppen. Men det handler om ikke at gro fast og om at finde udfordringer i den gruppe, man nu er i. Og for børnene er det godt, at der med jævne mellemrum kommer nye øjne på dem," forklarer lederen.
Jeannette Petersen er meget glad for arbejdet med handicappede børn, som hun betegner som livsbekræftende og inspirerende.
"Det giver mig mange ting. Både gode og knap så gode oplevelser. Jeg får et godt indblik i børnenes hverdag, og vi laver mange ting, som vi voksne også synes er sjove. For eksempel var vi sidste år til idrætsfestival i Randers med 11 unge. De valgte selv, hvad de havde lyst til, og vi hyggede os og lavede sjov og ballade," siger hun.
Men det er ikke kun sjov. Børnene er handicappede, og deres dagligdag er ofte afbrudt af hospitalsindlæggelser.
"Mange af vores børn har været opereret adskillige gange, og nogle gange spørger vi os selv, om det virkelig er nødvendigt med så mange operationer. Mange af børnene spørger, hvorfor de skal igennem det. Vi stræber efter, at de falder ind i mængden som alle andre børn. De er hverken værre eller bedre end alle andre, og de skal ikke føle sig udstillede. Vi ser ikke på dem som handicappede, men som Jonas, Simon og Camilla. Det er et tilfredsstillende arbejde, og jeg er glad, når jeg går på arbejde, og når jeg går herfra. Jeg har gode kollegaer omkring mig og næsten altid søde børn," smiler Jeanette Pedersen.